The Hans Christian Andersen Center

Dato: 2. juli 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

140. til E. Collin.

Altenburg den 2 Juli 1844.

Min elskede Eduard!

Menneske, som jeg skriver De til, det er dog i Grunden et affecteert Forhold, min Flelse aldeles imod'ndash;men nok derom. De vil jo ogsaa vre original!–Nu er jeg borte fra Weimar, mit elskede Weimar, den Plet paa Jorden hvor jeg i Dage har flt mig lykkelig! O kjre Eduard, jeg har vret saa lykkelig, saa tilfreds i Gthe og Schillers By, ret flt at jeg dog af Gud maa have Noget, der fortjente at paaskjnnes hjemme.–De veed vel af det Brev jeg skrev til Deres Fader hvor hjerteligt jeg blev modtaget i Weimar, Alle de frste og betydeligste Mnd have der, jeg kan nsten sige, kun levet for mig under Opholdet i Weimar. Geheme-Referendaren Kammerherre Boillieu-Demonnay, veed De lod mig strax afhente fra Hotellet og fltte ind hos sig; Cansleren Excellensen Mller, den betydeligste Mand Weimar nu eier, var min utrttelige Ledsager, hver Dag i otte Dage, jeg var frst den tredie af de mange Mnd, og det udmrkede, som han frte i die Frstengruft til Gthe og Schillers Kiste!–Jeg maa dog virkeligt have i min Personlighed noget der indtager de Mennesker, jeg veed ikke hvad, saaledes

var det jo ogsaa i Paris; Mller er i Weimar betragtet, som Deres Fader er det hos de Bedste i Kjbenhavn, og han levede kun for mig, den gamle, elskvrdige Mand.–Hver Dag var Selskab for min Skyld og ved Hoffet, siger man jeg har gjort stor Lykke, selv hos Storhertuginden255 Keiseren af Ruslands Sster;

den unge Arvehertug, gift med Kongen af Hollands Datter, har vret magels elskvrdig mod mig, vret mig ganske som Jevnlige! hvor inderlig holdt han mig ikke i Haanden, den sidste Time; Alle sige at jeg hos ham har havdt Indflydelse, som Lizt havde det. Ved Afskeden bad han mig skrive sig Breve til, lovede at sende mig i Kobberstik sit og sin Gemalindes Portrt, og tilfiede: jeg haaber i Fremtiden at kunne vise Dem hvor kjr De er mig og at jeg nsker at vre Deres Ven! Storhertuginden bad mig ogsaa snart at komme til Weimar: husk at her har De sande Venner ! sagde hun. Naturligviis blev jeg da af hele Hoffet ret gjort af; jeg var ved Taffel hos Storhertugen og havde een af Hofdamerne til Bords, der var magels begeistret og kjendte alle mine oversatte Skrifter.–Nst sidste Aften var jeg hos Arvehertugen, hvor vi paa Lystslottet, i en lille Kreds havde en poetisk Aften; hver lste Noget, jeg maatte lse Keiserens nye Klder og flere af mine Eventyr, ja fortlle Svinedrengen, Nattergalen og den grimme lling og det paa Tydsk; De kalder det dumdristig, der dmte man anderledes, og jeg vandt dem Alle endnu mere. Men det er ogsaa ganske anderledes med mine Sprog ude end hjemme, jeg kommer der strax fra det; her i Deligensen gjtte alle paa at jeg er en Nordtydsker, Ingen tro jeg er en Fremmed og sige jeg taler udmrket godt tydsk.–De leer. Ja i Danmark leer man jo altid.–Den bekjendte Eckermann i Weimar, der har skrevet over Gthe, er i Udvortes en Personlighed mellem den dve Fabricius og Heine, men det meest godmodige, barnlige Gemyt jeg har mdt, han sagde mig at det var Arvehertugens Plan naar han engang kom til Regjeringen at skabe et Weimar, som det havde vret under Carl August og samle alt Aandigt om sig; han meente at Hertugen da vilde indkalde Lizt og mig, thi os to syntes han srdeles at ynde.–Guds Veie ere underlige!, jeg kunde ikke ganske forlade Danmark men leve imellem i Weimar vilde jeg nok, leve med den kjre Carl Alexander, jeg elsker ham virkelig!–Det vilde vre mig en smuk Drm at kunde tnke mig det Tilflde, at boe stundom i Kjbenhavn stundom i Weimar, og der see mine danske Venner, min Eduard og Henrik, den kjre Theodor – – dog jeg phantaserer nok! Dog De forstaaer mig og gldes ved den Erkjendelse jeg jo virkeligt i hieste Maal har nydt i Weimar, fortl det til de af vore Venner, som vilde optage det uden at misunde mig. Imorgen Formiddag reiser jeg paa Jernbanen herfra Altenburg til Dresden hvor jeg allerede er om Eftermiddagen; gid at jeg maatte trffe Dem og Lind der! dog der bliver vel ikke noget af denne Sommer-Udflugt; staaer De imidlertid i Begreb dermed, da gaae fra Hamborg til Hanover, der trffer De Marschner og kan i een Dag paa Jernbane komme til Dresden; De gaaer altid paa anden Plads, kun ikke fra Leipzig til Dresden, der maa man vlge frste; Vognene ere saa slette der.–Til Dresden er jeg fra Weimar forsynet med en Pakke Anbefalings Breve og skal med Posten erholde eet fra Arvehertugen selv til hans Sster i Berlin, der er gift med den tilkommende Konge af Preusen; Canceleren Mller er en Ven af Humboldt og har lovet mig der en god Modtagelse. Hjemreisen vil saaledes vist bringe mange Behageligheder, haaber jeg.

Dresden den 6 Juli 1844.

Den tredie kom jeg her til og Modtagelsen var rigtig nok temmelig dri; jeg fik et Vrelse i Stadt Rom, biede mig ned for at lgge mit Ti i den nederste Skuffe af et Chatol og'ndash;rutsch, som jeg trkker Skuffen ud, styrter den tunge Skriveklap ned paa min Nse, saa jeg troede at den var knuust,–tnk, om jeg var kommet hjem uden Nse'ndash;det var lumpent, imidlertid gik da Huden af og jeg sad hele Aftenen med Salt og Vand for at frelse Nsen fra at blive grn og guul; endnu gjr det ondt i Benet, men det maa vre en god Nse jeg har, da den holder saadant et Slag ud. Excellensen Lttichau har strax sendt mig Billet til Directions Logen, der hvor ehlenschlger kom; jeg sidder der til Stads, og fik igaar tre venlige Hilsener fra Parquettet fra vor Kammeraad Drevsen, Frue og Frken; jeg har alt modtaget saa mange Indbydelser at jeg har hver Dag besat; paa Tirsdag tager jeg til Tharand, hvor Kammerherre Boillieus Broder venter mig og paa Fredag afhentes jeg af Major Serre til hans Lyststed her i Forening med Grevinde Hahn-hahn, der i denne Anledning ogsaa er indbudt, at blive nogle Dage i denne Familiekreds. Ja, siger De nok, det er ingen Sag at reise256, naar man har fri Comedie, og hvert ieblik faaer Logi hos Familier!–ja, men er det ikke moersomt!–Jeg er jo virkelig et bermt Menneske! De skulde have seet paa Jernbanen, ja den Historie skal jeg fortlle hjemme, jeg blev kjendt af en Dame og maatte nu i Flugten, skrive i et Par Stambger, give mit Navn etc.–Lad mig nu see De kan sige noget morsomt derom! kan De ikke, saa beed Lind. Fredag otte Dage forlader jeg frst Dresden og gaaer over Leipzig til Berlin; jeg flger Deres Raad at blive ude saalnge, den Sum, jeg har bestemt til Reisen holder ud og endnu eier jeg 20 Frederiksdor . . .

[Slutningen mangler]

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin