Dato: 18. november 1828
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

efter 18.11.1828]

[Det må være efter 21.11., da Flyveposten Nr. 93, som nævnes i brevet, udkom 21.11.], se derfor brevet gengivet i Nær og Fjern: Brev

Kjære Andersen!

Tak for Deres Brev og for det tiltænkte Besøg i Kiøbenhavn! Det var ret uheldigt, at jeg ikke var tilstede. Jeg ønsker Dem ret af Hjertet til Lykke med Deres Indtrædelse i det hæderlige Studenterlaug og med den Leilighed, De nu har til at udvikle Deres Evner og Talenter i et friere videnskabeligt Liv. - Hermed Subscriptionsplanen tilbage med et Par Navne, her var at faae. Prøverne af Deres Fodreise har jeg nu først faaet fat paa (i Flyveposten N 90-93) og med opmærksom Deeltagelse læst. Om Ideen og Fremstillingen i det Hele kan man først have nogen Mening, naar man har læst Reisen i Sammenhæng og seer om den fører til Himmel eller Helvede eller Amager. I de Brudstykker, jeg har læst, finder jeg en livlig Phantasie, en godmodig og ofte træffende Satire (f.E.om den mishandlede lyriske Muse og Manden fra Sirius og skjøndt Maneren for en Deel er Efterligning af Hoffmann (fornemmelig ved Opvækkelsen af Exstasen med Foden i Brødkurven har Fremstillingen dog meget Eiendommeligt og mangler ikke heldig Opfindelse; men hvad jeg efter min Overbeviisning maa dadle, er et Hang til Legen med det Alvorlige og Hellige, som jeg før har talt med Dem om og som ogsaa her spores: Parodien af den bibelske Fremstilling og Tone i Mythen om Syndfloden N 2 (hvori forresten Satiren kan være god nok) maa nødvendig forarge, hvor Ærbødigheden for den hellige Skrift ikke er forsvunden eller sløvet. Det samme synes mig Tilfældet med Indførelsen af St.Peder og fornemmelig med det letsindige Raisonnement, der skal undskylde dette Indfald, og hvor den altfor familiaire Tale om vor Herre - som en streng eller mild Papa - især støder mig. Næsten alt det Andet har moret mig, og hvad baade jeg og min Kone især synes godt om, er Phantasien om Drømmene. De 300 Aars Henflyttelse i Fremtiden er vel ingen nye Idee, men er dog i Fremstillingen i flere Henseender ny og interessant. Betragtningen over Jordens og Menneskelivets Forhold til Universet frembringer en poetisk Stemning; derimod synes mig Reflexionen over Forbryderen lidt for lang og ikke ganske fri for Determinisme. Efter Deres Opfordring har jeg nu her sagt Dem min Mening; ellers indlader jeg mig nødig skriftlig paa æsthetiske Betragtninger og Bedømmelser, der som oftest kun føre til det Uendelige uden Resultat. Kun et Værks Overeensstemmelse eller Uovereensstemmelse med vor egen Smag eller med en eller anden æsthetisk Skoles Principer lader sig bestemt documentere; men dermed er Intet sagt af synderlig Vigtighed, mindst af mig, der ikke erkjender nogen Skole eller nogen Auctoritet i Smagens og Konstens Fristat, og som derfor hvert Øieblik maa bringe de æsthetiske Skolemænd i Harnisk, ved ikke at bekymre mig om dem. Nu da De selv har forladt Skolen, vel i anden Betydning, men dog agter at fremtræde fri og selvstændig i vor Litteratur, vil jeg kun ønske, at De uden alt for store og farlige Omveie maa finde den Vei, De efter Deres Natur og Eiendommelighed kan og bør vælge, og at De med fuldelig Alvor og et høiere Maal, end Samtidens Bifald, for Øie, maa blive Dem bevidst i hvilken Retning De bør anvende Deres Kræfter; hvad Deres ærlige Stræben mod det Høieste og Herligste da skal føre til, maa beroe paa Aanden og Kraften og den gode alvorlige Villie. At De ønsker at høre ærlige Domme over Deres Arbeider, kan være godt nok og at De for at undgaae Eensidighed vender Dem til de forskjelligste Sider, er ogsaa i sin Orden; men raadfører De Dem paa eengang med de grundforskjelligste poetiske Naturer, vil selv de ærligste Domme kun forvirre og mislede Dem. Staaer De undertiden virkelig som Herkules paa Skilleveien, saa gjælder det om at prøve Aanderne, og dertil ønsker jeg Dem et dybt og rigtigt Overblik; foretræk kun - som i Deres Fodreise - Phantasiens levende Genius for den pedantiske Else Skolemesters, flyv kun dristig henover Tiden og dens Jammerligheder og maal Verdenshøiheden med Evigheds-Alenen! men foragt ikke i Flugten den mindste Psyche, der kjærlig stræber mod Fuldendelse og Forklaring, tag for Alting Kjærligheden med paa Reisen og træd ikke paa andre Hjerter, end paa de døde i Brødkurven og mindst paa Deres eget - hvo veed hvor det kan tumle hen ved slige Saltomortaler! og - for at blive i Deres egen Billedsphære - lad ikke Fanden faae virkelig Fingre i Dem, naar De for Spøg lader ham faae Magt over Dem og leger med hans Elixirer! Med andre Ord, kjære Andersen! Lad Dem ikke henrive af den letsindige Leeg der ofte af de talentfuldeste Digtere drives med Poesien og alt Aandeligt. Føler De virkeligt Digterkald, saa hold det i Ære! lad det være Dem en Helligdom, som hverken et skuffende Døgnbifald eller den bittreste Miskjendelse skal kunne bringe Dem til at vanhellige eller bortkaste! Og hermed lev vel! Gud være med Dem!

Deres B.S. Ingemann

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost