The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. maj 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Johan Ludvig Heiberg
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 3 Mai 1844

Da De og Flere i den sidste Tid omtalte mig som den anonyme Forfatter til: Dramaet Kongen drmmer, vakte denne Omtale Lyst hos mig ogsaa engang at forsge paa, at optrde anonym med et dramatisk Arbeide. Imidlertid var den Idee, som jeg vilde behandle, og af hvilken jeg var ganske opfyldt, saa beslgtet med mine "Eventyr", at jeg maatte frygte for let at blive kjendt, og det isr af Dem, i dette Tilflde, jeg tilstaaer Dem det aabent, ventede jeg at en saadan Gjenkjendelse vilde virke ind paa Deres Dom, thi i den sidste Tid har De bedmt mig meget haardt, stedse fremhvet kun mine Feil; dog, da Arbeidet var fuldfrt, De ansee nu min Yttring for latterlig Egoisme, men jeg vil ikke skamme mig ved min Overbeviisning, fandt jeg at om De endog med Grund kunde indvende imod meget deri, De dog ikke kunde eller vilde forkaste det. Jeg hrer nu at det er aldeles forkastet af D e m. Det har overrasket mig! Ved et Par Leiligheder hvor Deres Muse ret henrev mig, flte jeg, efter min Natur, en inderlig Trang til at nrme mig Dem; det uvenlige Forhold mellem os var m i g trykkende; her, hvor De, som jeg troer i et anonymt Arbeide har gjenkjendt mig og derfor atter vret meget for strng mod mig, vil det, efter Verdens almindelige Maade at tage sligt paa, ikke vre Stedet til at begynde en saadan Tilnrmelse, og dog maa jeg gjre det her, for at komme til Bevidsthed hos mig selv, om en saadan nogensinde kan skee, og om ikke jeg opfatter Dem urigtigt, om ikke jeg er Dem ubillig. "Vore Veie ere hist forskjellige", sagde De selv engang til mig og tilfiede, at De ogsaa erkjend[t]e "det gode, der trivedes paa min Vei"; Gid at dette i Deres ine havde vret stort nok til Deres Venskab, De kunde i Meget ved Raad og Daad, have virket godt ind paa mig, dog Sympatier lader sig ikke paatvinge! - Mit indleverede Stykke "Lykkens Blomst" har D e forkastet. Strke Grunde maa have bestemt Dem dertil, viis mig den Velvillie at sige mig disse. Almindeligviis har man erkjendt mit Talent til at opfinde og fortlle Eventyr, jeg har her forsgt at give eet i dramatisk Skikkelse. Ideen deri troer jeg ligger klar; den udsprang hos mig ved Sagnet om Hyrden der havde fundet Lykkens Blomst, men ikke vidste det, fr Blomsten var tabt; en Historie der saa ofte gjentager sig i Hverdags Livet. - Jeg har fremstillet en Lykkelig, som Mennesket kan blive det ved: "at vre glad i lidet, elskes trofast, Og see sig selv gjenfdes i sit Barn" Jeg har hos denne Lykkelige, som saa tidt hos os selv ladet en falsk Forestilling, en lille Nisse, udpege en Andens Lod for langt lykkeligere end hans, ladet ham nske sig i dennes Sted, og faae nsket opfyldt, og da just fle hvor meget han har tabt ved Byttet. Hans ny Individualitet, i Forbindelse med de for hans Person indtrdende Livs Conflicter gjr ham hist ulykkelig, om endogsaa Stand og Rigdom eller et uddeligt Navn flger med. Ideen troer jeg ikke De med Billighed kan forkaste, det er altsaa i Udarbeidelse[n] af den, at jeg maa sge de Feil der bringer Dem til at fjerne mit Arbeide fra Scenen; her ligger mig kun een egentlig Indvending nr, den om det er et Misgreb at lade de samme Spillende der optrde i Episoden om Ewald ogsaa optrde i den om Prinds Buris; dog dette Misgreb lader sig jo rette ved en forandret Bestning. At imidlertid den der udfrer Henriks Rolle ogsaa udfrer Ewald og Buris, ligesom at Johannes Fremstillerinde ogsaa bliver liden Kirstens, ligger i Ideen selv. Schnheiders Characteer er opfattet efter Mandens egne Breve i Olsens Bog om Ewald, hvorvidt det forresten vilde passe sig at han under sit rette Navn optraadte, var det min Tanke, efter Stykkets Antagelse at tale med Direktionen [om], jeg nedskrev Navnet for den historiske Sandheds Skyld. Idet jeg nu her for Dem og for Publicum navngiver mig og underkaster mig den offentlige Dom troer jeg at De Herre[r] Censorers Ansvar her bliver mindre hvis ikke mit Arbeide br forkastes af moralske og hiere stetiske Grunde, men disse er det jeg nskede at vide. - Forfatteren til "Alferne" og "Syvsoverdag", (dette sidste regner jeg ikke til Eventyr) vil vist ihvor ringe Sympatie han fler for mig, dog indrmme mig noget Vrd som Eventyrfortller og ikke uden Stykkets Jammerlighed byder det, forhindre mig fra at prve hvorvidt jeg i denne Digte-Art har Krfter for Scenen og hvorvidt Publicum kan nske oftere at [see] mine "dramatiske Eventyr". Stykket lader jeg her flge med og venter at De kommer mig ligesaa aabent imde, som jeg nok paa en usdvanlig Maade henvender mig til Dem. Skulde dette Skridt bringe en venligere Tilnrmelse istand, da betragter jeg Deres frste Forkastelse af Stykket, som et Gode, der er tilsendt mig.

Med hiagtelse [H.C. Andersen]

Tekst fra: Breve og Aktstykker vedrrende Johan Ludvig Heiberg

Kjbenhavn den 3 Mai 1844

Da De og Flere i den sidste Tid omtalte mig som den anonyme Forfatter til: Dramaet Kongen drmmer, vakte denne Omtale Lyst hos mig ogsaa engang at forsge paa, at optrde anonym med et dramatisk Arbeide. Imidlertid var den Idee, som jeg vilde behandle, og af hvilken jeg var ganske opfyldt, saa beslgtet med mine "Eventyr", at jeg maatte frygte for let at blive kjendt, og det isr af Dem, i [overstr: hvilket sagte] dette Tilflde, jeg tilstaaer Dem det aabent, ventede jeg at en saadan Gjenkjendelse vilde virke ind paa Deres Dom, thi i den sidste Tid har De bedmt mig meget haardt, [overstr: altid kun] stedse fremhvet kun mine Feil; dog, da Arbeidet var fuldfrt, De ansee nu min Yttring for [overstr: reen] latterlig Egoisme, men jeg vil ikke skamme mig ved min Overbeviisning, fandt jeg at [overstr: det i det mindste var ikke forkasteligt] om De endog med Grund kunde indvende imod [overstr: flere Ting] meget deri, De dog ikke kunde eller vilde forkaste det.

Jeg hrer nu at det er aldeles forkastet af Dem. Det har overrasket mig!

Ved et Par Leiligheder hvor Deres Muse [overstr: har] ret henrev mig, flte jeg, efter min Natur, en inderlig Trang til at nrme mig Dem; det uvenlige Forhold mellem os var mig trykkende; her, hvor De, som jeg troer i et anonymt Arbeide har gjenkjendt mig og derfor atter vret meget for strng mod mig, vil det, efter Verdens almindelige Maade at tage sligt paa, ikke vre Stedet til at begynde en saadan Tilnrmelse nr mig til Dem, / og dog maa jeg gjre det her, for at komme til Bevidsthed hos mig selv, om en saadan nogensinde kan [overstr: finde Sted] skjee, og om ikke jeg opfatter Dem urigtigt, om ikke jeg er Dem ubillig. "vore Veie ere [overstr: saa] hist forskjellige", [overstr: har De] sagde De selv engang [overstr: selv sagt] til mig og tilfiede [overstr: dengang] , at De ogsaa "erkjende det gode, der trivedes paa min Vei!"; [overstr: kun havde] Gid at dette i Deres ine havde vret stort nok til Deres Venskab, De kunde [overstr: her sikkert] i Meget ved Raad og Daad, have virket godt ind paa mig, [overstr: ved Raad og Daader], dog Sympatier lader sig ikke paatvinge! -

[Overstr: De har forkastet] Mit indleverede Stykke "Lykkens Blomst" har De forkastet. Strke Grunde maa have bestemt Dem dertil, viis mig den Velvillie at sige mig disse.

Almindeligviis har man erkjendt mit Talent til at opfinde og fortlle Eventyr, jeg har her forsgt at give eet i dramatisk Skikkelse [overstr: og troer at]. Ideen deri troer jeg ligger klar; den udsprang hos mig ved Sagnet om Hyrden der havde fundet Lykkens Blomst, men ikke vidste [overstr: at han] det, fr Blomsten var tabt; en Historie der saa ofte gjentager sig i Hverdags Livet. - Jeg har [overstr: villet vise] fremstillet en Lykkelig, som Mennesket kan blive det ved:

"at vre glad i lidet, elskes trofast,

Og see sig selv gjenfdes i sit Barn" /

[overstr: ved selv] Jeg har hos denne Lykkelige, som saa tidt hos os selv [overstr: kan tidt] ladet en falsk Forestilling, en lille Nisse, udpege en Andens Lod for langt lykkeligere end hans, ladet ham [overstr: kun] nske sig i dennes [overstr: Andens] Sted, og faae [overstr: dette] nsket opfyldt [overstr: opfyldes], og da just fle [overstr: sig] hvor meget han har tabt [overstr: han ei erholder] ved Byttet. Hans ny Individualitet, [overstr: der] i Forbindelse med de for hans Person indtrdende Livs Konflicter gjr ham hist ulykkelig, om endogsaa [overstr: om endogsaa] Stand og Rigdom eller et uddeligt Navn flger med.

Ideen troer jeg ikke De med Billighed kan forkaste, det er altsaa i [overstr: dens] Udarbeidelse af den, at jeg maa sge de Feil der bringer [under pklbet bagside af en regning: dem til at fjerne det fra Scenen, her ligger mig kun een egentlig Indvending nr, et Punkt hvor jeg har vret noget usikker, fr jeg bestemet mig, at om jeg burde med Undtagelse naturligviis af Henrik og i sidste Afdeling Johanne, lade de Spillere der optrde i ... ] Dem til at fjerne mit Arbeide fra Scenen; her ligger mig kun een egentlig Indvending nr, den om det er et Misgreb at lade de samme Spillende der optrde i Episoden om Ewald ogsaa optrde i den om Prinds Buris; [overstr: om det naturligviis ikke den gjlde en Henrik og en sidste Af] dog dette Misgreb lader sig jo rette ved en forandret Bestning. At imidlertid den der udfrer Henriks Rolle ogsaa udfrer Ewald og Buris, ligesom at Johannes Fremstillerinde ogsaa bliver liden Kirstens, ligger i Ideen selv. / [Overstr: Priinds Buris, men en her er en Feil, lader den sig jo rette ved nogle Pennestrg] - Schnheiders Characteer er opfattet efter Mandens egne Breve i Olsens Bog om Ewald, [overstr: om] hvorvidt det forresten vilde passe sig at han under [overstr: dette] sit rette Navn optraadte, [overstr: havde jeg isinde] var det min Tanke, efter Stykkets Antagelse at tale med Direktionen, jeg afskrev Navnet [overstr: ned] for den historiske Sandheds Skyld. [overstr: Mere veed jeg ikke at]

Idet jeg nu her for Dem og [overstr: senere] for Publicum [overstr: stille rmit navn fremdette Arbeide/Stykke] navngiver mig og underkaster mig den offentlige Dom troer jeg at De Herre Censorers Ansvar her bliver mindre hvis ikke[overstr: mt det hele] mit Arbeide br forkastes af moralske og hiere stetiske Grunde [overstr: forkastes], men disse [overstr: Grunde jeg beder Dem udvikle mig] er det jeg nskede at vide. -

Forfatteren til "Alferne" og "Syvsoverdag", (dette sidste regner jeg ikke til Eventyr) vil vist ihvor ringe Sympatie han fler for mig, dog indrmme mig noget Vrd som Eventyrfortller og ikke uden de aller vgtigste Grunde, forhindre mig i at jeg i at jeg prver hvorvidt jeg troer jeg flger og venter at De kommer mig ligesaa aabent imde som jeg nok her paa en uforstandig Maade har /

Stykkets Jammerlighed byder det, forhindre mig fra at prve hvorvidt jeg i denne Digte-Art har Krfter for Scenen og hvorvidt Publicum kan nske oftere i mine "dramatiske Eventyr".

Stykket lader jeg her flge med og venter at De kommer mig ligesaa aabent imde, som jeg nok paa en usdvanlig Maade henvender mig til Dem. [Overstr: Om] Skulde dette Skridt [Overstr: skulde] bringe en venligere Tilnrmelse istand, da [overstr: vil jeg] betragter jeg Deres frste Forkastelse af

[fortsttelse mangler]

[p bagsiden af den pklbede lap:]

Ud fra Hjewrtet sig Svinger Sangen Dybt fra Gud, paa Sangens Svane Vinge

Toner bedre kan udsige, End det kolde Ord, vort Tanke-Rige

Varmen kommer, fl dog Solen

Varmen kommer -

Alt os hilser Foraars Solen,

Hjertet strmmer da til; Melodien

Sang har Fuglen, Duft Violen

Svagt min Sang jeg blandt med]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 876-83)