The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 28. juli 1828
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d 28de July 1828.

Gode Andersen!

Aarsagen hvorfor jeg skynder mig saa meget med at svare paa Deres Brev, der ret gldede mig, og hvorfor jeg takker af Hjertet; er, at naar man gaaer ud af denne Verden, skal man nske at staae paa en god Fod med alle Mennesker, og bede sine gode Venner ikke at glemme Een, naar man er borte; jeg frygter nemlig for at smelte af Regn; nu synes De nok det er egoistisk at troe sig selv af Sukker; men det er virkelig ikke Tilfldet her, jeg veed nok at jeg er lige saa lidet en Sukkerdame som en Jetinde, endskjndt jeg br Navn deraf. Men naar jeg seer vores Sommer-Pallads begynde at smelte, synes mig der er rimelig Grund for mig at frygte personligen; de Andre have ingen Nd, de tage ofte til Byen, hvor de faaer lidt stabilitet i dem. Jeg kunde nu gjerne give Dem en poetisk Beskrivelse, /og poetisk maa den jo vre, dersom jeg skal haabe at blive lst, / om de skjnne landlige eller rettere vandlige Glder vi nyde herude; men det vilde blive for vitlftigt at beskrive, hvorledes vi vanker i Marker, der ere forvandlede til Ser; ved Breden af den stille Bk der fr fld rolig igjennem Dalen, men er nu forvandlet paa mange Steder til en rivende Strm, med Vandfald, der maaskee ikke staae tilbage for den vldige Niagara, og gjennemvade Veje og Stier, der ere omlavede fra en fast Masse til den dejligste tykke Vlling; men det allerskjnneste er naar Solen opklarer sit Aasyn og smiler igjennem Taare, da vover vi os lidt ud, og komme efter faa Minuters Forlb, hjem, saa gjennemtrukne af Himlens Taare, at man ligner meer en gaaende Vandstatue, end et levende Menneske. Men stop, det gaaer for vidt, jeg seer nu at hidentil har mit Brev ikke allene vret vandet, men at det er det rene klare Regnvand, hvorfor jeg nu maae gribe noget ret kraftigt for at det Eene kan bde paa det Andet; alsaa lad os tale lidt om den fortrffelige H: Det gldede mig ret, hvad De fortalte mig om ham, kun var det saa saare lidet; at han holdt af Deres Fodreise var jo rimeligt [,] men hvad jeg ikke kan tilgive Dem, er at De glemte i Gldens Ruus at sprge ham om det nye Stykke han nu arbejder paa. Andersen! Andersen!!!! - Det er ret kjedeligt at jeg er nd til gandske pludselig at bryde af. Een af de to portugisiske Drenge har plaget mig for at maatte bringe Dem dette, og nu er han her ved Siden af mig og skynder paa mig, at jeg skal slutte det, da de skal kjre i jeblikket; jeg vil derfor i al Gesvindighed sige Dem Levvel, og bede Dem meget om ret snart at besge os tre eensomme Gratier der bygge her i det Grnne; men fra om Morgenen, saaledes at vi kan have Dem en heel Dag hos os; glem da ikke det Sidste af Fodreisen! Ogsaa vil jeg bede Dem at ikke en Kat faar dette at see, ikke engang den unge haabefulde elegiske Digter fra Sor - nej jeg mener oppe paa Posten bag Slottet; da det er i Ordets egentlige Forstand skrevet paa staaende Fod, og altsaa ikke beregnet paa at blive seet af Andre end Deres overbrende jne. Jeg nsker De maae leve vel til vi sees og indtil da, erindre Deres

hengivne Jette Wulff.

[Udskrift:] Til Herr C: H: Andersen. Ved Godhed af Hr. Jos O'Neill.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling