Dato: 28. juli 1828
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d 28de July 1828.

Gode Andersen!

Aarsagen hvorfor jeg skynder mig saa meget med at svare paa Deres Brev, der ret glædede mig, og hvorfor jeg takker af Hjertet; er, at naar man gaaer ud af denne Verden, skal man ønske at staae paa en god Fod med alle Mennesker, og bede sine gode Venner ikke at glemme Een, naar man er borte; jeg frygter nemlig for at smelte af Regn; nu synes De nok det er egoistisk at troe sig selv af Sukker; men det er virkelig ikke Tilfældet her, jeg veed nok at jeg er lige saa lidet en Sukkerdame som en Jetinde, endskjøndt jeg bær Navn deraf. Men naar jeg seer vores Sommer-Pallads begynde at smelte, synes mig der er rimelig Grund for mig at frygte personligen; de Andre have ingen Nød, de tage ofte til Byen, hvor de faaer lidt stabilitet i dem. Jeg kunde nu gjerne give Dem en poetisk Beskrivelse, /og poetisk maa den jo være, dersom jeg skal haabe at blive læst, / om de skjønne landlige eller rettere vandlige Glæder vi nyde herude; men det vilde blive for vitløftigt at beskrive, hvorledes vi vanker i Marker, der ere forvandlede til Søer; ved Breden af den stille Bæk der før flød rolig igjennem Dalen, men er nu forvandlet paa mange Steder til en rivende Strøm, med Vandfald, der maaskee ikke staae tilbage for den vældige Niagara, og gjennemvade Veje og Stier, der ere omlavede fra en fast Masse til den dejligste tykke Vælling; men det allerskjønneste er naar Solen opklarer sit Aasyn og smiler igjennem Taare, da vover vi os lidt ud, og komme efter faa Minuters Forløb, hjem, saa gjennemtrukne af Himlens Taare, at man ligner meer en gaaende Vandstatue, end et levende Menneske. Men stop, det gaaer for vidt, jeg seer nu at hidentil har mit Brev ikke allene været vandet, men at det er det rene klare Regnvand, hvorfor jeg nu maae gribe noget ret kraftigt for at det Eene kan bøde paa det Andet; alsaa lad os tale lidt om den fortræffelige H: Det glædede mig ret, hvad De fortalte mig om ham, kun var det saa saare lidet; at han holdt af Deres Fodreise var jo rimeligt [,] men hvad jeg ikke kan tilgive Dem, er at De glemte i Glædens Ruus at spørge ham om det nye Stykke han nu arbejder paa. Andersen! Andersen!!!! - Det er ret kjedeligt at jeg er nød til gandske pludselig at bryde af. Een af de to portugisiske Drenge har plaget mig for at maatte bringe Dem dette, og nu er han her ved Siden af mig og skynder paa mig, at jeg skal slutte det, da de skal kjøre i Øjeblikket; jeg vil derfor i al Gesvindighed sige Dem Levvel, og bede Dem meget om ret snart at besøge os tre eensomme Gratier der bygge her i det Grønne; men fra om Morgenen, saaledes at vi kan have Dem en heel Dag hos os; glem da ikke det Sidste af Fodreisen! Ogsaa vil jeg bede Dem at ikke en Kat faar dette at see, ikke engang den unge haabefulde elegiske Digter fra Sorø - nej jeg mener oppe paa Posten bag Slottet; da det er i Ordets egentlige Forstand skrevet paa staaende Fod, og altsaa ikke beregnet paa at blive seet af Andre end Deres overbærende Øjne. Jeg ønsker De maae leve vel til vi sees og indtil da, erindre Deres

hengivne Jette Wulff.

[Udskrift:] Til Herr C: H: Andersen. Ved Godhed af Hr. Josè O'Neill.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling