The Hans Christian Andersen Center

Dato: 14. oktober 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Ferdinand Emil Hundrup
Sprog: dansk.

Helsingr 14. October 1826.

Kjre Emil.

Tak for dine sidste venlige Linier, du er den eneste som tnker lidt paa mig i Slagelse; Tiden er mig saare kort, thi Examen staaer for Dren. Ivrigt kjre Ven gaar det meget daarligt; Charaktererne ere usigelig bedre end de i Slagelse, men MEISLING har, aldrig yttret saamegen Utilfredshed med mig som nu; jeg har aldrig flt mig saa ulykkelig som nu, aldrig mistvivlet saaledes; thi det kan ikke blive bedre, det bliver aldrig, jeg duer ikke til noget paa den hele Jord. Men aldrig skal jeg sge at hve mig ved at beskylde M. for overdreven Strnghed, altid vil jeg erkjende, at han meente mig rligt, at han vilde have hjulpet mig fremad, dersom der var Gnister af aandelig Ild i mig! derfor kjre Ven, hvo der taler om denne Ting, saa siig at det er Usandhed; jeg veed ikke, hvorfra de Rygter ere komne. Jeg har kun betroet mig til COLLIN og GULDBERG, fra dem komme de ikke. M. er saa god han kan vre mod mig; sprger man om mig, Intet. Det maa du, det lover du mig jo? sig Ingen at jeg er saa inderlig bedrvet. Aldrig fr har jeg vret saa modls som nu; jeg bliver ikke Student, jeg kan aldrig blive det; COLLIN har jeg sagt, at jeg var beredt til at forlade denne Vei, men han beder mig vre rolig, han trster mig som Intet kan trste. I 4 Uger har jeg levet i den frygteligste Spnding, jeg veed hvad der flger paa, hvor kan jeg da vre rolig. Forlade Studeringerne maa jeg, og naar det skeer, saa maa jeg bort, jeg kan ikke udholde at mde eet eneste Menneske, som har kjendt mig da jeg var lykkeligere; bort maa jeg - hvorhen? det er det samme, lykkelig kan jeg jo aldrig blive. O Emil, tidt nsker jeg mig aldrig fdt, eller at min Sjl aldrig havde faaet det gale Sving, som gjr mig saa ulykkelig. . . . Er der noget her i mit Brev, som synes dig lidt svulstigt og galt, saa husk paa, at Jeg jo har en Skrue ls.

Og nu farvel, kjre Emil, Gud veed hvorhen vore Veie gaae, om vi oftere skal mdes; dog du vil vel ikke ganske glemme mig - og dette Liv er jo ikke evigt.

Din af Hjertet oprigtige Ven

Andersen

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Kjre Emil

Tak for dine sidste venlige Linier, [overstr: vil] du er den eneste som tnker lidet paa mig i Slagelse og glder mig med Breve. Tiden er mig saare kort ellers skulde jeg nok skrive mere end jeg gjr, men Examen staaer for Dren. Bollt sendte mig ved Hviids Fader den Skoleregning, her sender jeg dig Pengene (5 Rdlr 38 ) maaskee gjr du mig den Tjeneste at betale ham og er det mueligt, saa vilde jeg gjerne have en lille Qvitering af Bollt som jeg kunde sende Etatsraad Collin. - (Naar Du glder mig med et Brev kan du jo lgge den inden i det. -) jeg har flere Gange erindret Rectoren paa at give mig et program til Dig, som han ogsaa lovede, forleden sagde jeg ham jeg i den i Dag skulde sende Penge til Slagelse og Bogen kunde da komme med; han har leveret Hviid den, saa jeg nu ma putte mine Penge inden i hans Brev til Dig. - I Henseende til det omtalte Rygte i Slagelse, blev jeg meget forundret, da jeg aldrig har yttret noget hos andre end Colin, og Guldberg og fra Dem kommer det ikke, den eneste jeg kunde tro det kom fra er Hviid, men han siger Nei, og jeg troer ham, altsaa er det hele kun Slutninger; ivrigt kjre Ven (til en Ven tr man jo nok yttre sin Smerte,) gaaer det meget daarligt; Charaktererne, (naar jeg untager Hebraisk og de M give mig) ere usigelig bedre end de i Slagelse, thi kun for Latinsk Stiil og Grammatik fik jeg Godt. Alle de vrige vare Megetgodt og Udmrketgodt, men M har aldrig yttret saameegen / Utilfredshed med mig som nu; jeg har aldrig flt mig saa ulykkelig som nu, aldrig mistvivlet saaledes; thi det kan ikke blive bedre, det bliver aldrig, jeg duer ikke til noget paa den hele Jord. - Men aldrig skal jeg sge at hve mig ved at beskylde M for overdreven Strnghed, altid vil jeg erkjende, at han meente mig rligt, at han vilde have hjulpet mig fremad, dersom der var Gnister af aandelig Ild hos mig. Derfor kjre Ven, i hvo der taler om denne Ting, saa siig at det er Usandhed; M er saa god han kan vre mod mig, sprger man om mig saa sig Du veed Intet. - Det maa Du! Det lover Du mig jo? siig ingen at jeg er saa inderlig bedrvet. - Aldrig har jeg vret saa modls som nu; jeg bliver ikke Student, jeg kan aldrig blive det, Collin har jeg sagt, at jeg ikke kan fyldestgjre hans Forventninger, at jeg var beredt til at forlade denne Vei, men han beder mig vre rolig, han trster mig, som Intet kan trste. - I fire Uger har jeg levet i den frygteligste Spnding, jeg veed hvad der flger paa, hvor kan jeg da vre rolig. - Forlade Studeringerne maa jeg, thi jeg er ei skikket for dem, og naar det skeer, saa maa jeg bort, jeg kan ikke udholde at mde eet eneste Menneske, som har kjendt mig da jeg var lykkeligere; bort vil og maa jeg, naar jeg ei lnger kan studere; hvorhen, det er det samme, lykkelig kan jeg jo aldrig blive. - O Emil, tidt nsker jeg mig aldrig fdt, eller at min Sjl aldrig havde faaet det gale Sving, som gjr mig saa ulykkelig. Dog - hvorfor jamre mig for dig, - det skeer jo dog, / Guds Vilie skee! - Dette Brev maa Du ikke vise Nogen, heller ikke sige Nogen dets Indhold; lov mig det .. Hils Dine Forldre og din Sster. Glem ikkeheller begge Teaerne, jeg tnker saa tidt paa dem og alle i andre gode Mennsker, som meente mig det saa godt. Maaske seer jeg aldrig nogen af Eder. Er der noget her i mit Brev, som synes dig lidt svulstigt og galt saa husk paa at jeg jo har en Skrue ls. - Fra Jomfruen skal jeg hilse dig, hun har bedet mig meget derom, Clio, skal du faae til October siger Hviid, han er nu ret munter og lystig, som jo er naturlig, gid han nu ogsaa maa vre heldig. Og nu Farvel kjre Emil, Gud veed hvorhen vore Veie gaa, om vi oftere skal mdes, dog, du vil [overstr: vel] ikke ganske glemme mig, - - og dette Liv er jo ikke evigt.

Din af Hjertet oprigtige

Ven

Andersen

[overstr: Slagelse] Helsinger den 14 October 1826.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 1033-35)