The Hans Christian Andersen Center

Dato: 22. december 1843
Fra: Henrik Stampe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 22te Dec 1843.

Min kjre Ven!

Allerede Dagen efter Din Afreise maa jeg begynde paa det Brev, Du har tilladt mig at skrive til Dig, thi jeg lnges efter Dig - og det ret oprigtigt, du kjre trofaste Sjl! det eneste Menneske paa Jorden, med hvem jeg har talt ganske fortroligt, uden at lgge Skjul paa det Ringeste. Du er maaskee ogsaa det eneste Vsen, der ret kunde forstaa en saa forunderlig, af de stridigste Flelser sammensat, Characteer som min, fordi Du selv er en forunderlig Characteer, saa forunderlig elskvrdig og nobel, at det ofte nsten er mig uforstaaeligt, at ikke Alle holde af Dig - nsten ligesom jeg; - dog det er jo en Grundstning, at Smag og Behag ere forskellige i denne Verden, Gud vre lovet - Jeg har fr ikke ret fattet nogle Ord af Schiller, som nu staar for mig i deres fulde Deilighed: Und wer auch nur eine Seele auf Erden sein nennen darf! -? - - - wer dies nicht kann, er stelle weinend sich aus diesem Bund! - Er det ikke smukt tnkt? jeg mente fr altid, at man ene, indesluttet i sig selv, kunde bre Alt ved egen Kraft; men jeg fler nu, at det er umuligt, idetmindste er jeg ikke saa kraftig; jeg vilde fle mig mat og sygelig, om jeg ikke nu turde tale til Dig saa aldeeles uforbeholdent, som jeg gjr og har gjort. Men jeg har ogsaa faaet en Tanke - en Idrt mere, end jeg forhen har kjendt til. Du begriber jo let, at jeg i mit Liv, isr i den ldre Alder deraf, har seet og flt meget som ret kan vre smertefuldt, ligesom jeg har oplevet mange, utallige Glder, og alt dette kunde jeg dele med mine Sdskende og med det Menneske, der saa lnge har vret mig den kjrligste Moder - Jette Wulff; kun n Flelse har det vret mig umuligt at dele med Nogen, eller blot at lade Nogen paa Jorden i fjerneste Maade ahne den, uden Dig, min kjre, egen Ven, Dig, som jeg har fattet en urokkelig Tillid til, og som jeg holder saa inderligt af, Du eiegode Andersen! Du forstaaer mig jo ogsaa? - jeg veed det! jeg ved det! Du har ogsaa flt den strke Sandhed i Goethes Ord:

&leidvoll und freudvoll

Gedankenvoll seyn

Langen und bangen

In schwebender Pein

Himmelhoch jauchzend

Zum Todte betrbt

Glcklich allein ist die Seele die liebt!

Du bad mig, fr du reiste, sige Dig, hvorledes jeg havde det; ja, jeg troer virkelig, jeg er ganske fornuftig efter Omstndighederne; jeg er vel bestandig i Uroe baade Nat og Dag, men jeg forstaar ypperligt at skjule det indtil det alleryderste, saa at i Grunden Ingen kan mrke den mindste Forandring paa mig; kun Elise, den kjre Sster, som seer dybere i mig, end Andre, kommer undertiden hen til mig og siger, at hun synes, jeg ikke er ret forniet. Forleden dag satte hun sig hos mig; saa mig saa kjrligt ind i inene og sagde: Du kjre Henrik, siig mg er der Intet i Verden, hvormed jeg kunde gjre Dig glad, jeg vilde gjre Alt, hvd der staaer i min Magt, for at see Dig glad! - Maaskee, svarede jeg, kan Du engang komme til at vise mig det! - Du kan troe, Elise er en velsignet Pige, men hun er af Dem, man maa kjende niere for ret at holde af hende, uagtet hendes mange svage Sider. Jeg skal hilse Dig meget fra hende, og jeg har bragt hende Din Hilsen. Hun talte i dag meget venligt om Dig, og jeg troer hun holder meget af Dig, ogsaa fra Holgerino skal jeg hilse Dig hjerteligt, han skrev igaar til os, men han kommer ikke hjem i Julen, da han ikke faaer Tid til at forlade Aggersvold. - Undertiden er jeg tilmode, som en Brik i Schakspillet maa vre det, naar Modspilleren siger om den: den brik kan ikke rres. - Inat har jeg drmt saa deiligt, at to ine saae mig saa kjrligt, saa dybt ind i mine! ! Jeg lste med uhyre Interesse i disse Dage en Vaudeville af Paul de Kock og Varin, en oversttelse - intet Ord gaaer mig forbi - den interesserer mig, som om det var Aladdin selv - - ! ! - Paa Sndag faaer jeg Musikken til "Der er et yndigt Land" (fiirstemmigt) af Thulstrup , tilligemed deslige skjnne Sange; Jeg bad om at faae Dine Ord dertil. - Tnk Dig, at jeg iaften gaaer i italiensk Opera, qu'en dites vous? De giver Barberen og saa fik jeg billetten forrende af Moder, saa vil jeg gaae der. Men skjnd i talrigt Selskab bliver jeg dog vist alelne, thi Ordet "alene" er relativt, ikke sandt, kjre Andersen? - - siger, naar han har spiist i et Selskab, hvor der ingen Excellenzer var, j'ai din seul aujourdhui., jeg kan ogsaa vre alene i den strste Vrimmel; du forstaaer mig? -

Gjem endelig dette Brev rigtig godt derude, dersom Du ikke vil brnde det strax, at Ingen kunde komme til at see det: - Jeg var da i Onsdags i det scandinaviske Selskab, men jeg kan egentlig ikke sige, jeg var saa overvttes forniet dermed. Der blev sunget nogle meget smukke og curise Sange af Bellmann, saavel af Sangforeningen, som solo til Guitar af en Svensker, Tellefsen; Plougs Foredrag varede i 1 Time, hu! ha!, Heibergs var derimod humoristisk og morsomt, saa at jeg endog morede mig og loe meget deraf, uagtet Du ved, jeg ikke kan udstaae Manden. Der var et deiligt stort Maleri i Transparent af Marstrand; Det var 8 Alen langt, og forestillede Bellman, der blev draget og til Anakreon af smaa Geniusser og Satyrer; ved Foden af dette lille Parnas, saas en dyb, blaaagtig Grotto, hvor en Mngde Koboller vare ifrd med at lave Punsch i en uhyre Bolle; nogle slbe en stor Sukkertop derhen, andre kjre med Citroner, atter andre Hlder Rum i Bollen; en lille Kobolle (og denne tiltrak jeg min Opmrksomehd) var i Frd med at byde nogle Glas Punsch paa en Tallerken til et Selskab af Mennesker, der saaes tilvenstre i Forgrunden (Bellmanns hele Compagnie); han er ikke strk nok til at holde Tallerknen ud fra sig, og maae derfor sttte denne enorme Byrde imod sit lille Bryst, medens man i hans Ansigt umiskjendeligt lser Frygt for de store Mennesker blandet med den nisseagtige Velvillie og Hflighed i at tjene disse. - Dette er vistnok noget af det genialeste, Marstrand har frembragt. Alle vare henrykte derover. Marstrand selv var der; men holdt sig meget smukt og beskeden altid til Siden og i Baggrunden; jeg kunde godt lide det af ham. - I Plougs Tale kom der en Bemrkning om de hovmodige Mennesker, der ville stte sig paa Smagens Throne og saa saae Folk til Heiberg og nogle hvidskede til hinanden; men hans Ansigt er jo altid et Stykke Staal - ligesom jeg bilder mig ind, at der i det Rum, hvor hans Hjerte skulde ligge maa ligge et Stykke Iis. - Men jeg kan som sagt ikke ngte, at han var meget humoristisk og fik 1000 Menneskers Lunger sat i Bevgelse. For resten gjorde det uhyggeligt Indtryk, at Salen for Transparentets Skyld saa godt som slet ikke var oplyst; den uhyre Menneskemasse (vel 800 1000) frembragte en utaaelig Hede og ved Sexaen (aftensmaaltidet) gik det saa uordentligt og sviinsk til, som jeg aldrig fr har seet. Jeg gik tidlig hjem, fuldkommen Sulten i alle Henseender. -

Undskyld, som Ven, den rdsomme Skrift, men jeg kan ikke skrive langsomt, naar det interessserer mig, kjre gode Andersen - " kjre, velsignede Andersen", hvor staaer det - ? - Aften: Nu kommer jeg fra Barberen; men jeg maa frst fortlle Dig lidt derom og saa lse i det Du nok veed, frend jeg lgger mig. Du maa ellers gjerne sige reent ud, om de lange Breve kjede Dig, og i det Tilflde maa Du ikke lse videre. - En ny Tenorist optraadte i Almavivas Rolle og var efter min Formening langt bedre end Rozzi, skjndt hans Stemme ikke var saa god som dennes; han var munter og gav Soldatersnnen ikke blot med Liv, men med en Slags Sandhed i Fremstillingen. Den nye Sangerinde, Rinzi - gjorde en theaterrystende Lykke, thi hun forstod at imponere Publikum med en frygtelig gjennemtrngende Stemme, imod hvilken en Trompet vilde vre nsten uhrlig. - Jeg kom allerede i aften til for frste Gang at tall med Phister som sad foran mig med Lorck; som jo kjendte Moder og min Onkel og i Samtalen henvendte han sig ogsaa til mig; da det var Ph.: saa morede det mig, men jeg er nsten vispaa, at han ikke meente et Ord, af hvad han sagde, den Lux; han var saa sd i sin Tale og Manerer. -

God Nat, min kjre, trofaste Ven, Gud give jeg i Nat maatte see de samme blaae ine og drmme - -

Lverdag Morgen: naaar Du nu faaer dette Brev, er det Juletid, men af Sneen ligger Skoven ei glimrehvid; desvrre; thi jeg kunde ret have forestillet mig, hvor Du ville have nydt dette magelse Syn, naar Alt i det klareste Veir er belagt med glimrende Snee, naar hver lille Green er en fiin Koralarm, naar de kulsorte Drolser vise sig mellem de hvide Grene og de enkelte rde Br skinne som Perler i det hele Feerige, men saadanne Vinterdage ere saa sjldne, at jeg skjndt jeg har oplevet 22 Vintre, kun erindre meget faae af disse. Jeg vilde derfor sa gjerne, at Du skulle see en saadan, men det skeer vel nppe dennegang. Ved at erindre mig en saadan Dag i min Barndom kunde jag faae Taarer i inene, dersom ikke en anden mgtig Flelse, saa riig, saa tung, havde aldeles bemgtiget sig min Sands, og ligesom opfyldt Rummet i mit Hjerte aldeles. - Jeg er uhyre begjrlig efter at vide, om dette er det eneste Brev Du faaer fra Byen, eller om - og da om - og endelig ogs!!! Naar Du nu skriver til mig, saa fortller Du mig, om du har det rigtig ton aise, om Du morer Dig, om Menneskene derude ere elskvrdige osv.osv, hvad der saa beskjftiger Dig, isr naar du nu er ene, og saa veed Du nok - Du kjre, gode Ven! Fra Holger har jeg atter faaet Brev, og han beder mig atter hilse Dig paa det allervenligste, mit store Brev til ham, som du ved, jeg havde tabt, har jeg atter skrevet og sendt ham, da han bad saa meget, om endelig, naar jeg fandt det, at sende Dem om det end var nok saa gammelt. Dersom nu dette lange Brev skulde have vret saa uheldig at trtte dig, min kjre Andersen, saa veed Du dog at bre over dermed, da det er mig en saa stor Glde, at kunne skrive reent ud af Posen til hvem jeg rigtig holder af. Min Mening er at tale med Dig gjennem de mange Mile, der ligger imellem os, og at nske Dig en gldelig Jul - den aller gldeligste - og Du vil dog i alt det ikke glemme at skrive ildt til din troe Ven

Henrik Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus