The Hans Christian Andersen Center

Dato: 28. december 1843
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

138. Til E. Collin.

Bregentved den 28 December 1843.

Min inderlig, kjre Eduard!

Gud glde Dem ret for det Brev De sendte mig, det kom saa aldeles uventet, at jeg ordentlig havde lidt Hjertebanken ved at aabne det! Tak for hvad De meddelede mig angaaende mig, selv, det er moersomt, og dobbelt, da jeg virkelig ikke har beskjeftiget min Tanke der med, siden det blev givet hen. Vi skulle tale derom naar vi mdes, nu maa jeg tale med Dem om Dem selv om Deres Brev, der er mig det kjreste af Alle De har skrevet mig til, thi'ndash;det er det fortroligste! det er egentligt frste Gang, synes jeg, De i Deres Skrivelse har ladet mig ret fle vort Venskab, det jeg aldrig har tvivlet om; De har her udtalt Deres Sorg for mig, om kun flygtig, saa dog'ndash;jeg har forstaaet Dem!–De har altid vret min frste Ven, hvad der har saaret mig, var at De aldrig ret betroede Dem til mig; o kjre, kjre Ven! De begriber vist ikke hvor nr Deres Lykke ligger mit Hjerte, hvor stille jeg har flt ved Deres Sorg, bedet til Gud i min Eensomhed, at mildne, hvad der ikke kunde vre anderledes .–Dette sidste Aar, siger De, har modnet Dem mere end 10 tidligere. Jeg har flt det, dog just ved Sorgen er De blevet langt elskeligere, jeg har flt mig langt mere draget til Dem! De siger, De har tabt Deres frie Blik paa Livet men vundet et friere paa Dden! Kjre Ven, skulde det egentligt vre et Tab? Jeg har i denne Verden mistet Alt hvad der i Livet kunde gjre mig jublende glad, jeg har intet mere jeg ret lnges efter, jeg tager glad den Lykke der kommer, men drmmer ikke, som fr, om at finde den, men i Grunden er dette vel dog en Vinding!–De var i min Tanke Juleaften, De og Deres Jette; herude var rigt og levende, jeg var dog ikke i Humeur, mine Kjre opfyldte mig saa forunderligt, som om det var den sidste Juul jeg her paa Jorden skulde opleve og vre endnu lnger fra Dem den Juul, som kommer! der gik saamange Tanker gjennem mit Hoved; et Par af mine Allerkjreste tnkte jeg paa, da jeg sad ene paa mit Kammer medens de derovre tndte Lysene paa Juletret; jeg kom til at grde! men min Tanke fstede sig paa Gud, saa levende; saa velsignet, som De veed vi kunne have ieblikke, hvori vi kunne det, og jeg flte Trst og Mod! O slut Dem altid, som nu fast til mig, dog det vil De, vi blive Venner, gjennem de Verdner Gud frer os! Gid De lse disse Ord i en Stemning, noget beslgtet med min, dog misforstaae mig kan De ikke! tryk Deres Jette i Haanden fra mig!–Det er underligt med mig; i en tidligere Tid opfyldte mit eget jeg og min Virken mig saa ganske, i det sidste Aar, beskjftige mine Kjre mig langt anderledes! mon det kommer af, at jeg har bittert prvet hvor tomme alle mine bedste Drmme var for mig selv, eller er jeg blevet rimeligere og mindre Egoist. Jeg veed det ikke! Siig ret kjrlig Deres Fader, hvor glad jeg er for Udfaldet, det frste Udfald, af hvad De veed, glad, ikke for de Ord der er sagt, men at han har sagt det, ubevidst og til Deres Fader, thi'ndash;men det skal De ikke sige'ndash;jeg troer hiin Mands Dom over mig, dog maa virke lidt ondt for mig!–forstaaer De!–Jeg vil roses der, ikke for selv at gldes, men for at Deres Fader skal det!–Har jeg her udtrykt254 mig galt! Ved Gud i Himlen der er ikke Gift eller Braad i min Tanke derved!–Jeg vil frst i Verden vre ret lyksalig, som Digter, naar Deres Fader kunde sige: jeg er stolt af ham!–Men mon det skeer? kan det skee? Dog vor Herre raader! ret jevnt er det jo gaaet fremad, altid fremad! mon jeg tager Feil!–Dette Aar har igrunden bragt mig mange velsignede Timer! jeg tr ikke haabe saameget af det nye! jeg vil heller ikke bede Gud derom! lad Ser komme! Fartiet seiler vel! Tal med Faderen om den Smule Musik-Composition der er! De veed nok i hvad!–Jeg nsker helst Rung.–Jeg tnker ogsaa paa Musikforeningen, til ham! De kan vre rolig desangaaende. Imorgen reiser Excellensen ind, Tuxen tager dette Brev med! jeg kjrer samme Aften med Grevinden til Wall, hvor Diakonessen har indviteret mig til Bal! jeg var helst fri, thi det, indseer De nok, morer mig ikke at staae op til en Vg fra om Aftenen til 4 a 5 om Morgenen, dog lad gaae, jeg lader mine Tanker dandse rundt i Hovedet.–Lev nu vel! Gud glde og vel signe Dem og Deres! vi sees paa Sndag, vil Gud, og da tak for det gamle Aar, min kjre, kjre Ven! Deres trofaste

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin