Dato: 28. juli 1843
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 104. Fra Henriette Wulff. Rolighedsdal d. 28d July 34 [c: 1843].

Tak kjæreste Andersen for Deres Brev fra Glorup; jeg har længe længtes efter at skrive Dem til, og sad just her i Forgaars for at vilde tilfredsstille dette Ønske, da jeg saa levende tænkte paa Dem, hvad De vilde sige om slige Regndage, Vandet skyldede ned, saa jeg nær var svømmet bort, Chr: havde Vagt, og jeg sad i min Eensomhed, og længtes efter alle gamle Venner, da tænkte jeg: dette Vejer, det er ret Vand paa Andersens Mølle, han kan jo ret have Grund til at være bøsse paa vores Klima; jeg var ogsaa bøss paa det, og vilde just trøste mig, og opvarme mig lidt ved at skrive Dem til, da i det samme Ida holdt for Døren, hun vilde have mig til Byen; men nu sidder jeg atter her i Soelskin og dejligt Vejer, og glæder mig ved at passiare lidt med Dem, gode Andersen! Nok engang tak for Deres venlige Brev, og fordi De udvikler mig Ahasverus, som De har gjordt det for Rachel for Alex: etc: Som De der fremstiller Deres idee kortfattet, finder jeg den meget skjøn; kan jeg fastholde den saaledes ved Udførelsen, hvoraf Enkelthederne jo ere meget smukke, som jeg altid har sagt, saa kan jeg jo ende med at gjøre mig Ahasverus til Ven, eller hvad der er Mere - Dem , thi De er dog halvt om halv min Uven, fordi jeg ikke seer den med Deres Øjne. Men hør Andersen, jeg frabeder mig atter paa det indstændigste, at De kalder mig en Kjøbenhavner , det er jo i den Betydning, vi tager det, det største Skjelsord, De kan give mig. Giver De mig tredie Gang den Benævnelse, fordrer jeg Dem ud Signor! Det Bedste for alle tre Parter var jo, at jeg ikke allene forligede mig med Ahasverus, men fandt endogsaa Behag i ham, og efter denne kortfattede Udvikling er jeg det nærmeste derved, jeg endnu har været. Nu længes jeg ret efter at høre hvad De har fuldkomment færdigt, maaske skeer den fuldkomne Forsoning, ja at det bliver til noget meget Bedre, Gud give jeg maatte komme til at holde ligesaa meget af den, som De selv, kjære gode Andersen; De forstaaer mig jo, jeg mener det virkeligt saa godt og venligt. - Mens De flagrer om fra Sted til Sted, som en Bie og samler Honing, sidder jeg stille og rolig her i min lille Dal, morer mig meget med at bade mig i Stranden, sejle paa det kjære skjønne Hav, tale med mine Venner, og skrive til dem der ere borte. Fra Norge har jeg haft et langt Brev fra William,1438 en meget detailleret Beskrivelse om deres Rejse gjennem det indre af Landet. Da de passerede Fielegeld1439 laae høj Snee deroppe; det har været i det Hele en meget interessant, men ogsaa en meget besværlig Rejse, dog har Oehlenschlæger udholdt det Alt meget godt, og befinder sig nu herligt hos sin kjære Datter paa Steen. Veed De at Orla Lehman er bleven forlovet med Frøk: Puggaard1440 i Rom? Som en Modsætning til denne meget : »liberale« Forlovelse, staaer den i disse Dage saa meget omtalte med Kejserens Datter og Prinds Friedrich af Hessen,1441 den hører De naturligviis meget om, i den Kreds De lever i dette Øjeblik; men abastanza1442 herom! Heiberg's Critik De taler om, har jeg ikke seet, og saaledes gaaer det de Fleste, Andersen, saa det af den Grund, som af alle Andre, jo gandske er det Samme hvad han siger. Tak for de venlige Hilsner til Alle mine Kjære. Ida venter daglig sin Mand fra Föhr, hun hilser Dem venligst, og Chr: omfavner Dem af sit gandske Hjerte. Henrik er paa Nysøe for Øjeblikket, der maa De tage over og besøge ham, jeg veed vist det vil glæde ham og min søde Elise ogsaa; det er to kjærlige gode Væsner, der ret fortjæne at holdes af, de skjønne saa oprigtigen derpaa. Tael i al Stilhed lidt venligt om mig med Elise, jeg veed det vil glæde hende at tale om mig, med Een, hun veed der holder af mig. Tak fordi De har laant mig Prutz's1443 Digte, de ere overordentlig smukke, som Poesie betragtet, og Tendensen har jeg jo ikke Noget imod. Naar De har faaet dette, skriver De mig jo til, det glæder mig saa oprigtigt at faae Brev fra Dem, og De siger mig da, naar De kommer hjem, at jeg kan glæde mig dertil, thi det kunde jo hænde, at jeg ikke havde saa lang Tid at være med Dem her; troe ikke jeg mener at døe, nej, jeg kunde jo flyve bort med Storkene, mener jeg kun. Nu Farvel kjære gode Andersen, snart hører jeg fra Dem, at De har det godt, og tænker lidt paa Deres sempre fedele Sorella.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost