The Hans Christian Andersen Center

del af Brev

Skjndt jeg ikke har lst Onkel Eduards Linier til Dem, kan jeg dog fle paa mig, at Han har fortalt Dem alt det Nye, der er skeet herinde i Byen, siden De reiste. Det vil altsaa falde lidt vanskeligt for mig at fortlle Dem Noget, som kan interressere Dem. Dog, nu faldt der mig Noget ind! Paa Tirsdag skal Mulatten opfres, og jeg skal naturligviis hen at see dette Mestervrk, som jeg aldrig fr har seet, men dog kjender ligesaa godt som min Catechismus og Holsts Ude og Hjemme.–De kan da foresten tro, min kjreste Andersen! at jeg var inderlig bedrvet den Aften, De reiste; jeg fortrd saa umaadeligt, at jeg var gaaet paa Comedie, da jeg saa intet rigtig Farvel fik sagt til Dem. Jonna og jeg gik ud af Logen, for at see Deres kjre Ansigt endnu engang, og trykke Deres Haand endnu engang kjrligt og trofast til Afsked; men De var allerede gaaet, og vi maatte nies med det Haandtryk vi havde faaet. De vil maaskee ikke tro det, men jeg forsikkre Dem om, at jeg fldede mange bittre Taare, medens

jeg sad og lod som om jeg saae og hrte paa Debatten. Der er noget Skrkkeligt for mig i at tage Afsked, om det endog er paa kort Tid, med de Mennesker, jeg holder rigtig af. (Og til dem veed De da, kjre Andersen! at De hrer.) Jeg tnker mig altid at jeg aldrig meer faaer dem at see, og saa kommer der altid en angrende Flelse hos mig, for de Fornrmelser, jeg mulig kan have viist dem; da De nu er reist forekom det mig, at jeg saa tidt havde vret uartig imod Dem, og at De maatte tro, at jeg slet ikke holdt af Dem, og saa besluttede jeg strax, at jeg vilde skrive til Dem, og bede Dem tilgive mig, hvis jeg engang imellem har vret underlig imod Dem, og ikke skrive det paa Ukjrligheds, men snarere paa Tankelsheds Regning.–

Jeg mdte Holst idag, og da Han hrte, at jeg skrev til Dem, bad Han mig om at hilse Dem ret mange Gange fra Ham.–Iaftes var jeg henne at see rkenens Sn, og jeg finder det overmaade smukt og poetisk; det handler naturligviis om det gamle, forslidte Thema: Kjrlighed, men det er behandlet saa udmrket smukt, og der var mange nye, smukke Tanker deri. Fru Heiberg spiller udmrket deri det er just en Rolle som passer sig for Hende, synes mig. Holst syntes jeg ikke om, Han bar sig ad som et rasende Menneske, naar Han skulde vise lidt Flelse, og var foresten som en Automat. Da jeg spurgte Fru Adler hvad en Timarch (Retsperson, eller Dommer, troer jeg) var, sagde Hun ganske alvorlig: Det er en vild Stamme. De synes vist, at det var underligt at vlge Hende til at faae noget at vide af, men det kom sig deraf, at Hun fortalte mig, at Hun havde seet det i Cassel.

Nu vil jeg ikke trtte Dem lnger, kjre Andersen! lev vel, forglem ikke i det larmende Paris, at De herinde har en kjrlig Veninde i Deres

Jette Boye.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost