The Hans Christian Andersen Center

127. Fra E. Collin, Jette Boye og Jonna Drewsen.

[7/2 1843.]

[Fra E. Collin ].

Min kjre gode Andersen. Vi modtoge igaar Deres Brev, som gldede os meget, isr er det en Lykke, at Stoppenaalen ikke lderede det nvnte Sted; thi naar Enden er god, er Alting godt. Status her hjemme er nu flgende: Jette ligger endnu, men bestandig Gud vre lovet i tiltagende Bedring, men Vulle er syg og foruroliger mig meget. Louise har faaet en Datter; hun har havt temmelig Feber, men dog uden Betnkelighed. Ingeborg, som takker meget for Deres Brev, beder mig sige, at hun ligger syg dernede, og dog er hun oppe som sdvanligt; ja med det Humeur og i den Leilighed kan man nok vre det. Den vrige Familie har det, som ved Deres Afreise.–Vi have to Historier om Baronessen: 1: Hun sad inde hos Th. i dennes sdvanlige Morgen-Costume, da Wilkens kom ind og meldte Kongen; da Th. derpaa skyndte sig bort, raabte hun ind ad Dren til ham: tag dog Buxer paa, Th!–2. Hun sagde til en anden i Dame: Deres Figur er smukkere end min, naar De har Klder paa, men min Figur er smukkere uden Klder, det har Thorvaldsen selv sagt– Naar De nu kommer til Hamborg, saa gaaer De altsaa ind i Altona, hen paa Mynten i Johannis Strasze og sprger efter Mynt-Controlleur Alsing og hilser fra mig; alle tale Dansk.–Ehlers maa De hilse, hvis De seer ham.–Idag kom Brev fra Theodor; han slaaer paa, at han ikke reiser til Italien, deels formedelst Hjemvee, deels af Pengemangel. Nu lev ret

vel. Deres

Edvard.

[I Margen: ] Min allerrbdigste Compliment til Hs. Excll. Greven. Departements-Pakken, som er fra Sick, kan De gjerne lukke op.

[Fra Jette Boye ]

Skjndt jeg ikke har lst Onkel Eduards Linier til Dem, kan jeg dog fle paa mig, at Han har fortalt Dem alt det Nye, der er skeet herinde i Byen, siden De reiste. Det vil altsaa falde lidt vanskeligt for mig at fortlle Dem Noget, som kan interressere Dem. Dog, nu faldt der mig Noget ind! Paa Tirsdag skal Mulatten opfres, og jeg skal naturligviis hen at see dette Mestervrk, som jeg aldrig fr har seet, men dog kjender ligesaa godt som min Catechismus og Holsts Ude og Hjemme.–De kan da foresten tro, min kjreste Andersen! at jeg var inderlig bedrvet den Aften, De reiste; jeg fortrd saa umaadeligt, at jeg var gaaet paa Comedie, da jeg saa intet rigtig Farvel fik sagt til Dem. Jonna og jeg gik ud af Logen, for at see Deres kjre Ansigt endnu engang, og trykke Deres Haand endnu engang kjrligt og trofast til Afsked; men De var allerede gaaet, og vi maatte nies med det Haandtryk vi havde faaet. De vil maaskee ikke tro det, men jeg forsikkre Dem om, at jeg fldede mange bittre Taare, medens

jeg sad og lod som om jeg saae og hrte paa Debatten. Der er noget Skrkkeligt for mig i at tage Afsked, om det endog er paa kort Tid, med de Mennesker, jeg holder rigtig af. (Og til dem veed De da, kjre Andersen! at De hrer.) Jeg tnker mig altid at jeg aldrig meer faaer dem at see, og saa kommer der altid en angrende Flelse hos mig, for de Fornrmelser, jeg mulig kan have viist dem; da De nu er reist forekom det mig, at jeg saa tidt havde vret uartig imod Dem, og at De maatte tro, at jeg slet ikke holdt af Dem, og saa besluttede jeg strax, at jeg vilde skrive til Dem, og bede Dem tilgive mig, hvis jeg engang imellem har vret underlig imod Dem, og ikke skrive det paa Ukjrligheds, men snarere paa Tankelsheds Regning.–

Jeg mdte Holst idag, og da Han hrte, at jeg skrev til Dem, bad Han mig om at hilse Dem ret mange Gange fra Ham.–Iaftes var jeg henne at see rkenens Sn, og jeg finder det overmaade smukt og poetisk; det handler naturligviis om det gamle, forslidte Thema: Kjrlighed, men det er behandlet saa udmrket smukt, og der var mange nye, smukke Tanker deri. Fru Heiberg spiller udmrket deri det er just en Rolle som passer sig for Hende, synes mig. Holst syntes jeg ikke om, Han bar sig ad som et rasende Menneske, naar Han skulde vise lidt Flelse, og var foresten som en Automat. Da jeg spurgte Fru Adler hvad en Timarch (Retsperson, eller Dommer, troer jeg) var, sagde Hun ganske alvorlig: Det er en vild Stamme. De synes vist, at det var underligt at vlge Hende til at faae noget at vide af, men det kom sig deraf, at Hun fortalte mig, at Hun havde seet det i Cassel.

Nu vil jeg ikke trtte Dem lnger, kjre Andersen! lev vel, forglem ikke i det larmende Paris, at De herinde har en kjrlig Veninde i Deres

Jette Boye.

[Fra Jonna Drewsen ].

Min egen, kjre Andersen!

Rigtignok skrev jeg til Dem sidst; men jeg synes dog, at jeg ogsaa kunde have Lyst at skrive et Par Ord nu, og hvis De ikke har noget derimod (jeg vil ikke haabe det) tager jeg mig den Frihed et Par ieblikke at bede Dem henvende Deres Opmrksomhed paa hvad jeg her skriver.

Igaaraftes var jeg henne at see rkenens Sn, som jeg finder noget af [det] deiligste jeg lnge har seet; og Publicum lod ogsaa til at vre af samme Mening, da det klappede umaadeligt baade under og efter Stykket, nsten ligesaameget som af Mulatten. propos de Mulatten, den haaber jeg at jeg kommer hen at see paa Tirsdag, deels for at see Spindler, men meest dog for Stykkets Deilighed. rkenens Sn handler heelt igjennem nsten kun om Kjrlighed; men da man i min Alder gjerne hrer noget om den Ting, saa morede jeg mig naturligviis fortrinligt, jeg grd, som var jeg pidsket, og de flaue Garderkarle morede sig frygteligt derover. Gud give, at De var her i Byen, saa kunde jeg [hre] Deres Mening om Stykket.

I Sndags var Augusta Bournonville herhenne; det er dog den yndigste, elskvrdigste lille Pige, jeg har seet og disse ine, funklende og milde, det er dog det Deiligste af Alt! Jeg er saa indtaget i hende, endnu mere end De i Jomfru Nielsen; hende har jeg nu Gudskeelov ikke vret saa ulykkelig at see i lang Tid, det er virkelig en Nydelse. Bournonville vilde arrangere Erik Menveds Barndom herhjemme; Jette skal vre Dronning, Tante Louise Aase og jeg Jomfru Inge (det er virkelig godt for Dem at De ikke skal see det, De blev da syg).

Men nu skal jeg spise til Middag; Levvel, kjreste Andersen! naar De kommer til Paris, skriver De vel nok til Deres hengivne

Jonna.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost