The Hans Christian Andersen Center

Dato: 24. juni 1824
Fra: H.C. Andersen   Til: Birgitte Andersen
Sprog: dansk.

Slagelse Juni 1824.

Gode Madamme Andersen.

Her seer De mine Charakterer! de ere ikke brillante, kun taalelige. Hr. Etatsraad Collin bedmmer dem meget midlt og er tilfreds med min Fremgang, men det er hans gode Hjerte som gjr det, jeg fler altfor vel selv, hvormeget jeg er tilbage. Min Barndom blev forsmt, alfor megen usund Morskabslsning gav min Aand det sre Sving den endnu har, mine Ideer bleve overspndte, jeg kunde ikke tnke mig Livet som noget solidt Virkeligt, kun et Phantasispil. Forsynet tog sig af mig, ellers havde jeg med mine Ideer og Begreber blevet meget ulykkelig; hvad skulde der have blevet af mig ved at gaae og traske i Choret paa Theatret! O jeg fler dybt hvad man har gjort for mig, det var sikkert ikke Evner man sporede hos mig - thi hvem veed hvor store de ere, men Medlidenhed med mig. Jeg gjr mig al Umage men seer mig dog skuffet, jeg er jo ellers lykkelig, altfor lykkelig, altfor lykkelig for den Stilling jeg blev fdt i, under saa store Mnds Beskyttelse som mine Velgjrere. Et af min Barndoms strste nsker at komme til at studere - er blevet opfyldt, hvad tr jeg nske mere; og dog det, det at man har gjort og gjr saameget for mig gjr mig mismodig, da jeg frygter for ikke at fortjene det. Der falder mig ofte nogle Ord ind, Fru Rahbek sagde mig, da jeg lste min Tragedie for hende, og hun roste nogle heldige Stder deri, at det var nsten over min Alder, og at hun just derfor frygtede, at, naar hun turde tale billedligt, jeg var et Fr, som snart spirede op og blomstrede strax i hele sin Fylde og derpaa maatte visne, da derimod Tret kun lidt efter lidt udviklede sig. Ak, jeg frygter ofte hun har Ret.

Jeg har forbedret mig i den sidste Tid i Grsk og jeg haaber det vil blive bedre med Tiden, men jeg er gammel; dette Ord lyder stedse i min Sjel og - De vil ikke smile af det - bringer mig ofte til at grde. Jeg indseer, og det fler vel ogsaa ethvert tnkende Menneske, at for mig, som traadte indi en lrd Skole fremmed for alle Videnskaber og med en brndende Phantasi, somkun var vant til at svrme om fra Blomst til Blomst, maatte Skolelivets fabrikmssige Gang, den for mig uoverseelige Mark af Kundskaber som laae for mig, gjre et underligt Indtryk paa, og naturlig den tanke opstige; mon du har Krfter til at gjennemvandre den!

Saalnge de Indbildninger, som Smigerie over mine smaa poetiske Arbeider havde indgydet mig, var tilbage, saalnge flte jeg ikke ganske min Ufuldkommenhed, men nu, alt som de meer er udpillede, seer jeg mig frst selv i mit rette Lys. Mine velgjrere og Venner i Kjbenhavn yttre mig jo vel Tilfredshed med min Fremgang; men skulde ikke disse Yttringer vre en Mildhed for at opmuntre mig mere! Min Yndlings-Tilbjelighed, Poesi, br og vil jeg ikke for ieblikket nre, at jeg ikke til denne eller anden Beskjftigelse spilder min Tid, veed jeg; kun i de store Ferier har jeg moreet mig med det, og det kan jo intet sige.

Sidste Ferie var jeg en Dag ude hos Digteren Ingemann og morede mig herligt; hans Kone er en meget aandrig Qvinde, hun maler paa et stort Oliemaleri af omtrent 4 Alens Hide og Brede, som meest forestiller et Blomsterparti fuldt af Pations Blomster, Liljer, Roser og deslige; fra den blaa Himmel daler en Genius ned. Ingemann skriver paa en Roman i Poesi: Kong Waldemar og hans Mnd. Om Eftermiddagen leide han en Baad og vi seilede over til Parnasset, en olsharpe var bundet i Masten af Skibet, Ingemann styrede Roret, og saaledes besteg vi Digtekunstens hellige Bjerg.

Hvorledes lever ellers Deres lille ... (jeg kan ikke huske hendes Navn) - hun som er saa flittig til at lre hos Jomfru Dahlen?

Deres taknemlige

Andersen

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter