Dato: 1. marts 1829
Fra: H.C. Andersen   Til: Rosalie Petit (g. Holm)
Sprog: dansk.

Til Frøken Rosalie Petit.

Til min Moder. [skrevet 1823, Bfn 34, først offentliggjort 12.7.1829. Her nyt første vers!]

Naar i Natten Du paa Leiet knæler
Og i Bønnen nærmer dig din Gud,
Da, o Moder, helst jeg hos dig dvæler,
Da sig Tanken salig svinger ud; Mærker da du Noget, som sig rører,
Og i Luften Harpe-Klang du hører,
Da er det din Søn, som er dig nær,
Ført af Phantasus, som har ham kjær.

I Barndoms Kraftløshed, paa Moder Arme
Du bar mig, lærte Læben stamme: "Gud!"
Jeg fra dit Bryst udsuet [!] Liv og Varme,
Du lærte mig at kjende Herrens Bud.
O aldrig skal jeg glemme hine Goder,
Og hvad jeg lærte af min fromme Moder,
Men evig, trofast, barnlig, elske dig,
Saaledes som du altid elsket mig. -

Naar Aanden modnet folder ud sin Vinge
Hvis jeg tør værdig Digter-Harpen slaae,
For Gud og Dyd skal da dens Toner klinge,
Og som en Virak Guddoms Tronen naae;
Da vil du glædes, Fryd skal dig forynge,
Da skal din Søn i Aftnen for dig synge,
Du sang jo før for ham i Barndoms Tid,
Om ei saa stærkt, men from, enfoldig, blid.

Jeg ved det Moder, hvad mig Gud forlener,
Min hele Lykke ene skyldes dig,
Thi ikke jeg mit store Held fortjener,
Men kun for din Skyld Herren elsker mig.
I mangen søvnløs Nat din Bøn jo lyder,
For mig din hede Moder-Taare flyder,
Du beder varm til Herren for din Søn,
Og Godheds Gud opfylder Fromheds Bøn!

Guds Godhed

Til Godheds Priis med barnlig Lyst
Min glade Sjæl skal sjunge,
Dog tolke Tanken i mit Bryst,
Kan ingen jordisk Tunge,
Til Trods for hver en Theolog,
Der gjør din Godhed mindre,
Jeg læser i Naturens Bog
Og i mit eget Indre:
At du er god, som du er stor,
Derfor min Sjæl med Engle-Chor,
Din Godheds Priis skal sjunge.

Nei, du har intet Helved' skabt,
Hvor Sjælen evig brænder;
I Døden er jeg ei fortabt,
Jeg er i dine Hænder.
Selv strængest Dommer kunde her
Til Evig Qual ei dømme,
Og Herrens Godhed større er,
End Du, min Aand tør drømme.
Kun selv jeg skaber i mit Bryst,
Den vilde Qval, den høie Lyst,
Mit Helved, og min Himmel.

Vor Gud er ingen Hævnens Gud,
Som ei til Naade kjender,
Der sletter os af Livet ud
Og evig Sjælen brænder. -
Fra Intet steeg jeg ved hans Bud,
Til navnløs, varig, Glæde,
Jeg er udødelig som Gud,
Hos Englen er mit Sæde.
Ja han er god, som han er stor,
Thi syng min Sjæl med Engle-Chor:
Halleluja, vor Fader!

-

Trøst

Hvad er vort Liv, fra Vuggent il vor Baare?
- Et Sandkorn under Tidens store hav -
Men trøst dig! "Perlige blive vore Taare,
naar Græsset bølger, paa den glemte Grav.

-

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (Mikrofilm 78, 44-46)