Rolighed d. 4de August 1875.
Min elskede Johanne!
Dersom Du allerede har læst Avisen for i Aften, vil Du have erfaret at vor kjære trofaste Ven H.C. Andersen nu endelig har udstridt og at han i Formiddag klokken 11. 5 Minutter blidt hensov uden nogen somhelst Dødskamp. Han havde ikke sovet hverken Natten eller Dagen igaar, nydt nu og da lidt, naar man bød ham Noget. Han sagde til mig igaar "Det er ingen gode Tegn at Doctor Meyer har lovet at komme igjen i Aften; men jeg beroligede ham ved at minde ham om at han i den seneste Tid altid var kommet to Gange.
Igaar Aftes fik han sin Sove Mixtur Han havde kun hostet engang i Nat. Saa da jeg kom op imorges og saae forskrækkelig ud. Jeg mærkede at han trak sit Veir hurtigt saa jeg kunde see at han havde Feber og bestemte at lade ham sove til Klokken 12, men dersom han ikke vaagnede af sig selv, vilde jeg vække ham for at give ham lidt Lædskende. Jeg havde lovet mine Gjæster, hvoriblandt Dine velsignede Børn, at de skulle gjøre en Kjøretur og spise Frokost ude. De plagede mig om at kjøre med, men dertil var jeg aldeles ikke oplagt, da jeg hver Dag gik i den Spænding og ventede at Katastrophen sent eller tidligt maatte indtræffe.
Klokken 11 kjørte de ud af Gaarden jeg var netop gaaet ned for at sige farvel til Dem og de vare heldigviis lige kjørte, da Jens kom løbende ned for at sige mig at "Conferentsraaden vist var død! Han sov ind med et let Suk; hvilket jeg finder en ubeskrivelig Lykke for ham, da han neppe endnu havde kunnet gjøre sig fortrolig med Døden. -
Her er saa stille og tyst, da her ikke er et Menneske andre end Folkene hjemme, Papa har været her ude og har telegrapheret til Hellebæk saa jeg venter Collin ind snart. Det er en stor velsignet Beroligelse for mig at han er død her og ikke iblandt Fremmede; jeg vilde ikke for noget i Verden, have undværet de Sorger og Bekymringer, som jo have været uundgaelige og havde jeg fulgt de mange tjenstvillige gode Raad som Folke stedse her gav mig, med Hensyn til Hospital og deslige, vilde jeg aldrige have tilgivet mig selv om jeg havde sendt ham bort herfra. De sidste 8 a 12 Dage har han været i en lyksalig Tilstand, taknemlig og kjærlig for Alt hvad man gjorde for ham. Da jeg en Morgen bragte ham en Rose kyssede han gjentagende gange min Haand og sagde "Gud velsigne Dem!" - Han spurgte for et Par Dage siden hvorledes Du havde det og bad mig hilse Børnene, som han hørte vare herude. Jeg føler at vi Alle, men især jeg vil savne i ham en trofast hengiven Ven. Fred være med hans Støv. Jeg har ogsaa skrevet til Louise inde fra Andersens Skrivebord. Gid jeg snart maatte høre at du ganske var saa fri for Smerte. Lev vel
Din Mama.
