Jeg saae det gamle Frijsenborg
Midt i Skov-Eensomheden.
Liden Agnes havde kun Dukke-Sorg,
Den gamle Gaard var et Eden.
Alt skifter om. Nu Gaarden staaer
For Fremtid et pragtfuldt Minde;
Ung Agnes, en Rose i Ungdoms Vaar,
Straaler deiligt Solskin derinde.
Hun skifted' ei om, og vil det ei,
Hun Hjerte-Guld har i Eie.
Vorherre er med paa hendes Vei,
Ja, paa alle hendes Veie.