The Hans Christian Andersen Center

Dato: 2. april 1873
Fra: Leopold Budde   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

H.C. Andersen.

Den 2den April.

Der toned et Minde fra Kongedybs Vande,
Da spd han blev lagt paa sin fattige Seng,
Det meldte om Vaar paa vort Fdrelands Strande,
Saa alle smaa Blomster sig rrte paa Eng -
Men den Gang til Barndommens reneste Sanger
Det knytted sin Manddom, da frst bev det helt;
Thi det er just Pagten, som Foraaret fanger,
Naar Kraften sin re med Uskyld har delt.

Og dristig han sgte de vildene Veje;
Paa Hovedet rysted de klogeste Mnd,
Fast Ingen forstod, hvad han havde i Eje,
De tnkte, han var kun en evnels Svend.
De husked jo ikke, at alt paa hans Vugge
Blev Foraarets spirende Dejlighed lagt,
De aned det ikke, at han kunde lukke
Dem Portene op til dets fuldeste Pragt.

Han kom til det Slot paa de straalende Steder,
Hvor ventyr lege med Dybsindets Aand,
Da faldt af hans Skuldre de fattige Klder,
Som Kongesn stod han med Sceptret i Haand.
Og rundt om hans Scepter en Verden udspringer,
Og Alt, hvad det rrte, som levende stod;
Der lfted' de Smaa han paa stigende Vinger,
Der satte de Store sig lavt om hans Fod.

Thi trindt i hans Lunde det Lave og Hje
Fortrolige mdtes i Barnligheds Aand;
Der spillede Smilet i Alvorets je,
Og der tog al Yndighed Styrken ved Haand.
Og det er den Lykke, som ny skal ham fdes,
mens Tiderne veksle i kmpende Gang,
At stridende Magter forsonende mdes,
Og Taarer forklares til Smil ved hans Sang.

Gud signe den Sanger, hvis kjrlige Snille
Sin Rigdom har fuldt i det Ringeste lagt!
Tak vre den Digter, hvis vaarlige Kilde
Har skjnket det Strste foryngende Magt -
Saa lnge som Blgen i Kongedyb blaaner,
Mens Vaaren om Lunden fletter sin Krands,
Hans Liv er en ventyrsaga, som laaner
Det stolteste Minde en renere Glands!

L. Budde.

Tekst fra: Solveig Brunholm