The Hans Christian Andersen Center

Du har søgt på: +Rigsarkivet

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: April 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Catharina Maria Bügel, f. Adzer
Sprog: dansk.

[afskrift, IKKE HCAs håndskrift:]

Rabbi Mejer Fremsagt af Mad. Nielsen ved Aftenunderholdningen paa det kongelige Theater den 21de April 1839.

Israels Folk forsamlet var i Skolen,
Ind af Ruden skinned Sommersolen,
Rabbi Meyer stod paa Talerstolen,
Silkekjolen
Faldt om ham i prægtigt Draperie!

Vandringen i Ørk’nen han udmalte,
Manna blev hvert Ord hans Tunge talte,
Hjertets Sprog sødt Hjerterne hushvalte;
Mod den hvalte,
Høje Himmel svang sig Tanken fri. !

“For den unge Slægt hæv Eders Bønner!
"Jehova med Kanaans Landet lønner,
"I de friske Skud vort Haab sig grønner,
"Vore Sønner
"Høste vil den Sæd, vi har nedlagt!” !

Mens han talte, kom i broget Skare
Folk mod Byen, tvende Lig de bare,
Bølgen kun sit dræbte Rov lod fare;
Siig, hvo vare
Disse Liig? O Rabbi! Israels Pragt! !

Rabbis Sønner, kyndige i Loven,
Kraftige, som Cederen i Skoven,
Øinene var Stjernen lig deroven,
Under Voven
Slukt, udslukt, nu kuns det døde Leer! !

Ei fra Dødens Cherub vristes Rovet.
Rabbis Hustru bøiede sit Hoved:
“Herren gav, han tog, han være lovet!”
Sødt hensoved'
Laae de, for ei her at vaagne meer. !

Over hendes Øines bedste Glæde
Bredte hun det hvide Dødning-Klæde,
Græd, det er en Trøst at kunne græde;
Nu indtræde
Saae hun Rabbi, og hun smilte da. !

Kjærligt han paa Panden kyssed’ hende.
Dagen og dens Virken var til Ende,
Og han hjalp Sølvlamperne at tænde.
Snart de brænde.
“Mine Sønner gaaet er herfra? !

"Sig hvorfor de ikke er herinde?
"Ei jeg kunde dem i Skolen finde,
"der de savnedes jo ingensinde.”
Rabbis Qvinde
svarede: “De ere tæt herved!” !

Nadver-Dugen hun paa Bordet lagde,
Bægeret med Viin hun Manden rakte,
Gud han takked’ for hvad Dagen bragte;
Atter sagde
Han: “Kald begge mine Sønner ned!” !

Hun mod Himlen saa, som en Forklaret!
Kvindens Tro ei briste kan som Glaret,
“De er ikke langt herfra!” hun svared’,
“Sødt bevaret
"Er for os vor Stammes Blomsterblad!” !

Rabbi smilte, var saa vel tilmode,
Livets bedste Timer for ham stode,
Herren takked’ han for alt det Gode,
Denne Klode
Er velsignet. Takkebøn han bad. !

“Kald dog mine Sønner!” – “Tilgiv Kjære!”
"Sagde hun: Du maa mig først belære,
“Du er min Forstand, mit Lys, min Ære –
Maa mig være
Her forundt et Spørgsmaal?” – “Tal Du kun!” !

– “Et Klenodie, der knap fik Mage,
"Blev betroet mig for nogle Dage;
"Hjem igen vil Eieren det tage,
"Skal tilbage
"Jeg vel give denne sjældne Skat?” !

“Kan om sligt du spørge, Israels datter?
"Tage i betænkning? Giv det atter!”
“Rabbi, ei min Sjælekamp Du fatter,
"Jeg det skatter,
Det har fyldt min Tanke Dag og Nat!” !

“Giv tilbage hvad dig ei tilhører!” –
Med sin Læbe hun hans Kind berører,
Kjærligt, mildt hun ham til Leiet fører,
Der afslører
Hun de kjære Liig; de blunde sødt. !

“Mine Sønner! O, hvad er min Brøde!
"Mine Sønner!” og hans Taarer fløde.
“Livets Aften er mig nu saa øde,
"Døde, døde
"Ere de! Mit Haab, mit Alt er dødt!” !

Og hun bort sig vendte ved hans Klage,
Følte Gud i sig paa Prøvens Dage.
“Rabbi, du jo lærte nys mig Svage:
"Giv tilbage
"Hvad dets Eier fordre kan med Ret! !

"Hvis jeg vægred’ mig, en Synd jeg voved’!”
Rabbi Meyer hævede sit Hoved!
“Herren gav, han tog, han være lovet!"
Sødt hensoved’
Er de Fromme! Støvet vorde Muld!” !

Og han følte Trøst og Haab derinde,
Ja, et Sjæle-Mod, som ingensinde.
“Den, som Gud velsigne vil, han finde
Skal en Qvinde,
Trofast, prøvet som det rene Guld!” !

H.C. Andersen!

Tekst fra: Solveig Brunholm