Kiære Ven!
Tak for dit fortreffelige Brev; - Lad mig faae saadan nogle ofte, og du skal see at jeg ikke er utaknemlig, men gier dig strax igien; men du maae hverken forlange for meget eller for godt, thi du veed at jeg er en Sinke i Pennen. Om hele den første Side burde jeg kanske e ingenting sige, men ligefrem række dig Haanden; dog kan jeg ikke lade være at komme med et Par Ord; Hvad det angaaer at jeg har sagt at du læste dm Novelle op for Alverden, maae det tiene til min Undskyldning at jeg veed at baade Moder, Frue Læssøe og Ida, har sagt: Jeg troede det var for mier alene han havde læst den. - Men derom vil jeg heller ikke tale mere, kun bede dig om at være lidt overbærende med Fader og Moder: Du veed at de nu i 30 Aar har været vandt til at have Børn omkring dem, som der jo bestandig er opdraget lidt paa, og nu er det rimeligt at det falder dem vanskeligt at komme ud af Vanen, især naar de have et ungt Menneske i Nærheden, de holder saa meget af, som de giør af dig. Jeg har opfyldt dit Ønske og ikke talt et Ord til Moder derom, og altsaa er her min Haand igien; mærker du, hvor jeg trykker den oprigtigt? - Jeg glæder mig meget til Improvisatoren, og jeg er vis paa at jeg vil komme til at holde meget af den men desværre jeg kan kun svare for mig selv, fortæl mig lidt om Spanierne i Odense; du kalder det en tragisk Vaudeville; det er noget Nyt, og Nyt er fordetmeste godt. Hvad er det for et tydsk Stykke du har tænkt paa til mig, skriv mig noget derom; naar det bliver ligcsaa godt og smagfuldt som den 2den April, kan du være vis paa at jeg har Lyst, og du veed at en Digter aldrig tvivler om sit Talent til hvilkensomhelst Genre; er Sujettet samme Slags som Sovedrikken, saa skal Musikken - (nu vil jeg tage Munden dygtig fuld) - komme til at staae imellem den, Barberen og Ungdom og Galskab. Du veed, jeg er aldrig beskeden.
Igaar var Hr. Bornemann og den 2den Herre her; de fortalte nogle {nogle} Valg-Nyheder og forsvandt; hos Dr Töpfer, har jeg ikke været endnu; men jeg gaaer der idag, saa skal jeg fortælle dig, hvorledes det spændte af; jeg skal ogsaa til den gamle Bernhard Romberg een af Dagene. At hele det tydske Skuespillerselskab er noget Jux, er jeg ligesaa overbeviist om som at det er en Sottise, at sige. Seest er engageret; men de maae have svær Mangel paa Sangere, siden de have antagen Hr. Faaborg, hos hvem man ifior fandt at han havde aldeles ingen Stemme. - Hils Ludvig Møller fra mig; det var den eneste fælleds Bekiendt vi har, truer jeg, som du skal hilse; hans Faders Død giorde mig meget ondt. Jo, stop lidt; Hartmann og Bredal, men meest den første.
Vær ikke bange for vort Venskab! Idet mindste fra min Side, er det saa stærkt at intet Niagara, end sige nogen Elb kan skylle det bort. - men du maae ikke dømme om Venskab efter Brevets Længde, thi for det første maa du huske at alle de Nyheder jeg kan fortælle som kunne interessere dig, faaer jeg fra Kiøbenhavn, og altsaa har du dem fra første Haand; Og Ideer opstaae sielden i en Hierne, som aldig har Leilighed til at meddele sig med nogen anden; og med hvem vil du have at jeg skal tale med om hvad der interesser[er] mig.
d 30de. Jeg traf ikke Dr. Töpfer hiemme, men leverede Bogen og brevet. Du maae undskylde Brevet ikke bliver længere, men jeg er nødt til at sige dig Farvel nu. Levvel, kiære, gode Ven! skriv mig snart til igien - og fortæl mig især om dine Arbeider.
din
Chr. Wulff.
[Udskrift:]
S.T. Hr. H.C. Andersen.
Kiøbenhavn
