The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Registrant +Frederiksberg

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 11. juni 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Just Mathias Thiele
Sprog: dansk.

[kladde hertil, se: Brev

Hivelbaarne Hr Etatsraad J. M. Thiele

Ridder af flere Ordener i: Kjbenhavn. /

Kjbenhavn 11 Juni 1869.

Tak for hvad de Har lst for mig af Deres "Livshistorie" ogsaa jeg [overstr: trder frem] omtales i den og tilvisse De maa kunde tegne mig, De som fra min frste Optrden saae med milde ine paa den [overstr: store] oplbne, underlige Dreng, der endnu var saa ganske Barnet der troede paa alle Mennesker og aabent udtalte hver Tanke som den kom. De har tilvisse med Hjrte og god Villie seet paa mig, men i de forskjellige Levealdere seer man Personer og Begivenheder gjennem et forskjelligt Glas, jeg kan i den nedtegnede Skikkelse ikke ret gjenkjende mig selv, srligt i Maaden jeg udtrykker mig paa, den mangler den barnlige Freidighed, som nok var mit Srkjende, men jeg troer Dem imidlertid paa Ordet.

Jeg nsker at jeg giver Dem, som et Bilag til Deres Skrift, mine Erindringer fra Bakkehuset men da maa jeg for en Deel gjentage hvad jeg andetsteds har nedskrevet.

Enken efter Danmarks bermte Statsmand Christian Colbjrnsen, som var e4en af de frste af hiere Stand der venligt modtog den fattige Dreng, boede om Sommeren paa Bakkehuset; til hende kom jeg og fandt endnu flere venlige Mennesker paa dette Sted. De kjre Ven, boede her og Rahbeks dramatiske "Yndling" Madam Andersen, som, da hun et Par Gange havde hrt mig fremsige Digte, gav mig i Spg Navnet: "Der kleine Declamator". Jeg kom saaledes ogsaa snart ned i / Fru Rahbeks Stue, hvor den livlige, aandfulde Kone morede sig ved at tale med mig og hre paa mine frste dramatiske Forsg. Jeg havde skrevet en Slags Comedie, den lste jeg for hende og strax ved de frste Scener udbrd hun: Men der er jo hele Stykker [overstr: skre] deri, De har skrevet ud af ehlensclager og Ingemann!" - "Ja men de ere ogsaa sa deilige!" svarede jeg i al Uskyldighed og lste videre. En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjrnsen, rakte hun mig en Haandfuld Rose og sagde: "Vil De tage Dem med op, det vil vist fornie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand." Det var tilvisse i Spg at disse Ord bleve sagt, men det var frste Gang mit Navn blev sagt i Forbindelse med Digter-Navnet, der kom Taarer i mine ine og jeg veed at fra dette ieblik var min Tanke vakt for at skrive og digte, det havde fr kun vret en Leeg, nu var det Maalet.

Rahbek selv talte aldrig til mig derude, den eneste Tilnrmelse var en Dag i Haven; han styrede lige hen mod mig, som vilde han sige et Par Ord, men i det han var mig nr og fstede inenen paa mig vendte han pludseligt om igjen. Den frste og eneste Gang Rahbek talte til mig var i "Theaterdirectionen", hvor jeg blev kaldet op efter at have indleveret en Tragedie Alfsol og denne var lst. Rahbek overleverede mig Skriftet og sagde at Stykket var ubrugeligt for Scenen, men at man [overstr: dog] havde fundet deri "saa mange Guldkorn", at man havde det Haab, at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole, og herfra lre hvad der hrte til, vilde maaskee engang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der varr vrdige at opfres!" og nu meddeelte Rahbek mig, endvidere / at Collin havde talt min Sag hos Kong Frederik den Sjette og at jeg aarligt fik en Sum fra Finantserne, samt at der var skjnket mig fri Underviisning i Slagelse Latinskole. For dette sidste skulde jeg bringe Biskop Mnster, der var den meest afgjrende her i, min Tak. Jeg kom til denne hithdrede Mand, han talte om den Lykke der forundtes mig, talte alvorligt og strngt om hvor uvist det var om man havde taget Feil af mig eller ei, hvorvidt der vilde komme et heldigt Resultat; paalagde mig Flid og Taknemlighed. Det var tilvisse velmeent og efter hans Anskuelse den rette Maade at tale til den forunderlige, phantasifulde Dreng, han vidste ikke hvor bldt mit Sind var, hvor Ordene slog mig som Svber; jeg gik bort og grd bittre Taarer. Ogsaa paa Bakkehuset, hvorhen jeg sgte fr Afreisen, fld Taarer, men det var Gldens over al den Venlighed, den Deeltagelse, de Alle her, De kjre Ven, Madam Andersen og Fru Rahbek viiste mig. Det var et heelt Omslag i mit Liv, ja en heel Reise ud til Slagelse. Fru Rahbek fortalte mig at hun havde en noget strre Reise for til nste Foraar, en Reise [overstr: hun] til Hamborg, en Reise hun oftere havde gjort i det hun der hentede Papir til de smukke sker, der var hendes kjreste Haandarbeide. Den Gang var en Reise til Hamborg, som nu en Reise for os til Paris eller Wien. "Saalangt kommer jeg vist aldrig!" tnkte jeg. Fru Rahbek trykkede min Haand,og nskede at jeg om et par Aar maatte blive en god Student og "saa groer nok Poeten!"

Strax da jeg havde taget Examen artium udkom som bekjendt min "Fodreise". Den var mig en Livssag, jeg troede at alle Venner og Bekjendte maatte blive lige saa opfyldte af den, som jeg var det. Eet af de frste Exemplarer /sendte jeg til Fru Rahbek. Hun laae syg. Et Par Dage efter hrte jeg af Admiral Wulff at hun var dd. Mit frste Udbrud var: "Mon hun fik lst min Fodreise!" "Menneske!" raabte Admiral Wulff. "Nei det er for galt! troer De man bryder sig om Deres "Fodreise" naar man skal ind hos Vorherre!" Han rystede alvorligt paa Hovedet. Men min Mening var at jeg saa gjerne undte hende en Glde, og den meente jeg da maatte vre at lse min nye Bog. Jeg stod ved hendes Grav, hvor Synet af den stille betagne gamle Rahbek dybt bevgede mig. Der gik mange Minder gjennem Tankerne, Minder om hendes venlige Ord og den kloge Sjl der lyste ud af hendes ine.

Mellem Eventyr og Historier har jeg i "Et Stykke Perlesnor" givet et Slags Vignet-Billet af Bakkehuset,

"Nr ved Bakken hvor Frederik den Sjettes Slot ligger, ehlenschlgers Barndoms Hjem, skinner i L af Sndermarkens Skovgrund een af Perlerne, man kaldte den Philemon og Baucis Hytte, det vil sige, to elskelige Gamles Hjem, - - og nu? Siig ikke, "Ak hvor forandret!" - nei, endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen der ikke er mgtig nok til at udfolde sig, gjemmer dog skjult alle Spirer til Blad og Fr. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Hjem og opliver og levendegjr. Verden rundt om straaler ind gjennem inene i Sjlens ugrandskelige Dybde: Idiotens Hjem omsvvet af Menneskekjrligheden, er et helligt Sted, et Drivhuus for den sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstrre i Guds Urtegard. De svageste i Aaanden samles nu her, hvor engang de Strste og Kraftigste mdtes, vexle3de Tanker og lftedes opad, - opad blusser end her Sjlens Flamme i Philemon og Baucis Hytte!"

Og hermed, kjre Ven, min hjerteligste Hilsen!

H. C. Andersen.

Til Hr Etatsraad J. M. Thiele, Ridder af Danebrogen & &

Tekst fra: Solveig Brunholm

Kjre Ven

Tak for hvad De har lst for mig af Deres "Livshistorie"; ogsaa jeg omtales i den og, tilvisse, De maa kunne tegne mig. - De, som fra min tidligste Optrden saae med milde ine paa den oplbne, underlige Dreng, der endnu var saa ganske Barnet, der troede paa alle Mennsker og aabent udtalte hver Tanke som den kom.

De har tilvisse mede Hjrte og god Villie seet paa mig, men i de forskellige Levealdere seer man Personer og Begivenheder gjennem et forskelligt Glas; jeg kan i den nedtegnede Skikkelse ikke ret genkjende mig selv, srligt i Maaden, jeg udtrykker mig paa, - den mangler den barnlige Freidighed, som nok er mit Srkjende, men jeg troer Dem imidlertid paa Ordet.

De nsker, at jeg giver Dem, som et Bilag til Deres Skrift, mine Erindringer fra "Bakkehuset", men da maa jeg for en Deel gjentage, hvad jeg andetsteds har nedskrevet.

Enken efter Danmarks bermte Statsmand, Christian Colbjrnsen, som var en af de frste af hiere Stand, der venligt modtog den fattige Dreng, boede om Sommeren paa Bakkehuset; til hende kom jeg og fandt endnu flere venlige Mennesker paa dette Sted. De, kjre Ven, boede her, og Rahbeks dramatiske Yndling, Madame Andersen, som da hun et Par Gange havde hrt mig fremsige Digte, gav mig i Spg Navnet: "Der kleine Declamator".

Jeg kom saaledes ogsaa snart ned i Fru Rahbeks Stue, hvor den livlige, aandfulde Kone morede sig med at tale med mig og hre paa mine frste, dramatiske Forsg. Jeg havde skrevet en Slags Comedie, den lste jeg for hende, og strax ved de frste Scener udbrd hun: "Men der er jo hele Stykker deri, De har skrevet ud af Oehlenschlger og Ingemann!" - "Ja, men de er ogsaa saa deilige" svarede jeg i al Uskyldighed, og lste videre.

En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjrnsen, rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: "Vil De tage dem med op, det vil vist fornie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand!" Det var tilvisse i Spg at disse Ord bleve sagte, men det var frste Gang mit Navn blev sat i Forbindelse med Digter-Navnet, - der kom Taarer i mine ine, og jeg veed, at fra dette ieblik var min Tanke vakt for at skrive Digte, - det havde fr kun vret en Leeg, nu var det Maalet.

Rahbek selv talte aldrig til mig derude; den eneste Tilnrmelse var en Dag i Haven; han styrede lige hen imod mig, som vilde han sige et Par Ord, men idet han var mig nr og fstede inene paa mig, vendte han pludseligt om igjen.

Den frste og eneste Gang, Rahbek talte til mig, var i "Theaterdirectionen", hvor jeg blev kaldet op, efterat have indleveret en Tragedie, "Alfsol", og denne var lst. Rahbek overleverede mig Skriftet og sagde, at Stykket var ubrugeligt for Scenen, men at man havde fundet deri "saa mange Guldkorn", at man havde det Haab, at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole og forfra lre, hvad der hrte til, vilde maaskee engang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der vare vrdige at opfres!" og nu meddeelte Rahbek mig endvidere, at Collin havde talt min Sag hos Kong Frederik den Sjette, og at jeg aarligt fik en Sum fra Finantserne, samt at der var skjnket mig fri Underviisning i Slagelse-Latinskole.

For dette Sidste skulde jeg bringe Biskop Mynster, der var den meest afgirende deri, min Tak.

Jeg kom til denne hithdrede Mand, - han talte om den Lykke, der forundtes mig, talte alvorligt og strengt om, hvor uvist det var, om man havde taget Feil af mig eller ei, hvorvidt der vilde komme et heldigt Resultat, paalagde mig Flid og Taknemmelighed.

Det var tilvisse velmeent og efter hans Anskuelse den rette Maade at talte til den forunderlige, phantasifulde Dreng, - han vidste ikke, hvor bldt mit Sind var, - hvor Ordene sloge mig som Svber.

Jeg gik bort og grd bittre Taarer.

Ogsaa paa Bakkehuset, hvorhen jeg sgte fr Afreisen, fld Taarer, men det var Gldens over al den Venlighed, den Deeltagelse, de Alle her - De, kjre Ven, Madame Andersen og Fru Rahbek, viste mig.

Det var et heelt Omslag i mit Liv, ja en heel Reise ud til Slagelse.

Fru Rahbek fortalte mig, at hun havde en meget strre Reise til nste Foraar, - en Reise til Hamborg, en Reise, som hun oftere havde gjort, idet hun der hentede Papir til de smukke sker, der var hendes kjreste Haandarbeide. Dengang var en Reise til Hamborg som nu en Reise for os til Paris eller Wien. "Saa langt kommer jeg vist aldrig!" tnkte jeg. Fru Rahbek trykkede min Haand og nskede, at jeg om et Paar Aar maatte blive en god Student, og "saa groer Poeten nok!"

Strax, da jeg havde taget Examen artium udkom, som bekjendt, min "Fodreise". Den var mig en Livssag, - jeg troede at alle Venner og Bekjendte maatte blive ligesaa opfyldte af den, som jeg var det. Et af de frste Exemplarer sendte jeg til Fru Rahkbek. Hun laae syg. Et Par Dage efter hrte jeg af Admiral Wulff, at hun var dd. Mit frste Udbrud var: "Mon hun fik lst min Fodreise!" - "Menneske!" raabta Admiral Wulff. "Nei! det er for galt! Troer De, man bryder sig om Deres "Fodreise", naar man skal ind for Vorherre!" Han rystede alvorligt paa Hovedet. Men min Mening var, at jeg saa gjerne undte hende en Glde, og den - meente jeg da - maatte vre at lse i min nye Bog.

Jeg stod ved hendes Grav, hvor Synet af den stille, betagne, gamle Rahbek dybt bevgede mig. Der gik mange Minder gjennem Tankerne, Minder om hendes venlige Ord og den kloge Sjl, der lyste ud af hendes ine.

Mellem Eventyr og Historier har jeg, i "Et Stykke Perlesnor" givet et Slags Vignet-Billed af Bakkehuset.


"Nrved Bakken, hvor Frederik den Sjettes SLot ligger, Oehlenschlgers Barndomshjem, skinner i L af Sndermarkens Skovgrund en af Perlerne, - man kaldte den Philemon og Baucis Hytte, det vil sige to, elskelige Gamles Hjem, - - og nu? Siig ikke: "Ak, hvor forandret!" nei!! endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen, der ikke er mgtig nok til at udfolde sig, giemmer dog skjult alle Spirer til Blad og Fr. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Hjem og opliver og levendegjr. Verden rundt om straaler ind gjennem inene i Sjlens ugrandskelige Dybde. Idiotens Hjem, omsvvet af Menneskekjrligheden, er et helligt Sted, et Drivhuus for den sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds Urtegaard. De Svageste i Aanden samles nu her, hvor engang de Strste og Kraftigste mdtes, vexlede Tankerne og lftedes opad, - opad blusser end her Sjlens Flamme i Philemon og Baucis Hytte!


Og hermed min kjre Ven! min hjerteligste Hilsen!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost