The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 6. januar 1825
Fra: H.C. Andersen   Til: Anna Dorthea Fuglsang, f. Kierulff
Sprog: dansk.

Den 6 Januari
1825
Frue Fuglesang

Grandskende med Haanden under Kind
Sadt jeg i min Stue
Intet Originalt mig falder ind
Som jeg kunne byde Dem min Frue.
Rigtignok - Det har jeg hrt
Fdsels Vers og saadant Noget
Skal jo vre snart udfrt -
Fdsels Vers og saadant Noget
Skal jo vre snart udfrt
Tro kun ei det er saa broget. -
Slver Skyer og af denne Art
Rres sammen i en Fart,
Stter der en Alf og en Alfinde
Glatter alt med kile Zephyr-Vinde
Og i enden som en raer Rosin
Sundhed Lykke, puttes ind. -

Ak, men Ak! Det har man hrt saa ofte,
Afslidt er den smukke purpur Kofte
Ingen som vil vre ret Poet
Gidder i slig Dragt sig ladet seet.

Derfor havde jeg i Sinde
Alt at slae i Veir og Vinde
og i Prosa - lige frem
Hiertelig lyknske Dem;
Da det banker paa min Rude
Siger "Digterlil kom ud,
Og jeg saa i Haugen ude
Stod en Skare, underlig. -

En venlig Gubbe stod foran dem Alle,
med Dafnes Blad om hvide Slverlok;
En gammel Harpe han ved Bardens Side
hans Aasyn var saa mildt, men han var blind
En Aand mig syntes rre Harpens Strnge
og snart jeg kiendte Gubben, Ossian var. -
Nu saa jeg om mig hvilken herlig Skare
Og alle kldti festlig Hitidsdragt
Der saae jeg Wosger venlig. Luise
Og Iflands hiertelige Borgerflok.
Hist Jeanne d'Arck med Fanen og med Svrdet
her Oberon der Werthers blege Aand
Hist favn indslynget Axel med sin Valborg
Der Nanna og den hie Balder stod.
Og Blomsterkrandse hang paa alle Grene
hvorpaa jeg lste mangen Digters Navn.
Her Klopstok, Brger, Matthison og Tiedge
Jacobi, Gellert, Gerner, Glaim og Utz?
Af Franske saa jeg ogsaa Hele Skarer
Men mange var der, som jeg kiendte ei.
En Lafontaine, Fenelon, Scharon
Rousseau, Lebrun, Grisset og Florian;
Men forrest stod en Mngde Skinne Masker
Cornellies og Voltaires sde Brn.
Af dem jeg kun den tro Zayre kiendte.
I Tyrkerdragt hun hos Arosmann stod.
Nu saae jeg Romeo og Juliette,
Selv Falstaff med sin Mave kommen var.
Child Harold kom ham fulgte Waverley,
Med hele Broder og med Ssterflokken.
Jeg Aarets Tider af en Thomson saae
Og Blanke frem med ine Himmelblaa. -

Men ogsaa Grske Helte,
Med Svrdet spndt ved Blte

her Agatokles der en Tittus stod
Her leged' Alladin ved Hakons Fod.
Paa Jorden laa Smaablomster, Billedstykker
Og nette Brn, som kaldes Taschenbcher.

---

Jeg troer - udbrd jeg - Alt er reent alave
Jeg er jo dog i Henneberges Have
Der er mit Kammer, hist jo Swartses boe(r)
(Mon derfra lyder Sangens sde Chor?)
- Men jeg har ine, rigtig nok kun smaae
Men hidtil Dags jeg stedse med dem saae;
At jeg er Helt - vil jeg ei protestere,
De kiender mig; jeg siger ikke mere;
Nok sagt! For at Papiret kan slaae til
jeg Alt i strste Korthed sige vil.
Tolv Mile fra vor Kongens Kibenhavn,
I Byen, som har Slagelse til Navn,
De har Dem dog et lille Paradis
(Tilgiv, for Rimets Skyld, jeg tager mig en Priis.
Men Ak! Det er jo sandt jeg bruger ei Tobak
Men Peder Paarske Vers, frst glide ned lidt Snak.
Som sagt et Paradis - en trofast kirlig Mand,
Og gdoe muntre Brn, med Liv og lys Forstand.
Og Venskab har De med, hvad vil De meer forlange?
Ja selv mit eget Jeg som lser for Dem Sange!
Men Hovedstadens Lyst De maa her ude mangle,
Thi kan en Musicus vel mores ved en Rangle?
Og kommer Kiedsomhed (paa Landet tidt den spger)
De strax den jager bort med Deres gode Bger.
Mand, Brn og Slgt, samt Bger VenskabsLyst
Sig leiret har om Deres Sommer Kyst.
Mand, Brn og Slgt samt Venner gratulere
Paa Fdselsdagen - Tr jeg protestere:
At Bgerne som jo til Huset hre
De ogsaa denne Dag maa lidt af Skabet rre,
De havde hrt min Nd og bitre Vaande,
For Versets Skyld og kom med tabte Aand,
Dem var den hele Flok som jeg i Haugen saae
Som ere fulgte med og nu ved Dren staae.
De kom i Totterne - Selv Jomfru Jeanne d'arc!
Men Adam hende gav med krykkerne et Spark
i det han hende bd at passe Rangen nie
Thi Althertmler stod jo Huset bedst for ie.
To Pigebrn jeg jog i Forstuen tilbage
Thi ei De lider dem - ei hialp her deres Klage
Den ene Magd Wilfeir den anden magd Merilles
De sagde at de ei fra Troppen vilde skilles.
Nu Anot Lyle sang og Heliro Harpen slog
Og alle sig nu strax i rette Orden drog.
I Spidsen jeg for Skaren trder frem
Tilgiv - i slette Veir jeg maa lyknske Dem
Men De paa Hiertet seer og Versene er' -
- gode.

Venskabeligst

Deres forbundne

Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm