Dato: 6. januar 1825
Fra: H.C. Andersen   Til: Anna Dorthea Fuglsang, f. Kierulff
Sprog: dansk.

Den 6 Januari
1825
Frue Fuglesang

Grandskende med Haanden under Kind
Sadt jeg i min Stue
Intet Originalt mig falder ind
Som jeg kunne byde Dem min Frue.
Rigtignok - Det har jeg hørt
Fødsels Vers og saadant Noget
Skal jo være snart udført -
Fødsels Vers og saadant Noget
Skal jo være snart udført
Tro kun ei det er saa broget. -
Sølver Skyer og af denne Art
Røres sammen i en Fart,
Sætter der en Alf og en Alfinde
Glatter alt med kiøle Zephyr-Vinde
Og i enden som en raer Rosin
Sundhed Lykke, puttes ind. -

Ak, men Ak! Det har man hørt saa ofte,
Afslidt er den smukke purpur Kofte
Ingen som vil være ret Poet
Gidder i slig Dragt sig ladet seet.

Derfor havde jeg i Sinde
Alt at slae i Veir og Vinde
og i Prosa - lige frem
Hiertelig lykønske Dem;
Da det banker paa min Rude
Siger "Digterlil kom ud,
Og jeg saa i Haugen ude
Stod en Skare, underlig. -

En venlig Gubbe stod foran dem Alle,
med Dafnes Blad om hvide Sølverlok;
En gammel Harpe han ved Bardens Side
hans Aasyn var saa mildt, men han var blind
En Aand mig syntes røre Harpens Strænge
og snart jeg kiendte Gubben, Ossian var. -
Nu saa jeg om mig hvilken herlig Skare
Og alle klædti festlig Høitidsdragt
Der saae jeg Wosger venlig. Luise
Og Iflands hiertelige Borgerflok.
Hist Jeanne d'Arck med Fanen og med Sværdet
her Oberon der Werthers blege Aand
Hist favn indslynget Axel med sin Valborg
Der Nanna og den høie Balder stod.
Og Blomsterkrandse hang paa alle Grene
hvorpaa jeg læste mangen Digters Navn.
Her Klopstok, Bürger, Matthison og Tiedge
Jacobi, Gellert, Gerner, Glaim og Utz?
Af Franske saa jeg ogsaa Hele Skarer
Men mange var der, som jeg kiendte ei.
En Lafontaine, Fenelon, Scharon
Rousseau, Lebrun, Grisset og Florian;
Men forrest stod en Mængde Skiønne Masker
Cornellies og Voltaires søde Børn.
Af dem jeg kun den tro Zayre kiendte.
I Tyrkerdragt hun hos Arosmann stod.
Nu saae jeg Romeo og Juliette,
Selv Falstaff med sin Mave kommen var.
Child Harold kom ham fulgte Waverley,
Med hele Broder og med Søsterflokken.
Jeg Aarets Tider af en Thomson saae
Og Blanke frem med Øine Himmelblaa. -

Men ogsaa Græske Helte,
Med Sværdet spændt ved Bælte

her Agatokles der en Tittus stod
Her leged' Alladin ved Hakons Fod.
Paa Jorden laa Smaablomster, Billedstykker
Og nette Børn, som kaldes Taschenbücher.

---

Jeg troer - udbrød jeg - Alt er reent alave
Jeg er jo dog i Henneberges Have
Der er mit Kammer, hist jo Swartses boe(r)
(Mon derfra lyder Sangens søde Chor?)
- Men jeg har Øine, rigtig nok kun smaae
Men hidtil Dags jeg stedse med dem saae;
At jeg er Helt - vil jeg ei protestere,
De kiender mig; jeg siger ikke mere;
Nok sagt! For at Papiret kan slaae til
jeg Alt i største Korthed sige vil.
Tolv Mile fra vor Kongens Kiøbenhavn,
I Byen, som har Slagelse til Navn,
De har Dem dog et lille Paradis
(Tilgiv, for Rimets Skyld, jeg tager mig en Priis.
Men Ak! Det er jo sandt jeg bruger ei Tobak
Men Peder Paarske Vers, først glide ned lidt Snak.
Som sagt et Paradis - en trofast kiærlig Mand,
Og gdoe muntre Børn, med Liv og lys Forstand.
Og Venskab har De med, hvad vil De meer forlange?
Ja selv mit eget Jeg som læser for Dem Sange!
Men Hovedstadens Lyst De maa her ude mangle,
Thi kan en Musicus vel mores ved en Rangle?
Og kommer Kiedsomhed (paa Landet tidt den spøger)
De strax den jager bort med Deres gode Bøger.
Mand, Børn og Slægt, samt Bøger VenskabsLyst
Sig leiret har om Deres Sommer Kyst.
Mand, Børn og Slægt samt Venner gratulere
Paa Fødselsdagen - Tør jeg protestere:
At Bøgerne som jo til Huset høre
De ogsaa denne Dag maa lidt af Skabet røre,
De havde hørt min Nød og bitre Vaande,
For Versets Skyld og kom med tabte Aand,
Dem var den hele Flok som jeg i Haugen saae
Som ere fulgte med og nu ved Døren staae.
De kom i Totterne - Selv Jomfru Jeanne d'arc!
Men Adam hende gav med krykkerne et Spark
i det han hende bød at passe Rangen nøie
Thi Althertümler stod jo Huset bedst for Øie.
To Pigebørn jeg jog i Forstuen tilbage
Thi ei De lider dem - ei hialp her deres Klage
Den ene Magd Wilfeir den anden magd Merilles
De sagde at de ei fra Troppen vilde skilles.
Nu Anot Lyle sang og Heliro Harpen slog
Og alle sig nu strax i rette Orden drog.
I Spidsen jeg for Skaren træder frem
Tilgiv - i slette Veir jeg maa lykønske Dem
Men De paa Hiertet seer og Versene er' -
- gode.

Venskabeligst

Deres forbundne

Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm