The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Til Frue Fuglsang

Mindet mig gienkalder
Barndoms sde Alder
Da var jeg saa rolig,
herrens Engle trolig
Vrnede om mig.
Jeg Naturen skued'
Phantasien lued
Strk i unge Sil.
Let den blev opvkket
Lsning den udklkket
I Naturens Favn.

Naar Aften Solen taus i Vesten sank
Og Maanens Skive skinned' rund og blank,
Da kirlig Moder tog sin lille Drng
Og frte ham til hands lune Sng.
Og medens udenfor ld Nattergalers Chor,
Hun lrte ham at bede "Fader Vor".
Jeg ldre blev og Phantasien svulmet
Den lnge havde strkt i Silen ulmet,
Naar jeg da paa det lille Leie laae
Da syntes jeg at Englene jeg saae
Og barnlig jeg i Drmme med dem sprang
Medens Moder smukke Psalmer sang.
nu lrte jeg at lse, hvilken Himmel
Laa ikke udstrakt! Hvilken Blomstervrimmel!
Nu fulgte jeg Kong Lair paa ngne Hede,
Og mdte Macbets Hexer fle, lede,
Jeg med Niels Klim foer ned i Dybets Skid;
Og grd vedmodigt ved Skin Valborgs Dd.
Af tydske Digte jeg kun Leonore kiendte
Men hele Silen mest for Evald brndte,
Jeg Blidhed, Himmel drak af fulde Bger
Hos Ingemann, og Kraft hos lenslger.
Sdt smildte haabet, mildt foraars grn,
Den hele verden syntes mig saa skin
Nu var jeg fiorten Aar, mit Hierte brndte,
jeg Verden kun af Digtervrker kiendte,
Og derfor var saa lykkelig saa froe
Og ilte bort fra Barndoms-Hiemmets Boe
Alene ud i Verdens store Vide.

Naadig Herren var god,
Mig i hans Engle fulgte;
De i Drmme gav mig Mod
Haabet ei sig dulgte.
naar jeg i den dunkle Nat
Syntes mig saa rent forladt,
Knled jeg ved Sengen,
Atter Englene de smaae,
Jeg paa Leiet om mig saae
Rre Harpe Strngen;
Modigt jeg da Harpen tog
Barnlig den med Haanden slog,
Sang min Smrte og min Lyst
Og da lettedes mit Bryst.

Da hrte dle Mnd de spde Toner,
Og lyttede til Barnets svage Sang,
De saae hvor Silen giennem Stvets Zoner
Til Trstens Himmel saligen sig svang;
De tog da Barnet af sin fri Natur
Og satte det bag Templets mrke Muur
Det Aanden classisk kunne dannes ud,
Og eengang kraftfuld stige mod sin Gud.

Jeg grd af Glde,
Mit Hjerte bved'
Er Gud til stde,?
Hans Engle svved
Jo mildt om mig.
Sig Veien hiner
Men Maalet iner
Dog Silens Blik.

Heelt uvant var det mig den Vei at gaae,
Og nu jeg frst min hele Svaghed saae,
Dog ei mit Qual min Munterhed bortveeg
Fr dybt i Silen denne Tanke steeg:
Mon ogsaa du har Evner? vrdig er
Alt hvad man her og daglig for Dig gir.

Derfor, o gode Frue! er min Sang
Saa sorrigfuld, og dump er Harpens Klang,
Thi hvergang jeg til Strngene vil qvde
Da svulmer Jertet Taaer dem da vde
Thi Haabets Krands har mismod rent bortlagt.
Jeg har jo hrt en hdret Stemme sagt
At jeg var en stupid forvirret Svrmer

Det er min Pligt at strbe, vise Flid,
Skindt at jeg veed den kommer ei den Tid
Som Ln med Barndoms Glder mig vil byde.

Fra Axels Stad kun nogle Glimt frembyde
Fra hiin dle som ret elsker mig
"Vi ere alle ret tilfreds med dig!"
De trste midlt, men ak! De sig bedrage,
Og derfor gaaer jeg mrk i Vaarens Dage
Thi misforstaae ei meer mit vaade Blik.
Jeg er jo ogsaa ret et Barn, en Daare,
At jeg tr haabe, ei min tunge Taare
Kan skaffe mig Fornuft og disse Krfter
Som frer mig did hvor jeg strber efter;
Thi knler jeg med Graad i Aftenrden
Og beder varmt: "O Fader send mig Dden!

De mener sikkert mig det delt Frue
Og derfor ofrer jeg Dem denne Sang.
Paa Poesie og Velklang De ei skue,
Men fel kun at den fra mit Hjerte klang;
Jeg veed ei selv i Deres midle Kreds,
jeg fler mig saa glad, saa veltilfreds,
Jeg synes mig i Axelstad igien
Og i en Kreds af Venner flttet hen.

De misforstaaer dog ei min lille Sang?
Smiil kun, men lee ei af dens Barneklang.

Deres forbundne

Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm