The Hans Christian Andersen Center

Dato: 24. april 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Robert Watt
Sprog: dansk.

Den fem og tyvende i hver Maaned gaaer fra Bordeaux til Rio Janeiro et af de strste, velindrettede keiserlige Skibe; det anlber Lissabon; allerede havde jeg meldt min Ankomst der med Fartiet, som man antog vilde indtrffe den otte og tyvede April.

Veiret var ugunstigt og stormende; den spanske S, vidste jeg, var ingen Lystfart; men gjennem Spanien, hvor endnu ikke Jernbanen var aabnet mellem Madrid og den portugisiske Grndse, vildet det blive en besvrlig og lngere Reise; jeg var ubestemt. Da lste jeg paa Gadehjrnet: "Ristori er i Bordeaux," hun trder op som Medea og som Maria Stuart. Endnu har ingen tragisk Kunstnerinde i Udlandet, selv ikke Rachel, saaledes betaget og opfyldt mig som Ristori; jeg havde tidligere i London seet hende som Lady Macbeth; Scenen, hvor hun gaaer i Drmme, er bleven mig uforglemmelig som den mest Fuldendte af tragisk Kunst. Jeg besluttede at blive et Par Dage endnu for at se Ristori og da at lgge Reisen over Land, opgive Sveien, hvor Stormen idelig blste, se igjen en Del af Spanien, som jeg for et Par Aar siden med saa meget Udbytte havde besgt. Nu, frst og fornemmelig var det at se Ristori som Medea.

Det var i Sandhed storartet! Det var Tragedien selv, der i hende aabenbarede sig; her var en saa plastisk Skjnhed, en saa gjennemtnkt og flt Gjengivelse af Medeas Karakter, man forstod, at en Kvinde som hun kunde drbe sine Brn, og selv heri just vre Moder af det fulde Hjerte. Ristoris Stemme er saa klangfuld, den er som en Musik, der i Forening med Betoningen og det sjlelige Udtryk gjr, at selv, den, som ikke forstaaer det italienske Sprog, dog forstaaer Tanken af det, hun sigeer. Uforglemmelig er mig Slutningsscenen, det Blik fuldt af Kjrlighed og Sjlekamp, hvormed hun seer paa sine Brn, og derpaa Smerten, Moderhjertets hele Inderlighed, hvormed hun betragter de Smaa, hun har drbt; man faaer Taarer i inene derved. Og nu, idet deres Fader sprger hende; "Hvo har drbt dem?", lfter Medea sit Hoved, fster sit Blik paa ham og siger: "Du!" I dette ene Ord ved Ristori at lgge en saa gribende Kraft, at det risler os koldt ned ad Ryggen. Med Ristori der Tagedien; hvo skal kunne trd ei hnedes Sted?

H. C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost