The Hans Christian Andersen Center

Dato: 25. februar 1830
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Erklring

Mange Bevgelser kunne finde Sted i en Litteratur, meget kan opstaae og forgaae,hvorpaa man ei behver at tage Hensyn, da Tiden almindelig haandhver en streng Ret, og da hvad der ei er baseret paa noget Uforgngeligt, hvad der brer Spiren til Undergang i sit eget Indre nok vil forsvinde af sig selv. Men der gives en fordrvelig Virksomhed, der ei br forbigaaes med Taushed; hvo der angriber det Udmrkede og Sieldne, br vel finde sig i at hans Rettighed hertil, samt at hans egne Frembringelser underkastes en streng Prve. Hr. H..s Vaudeviller vilde, da jeg, som de fleste andre, i dem, trods deres overfladiske Tone, erkiendte Talent, vanskelig have bragt mig til at gribe til Satirens Vaaben. Men Hr. H..s hovmodige Selvros, hans Bestrbelser for at stemple det Ephemere til noget Evigt og Stort, hans praleriske, directe og indirecte Forsikringer om, at hans Vrker vare af en uforgngelige Natur, hans Paastand, at Critiken med hans Blad skulde begynde i Danmark, og isr hans Angreb paa Holberg, Ewald, Schulz, Oehlenschlger fortiente vel en alvorlig Revselse, de fortiente vel, at man lidt niere blottede Manglerne i det han vilde stte sig i hine Digteres Sted. Ligesaa gierne kunder hr. A. for mig, saalnge han vilde, ahve underholdt sit Publicum med sin diffuse Snak, som han slger for Humoer, og med sine vilkaarlige Phantasterier, som han udgiver for gte digtersk Phantasie, men hans ny, for ham selv vistnok meget beqvemme Maaade, at frembringe det Comiske paa, ved at indfatte en udmrket Mand og en Stymper i den samme Ramme, og ved hoverende at strbe efter at hnge en Narrekappe paa det Udmrkede paa eet Sted, i det han paa et andet forsikkrer, at han for Resten har den strste Agtelse derfor, mishagede mig i hieste Grad, og fremkaldte mit Angreb. Det er kun Kaadhed, ei Humor, at lade Nathan den Vise fremtrde i Spidsen for Molboeflokken, det er kun Mangel paa gte Flelse og Dmmekraft, at stte Goethes Werther ved Siden af den klynkende Siegwarthe, at omtale Schillers Jeanne d'Arc og Reiser, Hamlet og Spie omtrent paa samme Maade. Vil hr. A., at man skal overbre med ham, som med en Begynder, da vise han selv Beskedenhed mod Mnd, hvis Skoremme han, selv i sin Fuldendelse, vanskelig vil vorde vrdig til at lse. Det Comiske frembringes ei ved uden Agtelse, eller i det mindste ved uden Overlg, at kaste Alt i Fleng imellem hverandre, ligesaalidet som et Digtervrk frembringes ved at phantasere uden Forbindelse, thi dette har kun Hiem i en usammenhngede Feberdrm, som Ingen har Ret til at byde et vaagent Publicum. Det Humoristiske bestaaer ei i kaad ligegyldig Persiflage, men i en med Alvor blandet Spot, der bryder sig Vei selv giennem de bizarreste Vendinger, i en Agtelse for det Ophiede, der er stor nok for at kunne tillade sig at lege med det Almindelige; og er end ikke hertil en streng Sammenhng i Plan altid ndvendig, saa er dog Sammenhng i Digterens Subjectivitet ndvendig. Den frste Betingelse til den, der offentlig vil oplfte sin Stemme, er at han maa vide hvad han vil, og dette synes Hr. A., mod hvis Vrker jeg har meget, men mod hvis Person jeg Intet har at invende, da jeg ikke kiender den aldeles ikke at have Ahnelse om.

At Hr. A. forresten forekaster mig selv en usdelig Fremstillingsmaade er sikkert Noget, som Enhver, der med halvaabent ie har lst mine Digte, maa smile ad. Tvang mit Emnes Naturmig til et Par Gange at berre den sandselige Kierlighed, da har jeg skildret den streng, alvorlig, i sine gyselige Flger, og sikkert har jeg snarere skiult, end paa en utilladelig maade fremhvet det Vellystige i Stiuationen.

At det ei er personlige Grunde, der have bragt mig til at angribe min Modstandere, men kun alvorlig harme mod Enhver, der trodser det Sande, go spotter det Skinne, troer jeg og let at kunne godtgire. De faa Angreb, der vare stilede mod mig i Flyveposten vare af den Art, hvilken man ei behver at tage til Gjenmle mod. Tvertimod begyndte Vedkommende, ved min Hiemkomst til mit Fdreland, hit at bermme mine Vrker, saa at jeg blot havde behvet upaatalt at finde mig i de Angreb, der giordes paa udmrkede Mnd, for selv at undgaae Misfornielse fra den Kant, men dette vilde jeg ikke, og derfor anseer jeg Vedkommendes Angreb som en re, til hvilken jeg bestandig skal strbe at gire mig vrdig.

Forfatteren af den babyloniske Taarnbygning.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost