Gode Jomfru Mine.
De ei forsmaae min Gave?
Naar vi give, hvad vi hae,
Kan maj jo ei fordre meer.
Snart skal De jo vorde Kone,
Venlig dufter Hymens Krone,
Tør jeg vel lykønske Dem?
I hver Stand, hvori vi træde
Har sin Smerte og sin Glæde,
Torne selv hos Rosen boer.
Uden sorger var i Fryd,
Uden Prøvelse ei Dyd,
Alt til Held os sendes.
Giv Dem Gud i Modgangs Dage
Kraft og Mod, at ingen Klage
Mørkne deres skiønne Liv.
og naar Lykken smiler ned,
De ublandet da i Fred
Maa den salig nyde.
Andersen.
--
Med dunkel Moes paa det hellige Hoved
Maiestætisk sørgende skuer ned
Den med Vedbend omslyngede Hensmuldrende Søile;
Pegende paa Forgjængelighed.
Rosen jo visner, Lilien segner,
Stjernerne blegne for stigende Sol.
Ene kun Venskab evigen blomstrer
Følger os gjennem Grav og Død. -
Hisset i Hjemmet, hist hos de Kjære
Venskabens Lillie udvikler sig.
Hans Christian Andersen
Slagelse d. 4 Januar 1823