Kjære Viggo!
Det er ganske forunderligt, at jeg først nu i Dag, skriver Dig til; Du er Nat og Dag i min Tanke; jeg lever i Kampe herovre, kan derfor Intet bestille, ikke engang skrive Breve, jeg slentrer min Tid hen i at læse Aviser og løbe i Krigsministeriet for at høre "derovre fra", jeg har Mange der jeg holder af, men meest af Dig! hver Efterretning om Dig og fra Dig faaer jeg at vide, jeg er saaledes hos Dig, lever meestmed Dig - og da jeg er hos Dig, har jeg ikke skrevet, - men det er pinegalt, Du veed slet ikke om min Tanke og Følelse, kan ikke vide den, man maae have Sort paa Hvidt for den, er man skilt fra hinanden, det faldt mig pludseligt ind da jeg hørte du havde skrevet til Din Ven Jonas. Jeg fik en Hilsen fra Dig ved Lieutenant Gjørup, der ogsaa staaer ved andet Regiment, jeg blev usigelig Glad derved. Gjørup tænkte paa den Betydning den anden April har for mig og lovede at min Skaal skulde blive drukket af ham i Skandsen. Fru Thiele havde faaet Brev fra en anden Officeer der sendte mig en Hilsen at Skaalen var bragt og Kanonerne havde tordnet dertil, jeg veed ikke om Du var med der, men jeg veed Du har tænkt paa mig den Dag, og jeg føler mig derved saa lille bitte, at man har kunnet tænke paa mig midt i Liv og Død, i Kamp for vort lille Fædreland, som Overmagten nu vil træde sønder. Jeg hørte at den unge Rosen havde faaet Leilighed til at udmærke sig og var uretfærdig mod ham, jublede ikke ved dette Portrait, jeg vilde at det skulde være forundt Dig
[uafsluttet]
