The Hans Christian Andersen Center

Dato: 4. august 1862
Fra: H.C. Andersen, Louise Collin g. Drewsen   Til: Juliane Thyberg
Sprog: dansk.

[Fra Tidens Kvinder 2.2.1954: Else Moltke: Atter nyt om H. C. Andersen]

[Louise Colliin til Juliane Thyberg:]... Nu kom Andersen ind i Stuen, men jeg holder strengt hemmeligt, at det er til Dem, jeg skriver, for ellers vil han "kigge ind i Brevet" hvilket er hans staaende Aandrighed, naar han vil lyksaliggre den, jeg skriver til med et Par ord fra ham, og jeg veed jo at han skjenker Dem sin srdeles Naade. Men denne Gang faaer De Ingenting, og det er min Skyld

[her har HCA skrevet:]

Kjre Fru Thyberg

Solen brnder meget varmt, Aftnerne er magels deilige, tidt tales om Oluf [Fru Thybergs 3-rig sn] og jeg troer, Louise vilde blive meget glad, om han blev pakket ind og forseglet godt, et Smrrebrd kan han jo faae i Lommen og saa sendes han til Turin poste restante, men det hjlper ikke, han paa Veien skriger: "Luffe vil ud, Luffe artig!"

I denne Stund er Edvard og Jonas med Jernbanetoget taget ned til Vandfaldet Pischewasche.

Planen er, at de frstkommende Lverdag vilde gaa samme Vei op over Simplon til Turin, men jeg foreslaar i dette ieblik og meest for Louises Skyld, og dertil er det en magels Tour, at de gaar over Mont Cenis. Da ligger Turin kun een Dag herfra. Ellers over Simplon er det tre anstrengende! Nu faae vi hre, hvad Mutter siger, naar hun kommer. Vi have en stor Terasse udenfor vor Have, hvor Roser, Granatbler og Palmer blomstre, Figentrer og Laurbr give Skygge. Sen veksler med den deiligste blaa Farve og klart lilla. Bjergene ovre i Savoyen staa med skarpe Konturer mod den blaa Luft, og Dent du Midi har sin stadige Snee ... Denne Naturskildring kan De give Theodor til Dessert, naar han frst har faaet en Boeuf, det lille Skind.

Hils ham!

-----

[Louise Colliin til Juliane Thyberg, fortsat:]... See saa! Da Andersen hrte at det var til Dem jeg skrev vilde han naturligvis skrive med, og da Mutter finder at jeg i den sidste Tid har vret saa knipset mod ham, vilde jeg ikke sige Nei. Han selv lader forresten til at vre meget forniet med mig og har nylig erklret at han kun een Gang paa hele Reisen har vret vred paa mig. Men mine Tanker om denne Sag har jeg gjemt under Laas og Lukke i min Hukommelse, og naar jeg kommer hjem og frisker op i Reiseerindringerne, saa skal De faae at see at jeg ikke har glemt Andersen. - Jeg hader ham ikke, for slige barnlige Flelser er jeg frdig med, og jeg foragter ham ikke, fordi det ikke kan falde mig ind at foragte noget Menneske i Verden, men jeg gaaer i een ubeskrivelig Forundring over at et Menneske kan vre saadan som han er. Kan De saa tnke Dem, hvad det er for Jonas og mig at vre Vidne til den Opfattelse, han nyder her og dagligt - thi Andersen er Dagens Helt - hre Beundring over hans sjldne Elskvrdighed og fordringslse naturlighed, isr har han begeistret Publicum ved denne Mangel paa Forfngelighed. Med Hensyn til hans Brev i Dag vil jeg kun rette en lille Fejl, der har indsneget sig. Denne Plan til en forandret Reise-route for os, som han meddeler Dem troer jeg nok at turde paastaae er en Opfindelse ikke saa meget "for Louises Skyld", som han skriver, men mere fordi han fler en gaadefuld Glde i at gjre, om end den mindste Forandring i vore Planer - for saa er det jo ham, og han kan ingen Steder undvre sig selv ... Kan De huske at jeg fr med megen Bildhed tog imod Andersens Vrvl og Plageri, nu er det ganske anderledes. Jeg svarer ham efter Fortjeneste, og han tager formeligt imod det. Jeg har heller aldeles ingen Grund til at fortryde min forandrede Tone, da den har givet ham nogle gangske nye Ideer om mig, han siger: "Jeg har nu meget mere Agtelse for Dem end fr!" See, det var Andersen" Hver Gang jeg begynder et Brev, beslutter jeg ikke at tale om ham, men - hvad Hjertet er fuldt af, veed De nok - og mit Hjerte er nu fuldt af Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost