Dato: 4. september 1844
Fra: Johan Ludvig Heiberg   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

Nye Bakkehuus. 4 Septbr. 1844.

Høistærede Hr. Conferensraad!

Uagtet Forfatteren af »Lykkens Blomst« nu har borttaget af dette Stykke, hvad der maatte ansees for den værste Anstødssteen, saaledes at Stykket nu ikke længere kan siges at være meningsløst, saa forekommer dette Arbeide mig dog endnu bestandig at være complet forfeilet, baade i Almindelighed i poetisk Henseende, og in specie i dramatisk. Hvad angaaer den første Henseende, vil jeg ikke videre urgere den frappante Idee- og Tankeforvirring, som endnu bestandig hersker deri, men jeg vil blot betragte det fra det dramatiske eller theoretiske Synspunkt. Om da endog den første Act til Nød kunde glide over Scenen, skjøndt til ringe Opbyggelse for et blot nogenlunde tænkende og dannet Publicum, der idelig maa føle sig stødt ved den poetiske Ideeforvirring, saa forekommer det mig dog afgjort, at den 2den Act aldrig kan admitteres. Det er jo ikke Andet end en Ballet med Tilsætning af daarlige Ord. At lade i et reciterende Skuespil en Person dandse sig ihjel (NB. synligt for Tilskuerne), er dog paa eengang absurd, hæsligt og latterligt. Og naar nu her til kommer en Øine-Udstikken og en Begravelse, og alle disse Ubehageligheder fremstilles som Billeder i en Perspectivkasse, uden al indvortes Udvikling og Motivering, saa synes mig, at man ikke kan være tvivlsom om, hvad Virkning dette bilgjøre, og at det er overflødigt at anstille Experimentet. Jeg har talt om "daarlige Ord", og jeg troer ogsaa, at man vil sande dette udtryk, naar man læser Dialogen i anden Act. Det af Forf. anlagte Versemaal vil gjøre en høist ubehagelig Virkning, thi disse Kæmpevise-Rhythmer kunne paa ingen Maade undvære Rimet, ja blive utaalelige uden dette. Det undrer mig meget, at Forfatterens naturlige metriske Øre ikke, selv uden alt Studium, har kunnet sige ham dette og vogtet ham for et saadant Misgreb.

At jeg ikke tidligere, i min Samtale med Forf., har meddeelt ham disse Indvendinger, til hvilke endnu kunde føies mange andre, kommer deraf, at jeg ikke ønskede at sige ham flere Ubehagligheder end nødvendigt. Jeg henholdt mig derfor til den værste og fundamentaleste Anke, og lod de øvrige Indvendinger fare. Thi uagtet jeg ikke forudsaae, at han vilde kunne rette den værste Ankepost, saa var jeg dog dengang, somnu, overbeviist om, at ingensomhelst Forandring kunde gjøre dette Arbeide antageligt. Anderledes kan jeg ikke dømme, og maa nu overlade Afgjørelsen til Den, som enten kunne faae det samme eller det modsatte Syn paa Sagen. - I Forbigaaende bemærker jeg, at Afskriften er under al Critik, og at jeg er langt fra at tillægge Forf. alle dens Meningsløsheder, undtagen forsaavidt som han burde have sørget for en bedre Afskriver eller en bedre Correcteur. Paa mange Steder ere Feilene saa aabenbare, at jeg har kunnet rette dem med Blyant, men paa de fleste har jeg maattet lade Rettelsen være in suspenso.

Deres allerærbødigste

J. L. Heiberg

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost