The Hans Christian Andersen Center

Til Det kgl. Teaters Direktion.

Kjbenhavn den 31 October 1838.

Iflge den hie Directions Anmodning har jeg lst Hr. Andersens Oversttelse af Raimunds dramatiske Eventyr Der Verschwender , og tillige, for en Sikkerheds Skyld, sammenholdt Oversttelsen med Originalen.

Det frste Punkt, hvorom den hie Direction forlanger min Betnkning, er: om jeg finder Stykket at vre af en saadan Art og Beskaffenhed, at det kan ansees tilraadeligt at bringe det paa Scenen. Ifald der her blot var Sprgsmaal om en sthetisk Bedmmelse, da maatte jeg, iflge min Overbeviisning, erklre Stykket for et hist maadeligt Product, og det skulde ikke falde mig vanskeligt at documentere denne haarde Dom ved at udhve det Uklare og tildeels Nonsensicalske i Grundtanken (f. Ex. at Skjbnens Bog siger, at intet Fatum skal raade for Hovedpersonen), og endnu mere det uendelig Diffuse og Confuse i hele Planen, og allermeest den betydelige Trivialitet i Dialogen, uden at tale om den ofte umusikalske Anbringelse af Musiknummere. Men det er ikke en sthetisk Critik, den hie Direction har forlangt af mig, men derimod min Mening angaaende Tilraadeligheden af at bringe Stykket paa Scenen, - hvilket jeg forstaaer som et Sprgsmaal om, hvorvidt Stykket kan gjre Regning paa at vinde Bifald og Tillb. Forsaavidt som nu et Stykkes sthetiske Vrd altid bliver et vigtigt Moment i denne Sandsynligheds-Regning, maa jeg antage det for utilraadeligt at bringe nrvrende Stykke paa Scenen. Vel er Grundtanken eller Ideen af Stykket meget populr, og turde vel gjre Regning paa at finde Indgang hos Publicum, naar den blot var renset for al Uklarhed, og derhos var bedre concentreret, istedenfor, som nu, at vre oplst og adspredt i en saadan Masse af uinteressante Details, at Tilskueren staaer Fare for at glemme den under Forestillingen, indtil han til allersidst endelig erindres om, hvad der egenlig er Tale om. Af alle disse Details er der nemlig kun een eneste, som forekommer mig at indeholde nogen original Opfindelse og sand Humor, og det er Skildringen af den fattige Snedkerfamilie i tredie Act, baade Mandens og Konens Characterer, og deres Forhold til den talrige Brneflok, som snart drives ud af Stuen, og snart ind igjen. Men Dette, som synes mig at vre det Bedste, vil maaskee dog paa vor Scene forekomme outreret. Heller ikke br man forglemme den overordenlige Anvendelse af ydre Theatermidler, som her forlanges, og det mangengang, uden at nogen indre dramatisk Effect gjr dem ndvendige, eller endog blot svarer til dem. Isaafald bliver det tvivlsomt, om det er Umagen og Bekostningen vrdt, at forsge paa at overvinde alle disse Vanskeligheder. - At Capriciosa har gjort saa stor Lykke, kan neppe afgive noget heldigt Varsel for det omspurgte Stykke; thi deels har det nationale og locale Element i Capriciosa meget bidraget dertil, deels er der her, baade i Characterer, Situationer og Dialog meget Meer af det Piquante, deels endelig ere Musiknummerne langt heldigere anbragte, uden at tale om andre Fortrin, som det danske Stykke har fremfor det tydske.

Skulde imidlertid den hie Direction ville gjre et Forsg med dette Stykke, da troer jeg vistnok, at det var bedst at benytte det til Sndagsforestillinger, inden det optages i Repertoiret; thi et Sndags-Publicum medbringer mindre krsne Fordringer, og har mindre Respect for det kongelige Theaters Vrdighed; det erindrer ikke saa nie, i hvilket Local det befinder sig, men drmmer sig maaskee hen paa Vesterbroes Morskabs-Theater. Men isaafald maa det da ogsaa finde Morskab i Stykket, og Dette befrygter jeg, at det ikke vil. Under alle Omstndigheder vil man gjre Sammenligning med Capriciosa, og ved denne Sammenligning maa det nye Stykke ndvendigen tabe. Hermed har jeg besvaret det andet Punkt, hvorom den hie Direction har forlangt min Betnkning.

Hvad endelig det tredie Punkt angaaer, nemlig hvorvidt Valget af Melodierne er heldigt, og hvorvidt et saa stort Antal af Sangnummere maatte vre ndvendigt, da mener jeg, hvad dette Sidste angaaer, at de allerfleste af Sangnummerne (ikke Musiknummerne), saasom Viser, Duetter etc. helst maatte udelades, fordi de ere altfor slet anbragte, nemlig paa Steder, hvor ingen Musik behves, og hvor de flgelig ville gjre Skade, uden Hensyn paa de valgte Melodier, om hvilke jeg i og for sig ikke tr tillade mig en bestemt Mening, da mange af dem ere mig ubekjendte. Hvad isrdeleshed Antallet angaaer, da indeholder Oversttelsen kun eet Nummer meer end Originalen. To af Originalens ere gaaet ud af Oversttelsen, og tre nye ere komne istedenfor. Men det er ikke at ngte, at dette Bytte er temmelig uheldigt. De to borttagne Nummere (borttagne, for at undgaae et Scene-Changement) ere nemlig: 1) en Jgersang, som er eet af de bedst anbragte Nummere, og 2) en Art af Parodie paa samme, idet nemlig Snedkeren Valentin raillerer med den ham uforstaaelige Jagt-Passion. Men istedenfor disse har Overstteren (naturligviis paa andre Steder i Stykket) anbragt: 1) Cachucha, som skal synges og dandses af Hr. Phister, uden alt rimeligt Motiv, i hi Grad absurd; 2) en Gravskrift, som i Originalen vistnok maa vre bestemt til blot at reciteres, men som maaskee kan fortjene at synges, iflge Figaros Regel: On chante ce qui ne vaut pas la peine d'tre dit, - endskjndt samme Gravskrift dog ikke er fuldt saa flau i Oversttelsen som i Originalen; 3) en hist overfldig og umotiveret Sang i anden Act, af Wolf (som i den frste Halvpart af Oversttelsen kaldes Wulff).

Ved denne Leilighed maa jeg dog, for at lade Hr. Andersen vederfares Ret, bemrke, at Dialogen har i det Hele taget vundet ved Oversttelsen, da den idetmindste paa de Steder, hvor den skal vre i Prosa (og det er de fleste), er bleven til en virkelig naturlig Prosa, medens den i Originalen er reent utaalelig ved sin rhythmiske, fordetmeste jambiske Klang. Meget af den tydske Svulst har han ogsaa heldigen bortskaffet. Men hist og her har han vret altfor tro, og har villet overstte det Uoversttelige, f. Ex. hvor det hedder om den hie Priis, som Sangerinderne erholde i London: Da kommt eine von den grossen Noten auf ein ganzes Pfund, darum heisst man's auch die Pfundnoten, - et Ordspil, som bliver meningslst paa Dansk, og som ialfald uden stor Skade kan undvres,

Underdanig

J. L. Heiberg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost