The Hans Christian Andersen Center

Dato: Marts 1878
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

Du har rigtignok Ret i, at jeg med Interesse flger Dit Arbeide om Andersen; det ligger mig netop paa Sinde, at Folk skulle lre ham at kjende fra hans menneskeligste Side, hans Hjerteforhold, hans Venskabsforhold til den Collinske Familie. Jeg synes, derfor saa udmrket godt om Begyndelsen, de Meislingske Breve, om Bedstefaders Optrden og Andersens Personlighed, som den viste sig der paa en nsten Dickensk rrende Maade. Ligeledes Brevene til Dig, hvor den fordringsfulde, pirrelige men dog kjrlige Side hos ham trder saa strkt frem; endelig Brevene til Louise. Et sdant Indblik i Andersens Barndoms- og Ungdomsliv kan kun Du give.

Men naar jeg ikke var saa fuldt tilfredsstillet ved Randglosserne til hans Livs Eventyr, saa ligger det i, at jeg ikke synes Du seer med nok Afstand paa den Tids Strmninger, eller idetmindste ikke fler noget af det, som jeg fler med Hensyn til Andersen. Jeg fler nemlig at han virkelig var en Svane og en Stund betragtedes som en grim lling. Han flte Vingerne groe uden at kunne gjre sig selv Rede for denne Flelses Berettigelse eller at kunne bibringe Andre denne Flelse. For ham var al Tugt og al Tilretteviisning kun Hemmelser; han flte Ubilligheden men ikke Berettigelsen. Derfor vaandede han sig under al Sprogrettelse og under at veies paa samme Vgt som Andre. Jeg troer, at selvom man har tilhrt hiin Tids Standpunkt her i Danmark, selvom man endnu har bibeholdt sin Forkjrlighed for den, saa vil man dog nu ikke vre blind for, at den var noget bornert og pedantisk, at Formen spillede en strre Rolle end ndvendigt, og at de, som ikke kunde flge den Retning, let kom til, at staae udenfor og derved blive gjort Uret. Samfundet kunde dengang ikke vre an anderledes, da det ikke kunde vre forud for sin Tid, saa det skal ikke bebreides det; men det maa tages med i Betragtning, synes jeg, i Bedmmelsen af Andersen. Han hrte efter min Mening til de 4 store Propheter, men fik neppe Rang blandt de 12 smaa, og maatte derfor vaande sig under en Maalestok, han ikke kunde svare til. Dette, synes jeg, var hans frste Samtids ubevidste Skyld imod ham. Hans Skyld imod den var, at krve Anerkjendelse som Svane fr han var blevet det, og det blev han frst da han skrev sine Eventyr. Dernst havde han en anden Skyld, ligesom denne ubevidst, hans Phantasies -. Upaalidelighed med. Hensyn til Folks Forhold til ham. Du kalder det Pirrelighed, men jeg, som har kjendt Mennesker med denne Slags Natur, jeg fler mig forvisset om, at det er en Utilregnelighed i Phantasien, der faaer denne til for Alvor at troe hvad der vitterlig ikke er skeet. De lide ligesaameget under disse foregglede som under virkelige Krnkelser, og gaae i deres Grav, sikkre paa at deres Opfattelse har vret den sande. Ved denne Feil har Andersen beredt sig selv og Andre store Kvaler, og dog anseer jeg ham for utilregnelig, deri.

Der var dernst en anden Grund, der maatte gjre Andersens Feil mere aabenbare for Verden end Andres; han var uden Familie. Alle vi, der ere saa lykkelige at have Familie, maa vide, hvad Sttte og Hjlp Familieforstaaelsen er for os. Frer en ublid Vind os bort fra den, vil vi dybt fle dens Savn: den kjender og brer over med de samme Svagheder og Eiendommeligheder, den netop selv har, lgger stundom end ikke Mrke til dem. Dette gjlder de fdte Familieforhold; i de Forhold, man selv danner, faaer man visselig mangen en Gang ikke den samme Overbrelse. Hvor mangt et ondt Lune, hvor mangen en Srhed, Tvrhed, ja endog Utaalmodighed faaer ikke Udlb inden fire Vgge, saa Verden forskaanes for at see dem og lide derunder og den Paagjldende selv hyppigt af Udenforstaaende betragtes som et meget omgngeligt Menneske. Ingen af disse Lettelser havde Andersen, ingen medfdt Slgt forstod og bar over med hans Ungdoms Srheder, og han havde senere ingen Familie, i hvilken han kunde udgyde det, som han saa desvrre maatte udgyde over Venner og Bekjendte. Han kunde naturligviis. heller ikke i den Collinske Familie have den Familie-Tryghed - som vi andre.

Naar man er syg, nervs, ikke er istand til personlig, at skrive, men maa gjre det pr. Dictat (som forekommer mig srdeles vanskeligt) og ikke kan tale til den man vilde tale med, saa skulde man egenlig tie stille. Men saa stor er min Interesse for det Du udgiver, at jeg har dristet mig til at dictere dette. Jeg syntes nemlig, at det kunde gjre godt mod Andersens Minde, om der blev ydet ham en Forstaaelse,som han maatte savne i sin Samtid, men som Ingen bedre kunde give ham end En, der har staaet ham saa nr som Du den Indrmmelse nemlig, at Andersens frste Samtid var for snever til heelt at kunne forstaae ham, og at hans Pirrelighed ikke alene laae i en sygelig Sjlstilstand, men ogsaa var begrundet i Forholdene. Det var denne Klang af Sympathi, som jeg savnede i det ene lille Afsnit, og som har bragt mig til at udtale min Opfattelse. Bliv nu hverken kjed eller led derover, men straf mig isr ikke ved at undlade at sende mig hvad Du ellers skriver. Det sidst Tilsendte tiltalte mig meget; det. skildrer paa en trffende Maade Andersens eiendommelige Forhold til Familien, hans underlige Blanding af Saarlighed og Godmodighed, ligesom det ogsaa grupperer Familien charakteristisk omkring ham (Familiepoeten, der maa offre til hans Skinsyge, Sstrene, der trste) ...

J.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter