The Hans Christian Andersen Center

Dato: 17. februar 1841
Fra: Hans Peter Holst   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

Rom 17. Febr. 1841.

. . . . Uden Tvivl paa Grund af en vis Attractionskraft var ANDERSEN det frste bekjendte Ansigt, jeg saae i Rom. Sagtens ere de Efterretninger, han modtager fra Hjemmet, Aarsag i, at vort Samliv her langtfra ikke er saa behageligt, som det under andre Forhold kunde vret. Hans tidligere ofte for vidt drevne Godmodighed har i den senere Tid givet Plads for en Lunefuldhed og Bitterhed, der let kan blive trykkende for den, der som jeg bestandig skal vre sammen med ham. De rolige og fornuftige Yttringer i Brevene fra Dig, kjre Ven, og Din Familie, som ogsaa jeg har sgt at understtte af alle Krfter, finde kun lidet eller intet Indpas hos ham, langt mere derimod et Slags ls Fruentimmersnak, f. Ex. fra den lille Frken A., der fortller ham, at hun var henrykt over hans Drama, der blev modtaget med levende Bifald, fra en Fru B., der taler om Chicane og Cabale, fra en Jomfru C., der erklrer, at hun ikke kjender noget til hans Stykke, men at hun med den inderligste Glde har seet af Kjbenhavnsposten, at det er blevet optaget med udeelt Bifald o. s. v. Alt dette tjener naturligviis kun til endnu mere at forvirre Hovedet paa den stakkels ANDERSEN og gjre ham pirrelig mod den Fremstilling af Stykkets Skjebne, som Din Fader og Du have meddeelt ham den, og som I have vret ndte til at meddele ham, da Talen her tillige var om en Pengesag. Af et Brev fra AGERSKOV vidste jeg, at HEIBERGS Nye Digte vare udkomne. HEIBERG havde lst dem for mig den sidste Aften, fr jeg tog bort, og jeg erindrede, at HEIBERG et enkelt Sted havde berrt ham lidt umildt. Jeg talte imidlertid ikke derom, for ikke at gjre Ondt vrre, og gldede mig over, at det i Brevene fra Eder heller ikke var berrt; igaar kom der imidlertid et Brev fra samme Frken, hvori hun lamenterer over denne Opfrsel fra HEIBERGS Side og forsikkrer, at alle ANDERSENS Venner i Kjbenhavn ere i hieste Grad indignerede derover. Jeg har sjeldent seet ANDERSEN saa rasende som ved denne Leilighed. I sin frste Forbittrelse skrev han et flt Riimbrev til HEIBERG, fuldt af Gift og Galde, men som jeg dog fik ham overtalt til ikke at afsende. Han overste HEIBERG med Skjeldsord og blev nrgaaende mod mig, fordi jeg ikke vilde stemme i med. Han havde faaet det Indtryk af Brevet fra Hjemmet, at HEIBERGS nye Digte kun vare en Satire paa ham. For at berolige ham fortalte jeg ham da, at der var en ganske anden Tendents i disse forresten udmrket smukke Digte, og at der kun i Forbigaaende paa et enkelt Sted i En Sjl efter Dden var et Par Sidehug til ham. Det var imidlertid saa langt fra at dette beroligede ham, at han nu vltede sig over mig, fordi jeg tog HEIBERG i Forsvar, fordi jeg havde vidst hvad der stod, uden at sige ham det, og fordi jeg kunde finde Digtene, hvori der var Udfald imod ham, udmrket smukke. Jeg lo af hans Barnagtighed, men rgrede mig dog lidt over den, og Flgen var, at Forholdet mellem os blev temmelig kligt. Du begriber let, kjre EDVARD, at dette Liv ikke kan vre synderlig behageligt o. s. v.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter