The Hans Christian Andersen Center

Dato: 4. december 1851
Fra: H.C. Andersen   Til: M. L. Nathanson, Carl Ploug
Sprog: dansk.

Naar "Flyveposten" i sin Anmeldelse af min Digtning "Hyldemoer" siger, at "Humor og Friskhed i dette Arbejde kun dukker saare sparsomt op imellem et Hav af Trivialiteter", da kan jeg, som Digtets Forfatter, Intet svare herpaa, men kun henvise til Digtningen selv, og da haabe en mildere Dom hos Enhver af Smag og Billighed, der vil gjre sig bekjendt med mit Arbejde; derimod kan jeg friere tale min Sag mod Anmelderen i den "Berl. Tid." og, ved ganske simpelt at fortlle Handlingens Gang i det hele Digt, idet jeg aldeles udelader Phantasus, vise, hvor urigtigt det er, naar Anmelderen siger: "i Stedet for Handling giver Forfatteren os en Rkke isolerede Scener, som han selv, da de mangle al indre Forbindelse, har seet sig ndsaget til at lime sammen ved Hjlp af Phantasus". Indholdet af min Eventyr-Digtning er dette:

En smuk Sommernat mdes paa aaben Mark Reprsentanterne for de fire Elementer, den ene af disse, Jordaanden, der viser sig i Muldvarpens Skind, vil have sig en Kone, og da der inde i Kjbenhavn er en Barbers meget smukke Datter, beslutte de alle fire at drage derhen paa Eventyr og forsge deres Lykke, men, for at blive forstaaede, ville de trde op i menneskelige Skikkelser, Luft-Reprsentanten vil komme som Luftskipper, Lygtemanden som Handlende med chemiske Svovlstikker, Havmanden som Dykker, og Jordaanden eller Muldvarpen som Kjldermand. Vi flyttes nu til Barberens Have, hvor Svenden Peter er ifrd med at spnde sin Randsel for at drage paa Vandring; Marie, Barberens Datter, siger ham Farvel ved det gamle Hyldetr, under hvilket de er voxede op sammen, og her tager han det Lfte af hende, at, medens han er paa Reise, maa ingen omhugge det gamle Tr, som han har saa kjrt og har digtet en Vise om; denne synger han, og snart bliver det klart for dem begge To, at de holde af hinanden, og nu vil den unge Svend ikke paa Vandring, men blive hos Mester, af hvem han ogsaa, efter nogen Modstand, erholder Tilladelse dertil. - Nu komme en Mngde Folk, som ville barberes, og mellem disse ere, i borgerlig Kldning, de fire Element-Reprsentanter; de frie til Pigen, og, da den unge Barbersvend bliver for heftig herover, jages han paa Dren af Mester; men under denne Larm og Forvirring, som herved fremkommer, lister Jordaanden sig hen til den unge Pige, og, uden at det sees af hans Omgivelse, skyder han hende ned i Jorden. Snart savnes hun, og Hver lber af Sted for at finde hende; Peter kommer tilbage, han vil tale sindigt med Mester, og, idet de mdes, trde frem for dem de tre Element-Reprsentanter, der give dem Besked om, at det er Jordaanden, Muldvarpen, der har rvet Marie, at de ingen Magt have i hans Rige; Kirlighed er derimod strkere end al Troldom; Kirlighed maa hjlpe og lede den stakkels Svend, og, bliver han den Sejrende, da ville de altid vre hans Venner. Mester finder det fornuftigst at sge Hjlp hos Politiet; den unge Kns staar ene og bedrvet under det gamle Hyldetr, da aabner det sine Grene, og Hyldemor, Trets Dryade, taknemlig fordi han bad, at Tret ikke maatte hugges om, lover ham sin Beskyttelse og giver ham en blomstrende Hyldegren, der ejer alle de gamle, kjre Minders Kraft og Velsignelse: ved den vil han gjenfinde og tilbagefre sin Marie. Grenen bjer sig mod Jorden, hvor hun er, og han synker derned. Her trffe vi nu Jordaanden og erfare, at han, efter at have fanget den unge Pige, frte hende til Glemsels Land og lod hende drikke af Glemsels Kilde, saa at hun nu har mistet enhver Erindring om Livet ovenfor; nu skal Bryllupet hernede staae, men under Muldvarpens Samtale herom med sin gamle Husholderske kommer Peter med den magiske Green: Erindringens Magt virker ogsaa paa de to Gamle, de leve pludseligt tilbage i Tankerne om deres Ungdoms Kjrlighed og fortabe sig og forsvinde i den. Marie vkkes af sin Slummer, men hun kjender ikke mere Barndomsvennen, hun forstaaer ikke, hvad han fortller om gamle Dage; da synger han sin Vise om det gamle Hyldetr, trykker hende den blomstrende Gren i Haanden, hun kommer til at grde og nynner nu sagte Sangen med: da brister Hulens Hvlving, Solen skinner til dem, og det gamle Hyldetr snker sine Grene ned og brer dem op til Hjemmet, hvor de frelste sidde under Tret, beskyttede af dets Dryade.

Dette er Indholdet, og det kan ikke kaldes: "en Rkke isolerede Scener, der mangle al indre Forbindelse".

At Phantasus trder op imellem og taler et Par Ord til Publicum, er en Spg, som jeg troede Enhver kunde forstaae; han er den lystige lille Kudsk, der har taget dem Allesammen med i sin Omnibus og frer dem ind i Phantasiens Rige.

Jeg opfordrer herved Redacteurerne af den "Berl. Tid." og af "Flyveposten" til, at de med samme Hurtighed, som de have viist i at forkaste mit Arbejde, ville vise mig den Retfrdighed at optage i deres respective Blade dette mit Indlg i Sagen; jeg tr troe, at de ville det, som Mnd, der agte Sandheden.

H.C.ANDERSEN.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter