The Hans Christian Andersen Center

Dato: 4. juni 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Just Mathias Thiele
Sprog: dansk.

Kjre Ven!

Tak for hvad De har lst for mig af Deres Livshistorie; jeg trder frem deri, og [overstr: her] kan jeg ikke ret gjenkende mig selv, erindre den Maade jeg da har udtrykt mig paa, men troer Dem ganske paa Ordet. [Overstr: Jeg har gjerne senere levet fra] Det er tidt for mig som jeg havde levet i forskjellig Skikkelse; min Udvikling er [overstr: givet] er skeet saa forskjellig fra Andres, jeg harsaa at sige levet i de meest forskjellige Livsforhold og med de forskjelligste Mennesker; de som fra min frste Optrden, [overstr: da jeg var] om med milde ine paa den underlige Dreng, stor og oplben og dog aldeles barn, der troede paa alle Mennesker og aabent udtalte hver Tanke, som den kom, de [overstr: vil da, kan tilvisse nok tegne mig fra den Tid; [Overstr: som jeg selv maa sige den hellere end]

I de forskjellige Levealdere seer man Begivenheder og Personer gjennem et forskjelligt Glas. De har tilvisse med Hjerte og god Villie seet paa mig, men jeg troer ikke Billedet er ganske Barnet, [overstr: min Tale fles som Maaden jeg har talt paa klare] naar de viser mig talende kommer jeg til at tnke paa Manden der fremviser Frederiks Ste??fstning, Her see De mine ?? osv og ikke den Troskyldighed hvor med jeg sagde Lst og Fast.

Mellem Eventyr og Historier har jeg i et Stykke Perlesnoer givet en Slags Vignetbilled af Bakkehuset, [overstr: som det er nu og hv]

"Nr ved Bakken hvor Frederik den Sjettes Slot ligger, ehlenschlagers Barndomshjem, skinner i L af Sndermarkens Skovgrund en af Perlerne, man kaldte den Philemon og Baucis Hytte, det vilde sige: to elskelige Gamles Hjem. Her boede Rahbk med Hustru Kamma, her under det gjestfrie Tag samlede sig i en Menneskealder alt Anndens Dygtige fra det travle Kjbenhavn, her var her var et Aandens Hjem, - - og nu! siig ikke, "ak, hvor forandret!" - nei, endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen, der ikke er mgtig nok til at udfolde sig, gjemmer dog, skjult, alle Spirer til Blad og Fr. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Aandens Hjem, opliver og levendegjr. Verden rundt om straaler ind gjennem inene i Sjlens / ugrandskelige Dybde: Idiotens Hjem, omsvvet af Menneskekjrligheden, er et helligt Sted, et Drivhuus for den Sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds [overstr: Natur] Urtegaard. De Svageste i Aanden samles nu her, hvor engang de Strste og Kraftigste mdtes, vexlede Tanker og lftedes opad - opad blusser end her Sjlenes Flamme i "Philemon og Baucis Hytte".

De nsker imidlertid at hre om mine Erindringer fra "Bakkehuset", men da maa jeg for en Deel gjentage, hvad jeg andetsteds har nedskrevet. Enken efter Danmarks bermte Statsmand, Christian Colbjrnsen, [overstr: boede] som var en af de frste af hiere Stand, der venlig modtog mig den fattige Dreng, boede om Sommeren paa Bakkehuset; til hende kom jeg og fandt endnu flere venlige Mennesker paa dette Sted, De, kjre Ven, boede her og Rahbeks dramatiske Yndling, Skuespillerinde Madame Andersen, som da hun et Par Gange havde hrt mig fremsige Digte, gav mig i Spg Navnet Der kleine Declamator; [overstr: men at betydningsfulde navne gave den livlige, ] jeg kom saaledes ogsaa snart ned i Fru Rahbeks Stue, hvor den livlige, aandfulde Kone morede sig ved at tale med mig og hre paa mine frste dramatiske Forsg. Jeg havde skrevet en Slags Comedie, den lste jeg for hende og strax ved de frste Scener udbrd hun: men der er jo hele Stykker deri, De har skrevet ud af Oehlenschlger og Ingemann - !" - "Ja, men de er ogsaa saa deilige! svarede jeg i al Uskyldighed, og lste videre. En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjrnsen, rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: Vil De tage dem med op, det vil vist fornie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand. Det var tilvisse i Spg at disse Ord bleve sagt, men det var frste Gang mit Navn blev sat i Forbindelse med Digternavnet, [ overstr: Vandet kom] - der kom mig Taarer i inene [overstr: derved], og jeg veed at fra dette ieblik var min Tanke vakt for at skrive og digte, det havde fr kun vret en Leeg, nu var det Maalet. Rahbek selv talte aldrig / til mig derude; den eneste Tilnrmelse var en Dag i Haven, han styrede lige hen imod mig, som vilde han sige et Par Ord, men i det han var mig nr og fstede inene paa mig, vendte han pludseligt om igjen.

Den frste og eneste Gang, Rahbek [overstr: har] talte til mig, var [overstr: en senere] i Theaterdirectionen da senere [overstr: en Tragedie] Den af mig indsendte Tragedie Alfsol, var gjennemlst; [overstr: og jeg blev kaldet for at hre om min Dom] og jeg blev kaldet for at hre Dommen. Rahbek frte Ordet overgav mig Manuskriptet og sagde at Stykket var ubrugeligt for Scenen, men at man dog havde fundet deri "saa mange Guldkorn", at man havde det Haab at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole og forfra lre hvad der hrte til, vilde maaskee engang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der vare vrdige at opfres! og nu meddeelte Rahbek mig endvidere at Collin havde talt min Sag hos Kong Frederik den Sjette og at jeg aarlig fik en Sum fra Finantserne, samt at [overstr: Skole d] der var skjnket mig fri Underviisning i Slagelse Latinskole. For dette Sidste skulde jeg bringe Biskop Mynster, der var den meest afgirende heri min Tak. Jeg kom til denne hithdrede Mand, han talte alvorligt og strngt, om [overstr: mit Held] den Lykke der forundtes mig [overstr: at stor] Flid og Taknemlighed. Det var tilvisse velmeent og efter hans Anskuelse den rette Maade at tale til [overstr: dette den fattige] den forunderlige, phantasifulde Dreng, om mit Sind vaar saa bldt, Ordene sloge mig som Svber, og jeg gik bort i bittre Taarer, ogsaa paa Bakkehuset hvor hen jeg sgte fr Afreisen fld Taarer, men det var Gldens over al den Venlighed, den Deeltaagelse, de Alle her, De kjre Ven, Madam Andersen og Fru Rahbek viiste mig. Det var et heelt Omslag i mit Liv, ja en heel Reise ud til Slagelse; Fru Rahbek fortalte mig at hun havde nu noget strre for til nste Foraar, en Reise / hun oftere gjorte, en Reise til Hamborg! hvor hun gjorte Indkjb af Papir til de smukke sker der var hendes kjreste Haandarbeide. Den Gang var en Reise til Hamborg, som nu en Reise for os til Paris eller Wien; saa langt kommer jeg vist aldrig! tnkte jeg. Fru Rahbek trykkede Haanden nskede at jeg om et Paar Aar maatte blive en god Student, og saa groer nok Poeten! -

Jeg var Student da Fru Rahbek dde og fulgte [overstr: fra B] hendes Kiste fra Bakkehuset til Frederiksberg Kirke hvor Synet af den stille betagne gamle mand stod dybt bevget. Da gik mange Minder gjennem Tankerne, Minder om hendes Venlige Ord og den kloge Sjl der lyste ud af hendes ine.

Strax da jeg blev Student, udkom, som bekjendt, min Bog, Fodreisen; den var mig en Livssag, jeg troede at alle Venner og Bekjendte maatte blive ligesaa opfyldte af den, som jeg var det; een af de frste jeg sendte et Exemplar var Fru Rahkbek; hun laae da syg og et Par Dage efter hrte jeg af Admiral Wulff, at hun var dd! Mit frste Udbrud var [overstr: som naturligviis i hi Grad overraskede ham] var: Mon hun fik lst min Fodreise! - "Menneske!" raabte Admiral Wulff, nei det er for galt, troer De, [overstr: De hun bryder] man bryder sig om Deres Fodreise naar man skal ind for Vorherre! han rystede alvorligt paa Hovedet. [overstr: Men det var i sandhed ikke min Tanke] Men min Mening var at jeg saa gjerne undte hende en Glde, og det meente jeg da maatte jo vre at lse i min nye Bog.

[uafsluttet]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 12, 174-76)