The Hans Christian Andersen Center

Dato: 24. august 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

Christiania den 24 August 1871.

Kjre Fru Collin!

Ikke et Brev faaer jeg fra Dem eller Deres medens jeg er her oppe. De er dog ikke [gaaet] op i Fiskeriet ligesom den mandlige Deel paa Ellekilde, den skal leve ene der for og glemme alt Andet; jeg har det fra Familien, og saa er det jo ubetvivleligt sandt. Imorgen, om Gud vil, reiser jeg fra Norge; Jernntterne begynde, hver Aften knuger Kulden mig, men fjorten deilige Sommerdage havde jeg heroppe. Det er et stort reist Land, jeg vil her op nste Sommer om jeg lever, denne Gang harjeg kun seet lidt af Naturen, men nok til at faae Lyst til at see en Deel mere. Menneskene ere jeg kommen til at kjende! Hjertelag og Kjrlighed har jeg mdt; hver Dag har vret en Fest, men tyve Aar er jeg ikke, jeg har flt mig trt, legemlig trt, saa at jeg ikke kunde sove derved om Natten. Jeg har endogsaa vret til stormende Rusgilde, jeg skal fortlle derom; jeg kom halvdd hjem, men uendelig glad ved den stormende, ungdommelig Modtagelse og Levvel. Det vare prgtige livsfriske Gutter, et Velsignelsens Favntag. I Dag har jeg endt Indbydelserne, jeg var hos Byens fornemste Mand Statsraad Stang, der ogsaa udbragte varmt og smukt min Skaal. Om Folkefesten for mig i Bothaniske Have, har De vist lst i danske Aviser; jeg antager at den kommer der, selv i "Fdrelandet", Folke Eventyrfortlleren Jrgen Moe talte inderligt og velsignet, ret ud af sit varme Hjerte. Jeg troer, imidlertid, at Bjrnsen hellere vilde have talt, hans Sang til mig er man ikke forniet med, men jeg er det. Han sagde mig at han ikke kunde skrive Sange til Fest Leiligheder. Hvor har han og hans Kone vret elskvrdige mod mig, hvor har han dog mange og haarde Uvenner heroppe mod sig; dog er det meest som Politiker de ere imod ham. Et Par Dage har jeg ikke seet ham, hans gamle Fader ligger for Dden og han er dybt bedrvet, hans Kone er en klog, elskvrdig og praktisk Kone, som en Digter maa nske sig; jeg synes srdeles godt om hende. Bjrnson og jeg ere blevet Duus, De veed jeg tilbd i min fattige Tid Deres Mand det samme Fortroligheds Baand, men han afslog det, men nu har jeg Jonas, jeg har den nye Slgt!, hvor underligt at det falder mig i Pennen, men det er som i mine Drmme der lever og svulmer aldeles i Ungdoms Tiden, jeg sidder paa Skolebnk og er som een af Brnene, Dickens fortller om. Paa Tirsdag eller Onsdag, om Gud vil, er jeg i Helsingr og kjrer da ind til Ellekilde. Hils inderligt Deres Mand, den kjre Louise, min trofaste Jonas, Theodor som ikke gaaer op i mig, men "i Hundene"! gid at de til hans Glde maa leve lngere end jeg! (en Udtalelse af ham selv). Gid nu ikke Vind og Veir holde mig fra Deres Hellebek. Hjerteligst

H.C.A

Tekst fra: Helge Topse-Jensen