Dato: 13. maj 1841
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

89. Til Jonas Collin.

Karantænen i Orsova (Grændsen af Wallachiet, Serbien og Ungarn). Den 13de Maj 1841.

- -- Ogsaa i Konstantinopel blev jeg snart hjemme og fandt mange elskelige Mennesker; den græske, russiske og østrigske Gesandt vare i højeste Grad opmærksomme mod mig; Baron Hiibsch indbød mig til sit Landsted, men da det vilde berøve mig to Dage af mit Ophold her, og jeg ved Sejladsen gjennem Bosporus fik Egnen at see, modtog jeg ikke hans Indbydelse. I højeste Grad har Dervischernes Dands fraperet mig; paa Hosesokker stod jeg i et Kloster i Scutari og saae en Gudstjeneste, der kunde ryste alle Nerver; det var Noget saa vanvittigt, saa grueligt, at jeg følte mig afficeret; langt smukkere fandt jeg det i et tyrkisk Kloster i Pera, hvor Dervischerne i en hel Time drejede sig rundt paa den samme Plet som stive Dukker, dødblege- dog derom maa jeg fortælle Dem mundtlig.

Jeg er bleven præsenteret for Ali Effendi; det var i den høje Port; jeg maatte skjære Remmene over under mine Støvler, trække disse af og paa Uldsokker, i et Par gamle Saffianstøfler kom jeg ind. En Slave bragte mig en Kop Kaffe og en skrækkelig lang Tobakspibe, jeg sad ved Siden af Ali Effendi, og han spurgte mig om dansk og svensk Sprog, og om jeg skrev en Rejse. Siden var jeg hos Sultanens Tolk Saphet, hvor jeg fik Kaffe, tyk som en Grød.

Under hele mit Ophold indtraf ingen Poster fra Tydskland, Rygtet gik, at de vare dræbte i Rumænien; hele dette Land er i Oprør. Flere raadede mig fra at gjøre denne Rejse over Donau, da man fra Custenje maa en halv Dag rejse gjennem Landet; men jeg havde en uendelig Lyst og vilde ved at tage denne Vej og ej igjen tilbage over Grækenland spare næsten halvtredsinstyve Species. De kan tro jeg havde en haard Kamp med mig selv; modig veed De nok jeg ikke er, og altsaa maatte Kampen være haar­dere; en hel Nat sov jeg ikke. Sveden sprak ud af mig. Tidlig om Morgenen gik jeg til den østrigske Minister Stürmer og bad ham raade mig. Han mente jeg endnu nok turde vove det; han sendte alle Depecher med det Dampskib, jeg skulde med; desuden gik Oberstlieutenant Philipowitz, der kom fra Syrien, samme Vej, og til ham havde han betroet en stor kejserlig Pengesum. Philipowitz kunde altsaa, gjordes det nødig, tage Eskorte. Jeg besluttede da at gaa med, og fra det Øjeblik jeg havde be­stemt mig, havde jeg ikke Tanke af Frygt, forsikkrer jeg Dem.

Dagen før vor Afrejse var det Propheten Mahomeds Geburtsdag, og jeg oplevede saaledes en af de største Fester. Om Aftenen vare alle Mina­reter behængte med Lamper og alle Skibe illuminerede, det var et saa magisk Skue, en saadan østerlandsk Pragt, som omjeg levende saae hvad der fortaltes i tusinde og een Nat. Om Formiddagen var jeg med vor Konsul Romani i Konstantinopel. En preusisk Officer, der er i tyrkisk Tjeneste, Wendt, skaffede mig en god Plads ved Udgangen af Seraillet, og her saae jeg hele den tyrkiske Armee. Alle Soldater vare evropæisk klædte, kun med en Fetz. Garden havde stive Halsbind og Flipper og denne Dag for første Gang hvide Handsker; imidlertid var der ogsaa et Regiment, to som havde bare Ben i Tøfler. Musikken var til Hest, baade den store Tromme og Bæknerne. Det var et prægtigt Tog, og de spillede Musik af Donizetti og Bellini. Et helt Optog af Heste med kostelige Skaberak, be­sat med Ædelstene, førtes forbi. En Skare Pager bare grønne Paafuglefjer, og mellem disse red den unge Sultan; han ser meget bleg og afkræftet ud; han var i Officersfrakke og havde en Fetz paa aldeles som min, kun sad der en stor Juvel fori.

Samme Dag saae jeg hos Stürmer Brev fra Alexandrien og Cairo. Pesten raser der skrækkeligt, daglig døer to hundrede Mennesker. Derimod lyder vore Pas paa: ingen Pest i Konstantinopel. Den femte Maj sejlede jeg paa Dampskibet "Ferdinand den Første" gjennem Bosporus; Kanalen her er det Skjønneste, jeg endnu har seet. I første Kahyt var to Officerer (øst­rigske), der kom fra Jerusalem, Philipowitz, som jeg tidligere har nævnet, og Major von Tratner; begge havde jeg hos Stürmers været i Selskab med; dernæst Englænderen Ainsworth, en Fætter til Digteren, han kom fra Babylon; vi fire vare de første Herrer paa Skibet og holde os i Karantænen her sammen. En Nat og halvanden Dag vare vi paa det sorte Hav, hvor vi for Taage flere Gange laa stille. Dagen før vor Afrejse var Dampskibet »Stambul« i en saadan Taage strandet her paa Kysten. Den sjette Maj om Middagen landede vi i Custenje og gjorde Dagen efter Rejsen over Land til Czerna-Woda; det var en stor tartarisk Steppe med Ørne og store Hjorde af walachiske Heste jeg her saae. Hele Donaurejsen til Wien, Ka­rantænen iberegnet, varer i otteogtyve Dage. De otte Dage ere endte; vi ere i Ny Orsova. Paa hele Farten mellem Walachiet og Bulgarien mær­kede vi ej til Oprør, kun i alle Byerne hørte vi Rygter derom. Folket var meget venligt, og Drengene raabte deres Urolah, »lykkelig Rejse«.

En Aften havde vi dog en Scene, der satte os Alle paa Skibet i Opmærk­somhed. Vi kastede Anker ved den tyrkisk-bulgariske By Rustschuk. Skibs­broen var opfyldt med Tyrker; pludselig styrtede to Mennesker fra Broen ud i Vandet. En søgte Land, det var en Tyrk, den Anden, en Franke, svømmede ud til os, idet Tyrkerne kastede Stene ud efter ham. Denne var Karantænedoktoren, Tyrken derimod Karantæneinspektør. De vare ej godt stemte mod hinanden, Inspektøren vilde ej tillade Doktoren at til­tale os, der kom fra et forpestet Sted, som han sagde; de stødte til hin­anden, og saa gik de til Vands. Imidlertid kom Soldater og Paschaen selv; han steg ombord, og det Hele endte godt. Om Natten blev vi raabt an. Den tyrkiske Brevpost, Hasan, en Tartar, turde ej reise gjennem Landet og kom ombord. Oprøret var ti Mile fra os; flere Hundrede vare dræbte, endel Flækker tændte i Brand og Postens Eskorte skudt ned. I Widdin havde vi en komisk Karantænescene. Alle, som vilde i Land, maatte først ind i et Slags Skilderhus og ryges, men da Brædtet fra Skibet laa meget skraat, holdt Tyrkerne os smukt i Haanden til vi kom ned, og saa blev vi røget. Philopowitz, der hos Paschaen skulde forlange de i Nisch standsede Poster udleverede, red uden at blive røget til Paschaen og sad hos ham.

Ved Serbiens Kyst er, som De veed, det herlige Donau-Pas »Eiserne Thor«, hvor man paa smaa fladbundede Skibetrækkes; vi besluttede Alle at gaa og fik da en Vagt med, og saaledes førtes vi gjennem Serbien til Gammel-Orsova. Alle Serbier flyede ved Synet af os.

Igaar, den tolvte Maj, kom vi her i Karantæne. Ainsworth og jeg ere sammen; vi have to smaa Værelser med Jernstænger og Jerntraad i Vinduerne, høje Mure og Vagt udenfor. Det er aldeles Fængsel, og Kosten er saare daarlig. Jeg har imidlertid faaet Lov til at besøge Philopowitz en halv Time hver Morgen og faaer hos ham »Allgemeine Zeitung«. Ti lange Dage skulle vi her være fængslede; hvert Stykke af vort Tøj er bleven op­skreven, selv hvor mange Penge vi have maatte vi opgive. Solen skinner dejlig udenfor, Svalerne flyver omkring, men vi maa sidde her. Morsomt kan jeg just ikke sige det er, men man maa have Taalmodighed! - Som en Kuriositet fra Bulgarien maa jeg dog fortælle, at da vi om Aftenen laa ved Widdin, sendte Paschaen os tydske Aviser, og i en af disse læste jeg om Bournonvilles Tale til Kongen, da man peb af ham; det var saa ud­førligt, at jeg saae ganske den hele Scene

H. C. Andersen.

[I Efterskrift: Tegning af dansende Dervischer]

For at give dem hjemme et Begreb om Dervischerne i Pera har jeg her nok saa dristig givet en Skitse; de ere grønt klædte og have en hvid Filt­hat. Saaledes som disse to drejede sig henved tredive rundt paa samme Plet henved en hel Time Skjorterne stode saaledes som en Tragt.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost