Dato: 19. april 1841
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

117. Til E. og Henriette Collin.

A'#920;HNAI den 19 April 1841.

Min kjære, kjære Eduard!

Her seer De den ædle Stad Athen for Dem og her skriver jeg Begyndel­sen af dette Brev, i det jeg imorgen med Dampskibet Eurotas agter at seile over til lille Asien. Det sidste Brev fra Hjemmet, hvori De og Jette havde skrevet et Par Ord og som var bestemt at finde mig i Neapel, erholdt jeg først her i Athen og det den 16 April, Brevet var gaaet fra Neapel tilbage til Rom, derfra til Cevitta vecchia og Gud veed hvor. Jeg blev meget lyk­kelig derover og De maa sige Deres Søster Ingeborg at hun er elskelig og velsignet; der var et Lune, et Humor og tillige en Hjertelighed der ret gjorte mig godt; Hilsenen fra lille Harald rørte mig og jeg gik strax i Ba­zaren og kjøbte ham en lille Grækerhue Fessi, som Drengene her bære228 dem, den haaber jeg at bringe hjem til ham. Hvad min fyenske Corre­spondent angaaer, da siig til Deres Fader at jeg blev lynende gal; og det især fordi jeg herfra Athen har skrevet endnu et Brev der altsaa ogsaa træder naragtigt op i Hjemmet. Jeg skylder mig selv at fortælle hvor lidt eller hvor meget jeg har vidst af det Hele. I Odense har jeg ingen skrevet til uden Jomf: Hanck, hun har faaet to Breve fra Rom; da det sidste var afsted fik jeg et Brev fra hende, hvori hun bad mig ikke være vred fordi hun havde ladet Ove Thomsen læse det; han havde dernæst bedet om han turde tage et Par Notitser deraf og da hun havde seet dem først og fundet de var høist uskyldige havde hun tilladt det, men siden efter faaet Skrupler, og vilde derfor sige mig det. Øieblikkelig var jeg lidt ærgerlig derover og besluttede at sige et Par venlige Alvors Ord, efter det ei er første Gang, jeg er blevet til Nar for de fyenske Avisers Tactløshed; men jeg fik et Brev fra Fru Lessøe og hun sagde mig at Jomf: Hanck var saa lykkelig for mine Breve og at jeg maatte skrive hende til, thi hun var saa svag at jeg maaskee ikke fik hende mere at see; denne sidste Yttring be­stemt[e] mig til ikke at sige noget til hende, i det jeg virkelig troede at hun ei oftere lod Thomsen give Uddrag; det er min Feil. Jeg skrev, som sagt senere fra Athen, og dette venter jeg nu er traadt op som de øvrige, men hiint Brev skal ogsaa blive det sidste, som kommer til Fyen, uden at jeg holder en lille Tale. Vil De nu sige det, til godt Folk. Hvad Dem selv angaaer kjære Ven! da har De været meget sparsom med at skrive, egentligt har jeg kun faaet eet Brev - og skal vi tale ærligt - thi nu har jeg forvundet det - da var det et meget uheldigt Epistel, skrevet i samme Hovmester Tone, som under mit første Ophold i Rom - og flere Yttrin­ger deri saaledes, at - De skal selv engang faae det at see - vidste jeg ei hvorledes vi to staae os - var Brevet kun en Uvens tirrende Ord; hvad synes De f Ex om følgende Tirade: »Dersom De iøvrigt troer at Maurer­pigen har efterladt nogen Erindring i Disfaveur af Dem, tager De229

feil, den er aldeles glemt, for et nyt, høist mærkeligt Product af Heiberg o s v - - «. Om De endogsaa kun har sagt den rene Sandhed, var dog Sand­heden her aldeles ikke nødvendig. - Jeg tog mig virkelig Deres Brev meget nær, just fordi De er mig saa kjær, men jeg skrev den Gang Intet derom, nu har jeg forvundet det, og nu kan De have det! De skriver vist ganske udmærket Forretnings Breve, men Venskabs Stilen vil ikke ret gaae! - Dog man maa tage Folk, som De er! Ingen holde dog mere af mig end Eduard, altsaa bære230 vi over med Stilen i hiint Brev! - Her er min Haand!!! - En heel Maaned har jeg nu været i Grækenland; jeg kan ikke beskrive Dem hvor opmærksom man har været mod mig i Athen. Jeg har gjort et høist interessant Bekjendtskab med den østeriske Meni­ster Prokresch-Osten, der er berømt, som Skribent og Videnskabs Mand; han har levet længe i Alexandrien og Constantinopel; hos ham har jeg været et Par Middage og Aftener, han har givet mig Anbefalings Breve til Orienten og viist mig megen Venlighed. Det er vor Landsmand, Hol­steneren Professor Ross der har indført mig der i Huset. Rosz har jeg i Athen daglig levet med; han har gjort flere Toure med mig til Hest; een af disse vilde jeg ønske de hjemme havde seet; vi havde allerede ofte redet i Bjergene og det Toure paa 4 a 6 Timer, jeg skal have aabenbaret et stort Talent for den ædle Ridekunst. Nu meente Rosz vi godt kunde gjøre en Tour den aabne, brede Landevei fra Athen til Piræus, henved en dansk Miil; jeg mærkede nok at det var lidt besværligere her, thi den ene Rytter jog os forbi efter den anden. Det gik ret godt. »Der kommer en Caravane med Kameler!« udbrød Rosz og jeg saae disse langhalsede Bæster nærme sig. Nu er det meget slemt at kunde alfor megen231 Naturhistorie, jeg vid­ste at Heste løbe naar de see Elephanter; jeg blev inderlig forfærdet. Bæ­stet gjorde Hals, Kamelerne gjorte Hals og jeg ventede at brække min; Bæstet dandsede rundt for Kamelerne, Rosz maatte have fat i Tøilen og saa slap vi forbi; men det var virkeligt et Livsmoment! Bare De havde seet den Dands; men jeg sat fast, det skylder jeg mig selv at sige. I Søndags­aftes var jeg med vor (nederlandske) Gesant, der var i høieste Grad pyntet, ført232 op paa Slottet og præsenteret Kongen og Dronningen af Grækenland, der begge havde bestemt en Aftentime til at modtage mig. Kongen var i græsk Dragt med Fostaneller (De veed, det er en Slags hvidt Skjørt) Dronningen var i frankisk Sørgedragt, da en Slægtning af hende er død; begge Majestæterne underholdt sig længe med mig og vare høist elsk­værdige og naadige; den stakkels Konge hører ikke godt, jeg maatte raabe meget høit. (Dog det maa De ikke lade indrykke i Avisen). Dronningen fandt det var en gruelig stor Reise jeg gjorte; selv har hun i Sinde at gjøre en mindre iaar, nemlig til Tydskland, maaskee til Ems. I Aften skal jeg i Hof-Selskab hos Dronningens Hovmesterinde og imorgen skal min Af­skeds Skaal drikkes i Piræus. Jeg havde, som De har seet af tidligere Breve opgivet at gaae til Constantinopel, da Opholdet der er daglig 3 Species og i Qvarantainen slipper jeg heller ikke ringere; men jeg kjæmpede saa­længe med mig selv at Resultatet blev; heller hjem i Juli233 og have seet lidt af Asien, end blive 3 a 4 Maaneder længer i Tydskland; man vilde maaskee ogsaa have sagt, jeg var bange for Pesten og for Tyrken. Gaaer Alt godt da er jeg overmorgen paa Syra, næste Dag i Smyrna, Dagen efter ved Dardanellerne og den femte Dag i Constantinopel; jeg maa herfra enten gaae tilbage til Syra og gjøre 14 Dage Qvarantaine og da over Græken­land igjen til Triest i nok en Qvarantaine, eller - og det ønsker jeg - finde et Donau-Dampskib, men jeg frygter de ei gaae endnu, og her i Athen veed man ingen Ting. Den øvrige Rest Papir af Brevet fylder jeg med Ord og Tanker, enten i Smyrna eller Constantinopel, det gjælder Deres kjære Jette. De og Hun, skrive da strax til Wien post restante, hvor jeg venter at indtræffe naar min Qvarantaine er endt. Tænk Dem mig spærret i Qvarantaine! ja jeg lærer meget paa denne Reise! levvel, kjære, kjære Ven!

Deres trofaste

Andersen.

[I Margen: ] Hils hos Viborgs, samt hos Müllers; glem heller ikke mine Venner i Studenterforeningen. H. P. Holst troer jeg lever paa Capri ved Neapel.

Constantinopel eller rettere Pera

den 25 April 1841.

Kjære, kjære Jette Collin!

Imorges Klokken 6 kom jeg her til. Reisen har været mindre behage­lig, jeg har ret følt mig langt ude i Verden og prøvet ondt Veir, nu synes jeg igjen at Hjemmet og mine Kjære der er mig nær, i det jeg med Tan­kerne flyver til dem; og dog næsten ønsker jeg, ikke at tænke paa dem thi jeg bliver for blød derved. Afskeden fra Grækenland var mig meget tung; jeg havde fundet en Gjæstfrihed, en Kjærlighed jeg aldrig turde vente; Professor Rosz blev mig især kjær; han og flere Landsmænd, samt Præsten Lyth med Kone fulgte mig ombord; da de var bort[e] kom den østeriske Gesant; jeg fortjener virkelig ikke al den Godhed Menneskene vise mig. Jeg var ret bedrøvet ved at reise fra Athenen, disse kjære Mennesker her seer jeg nok aldrig meer. Klokken 5 om Aftenen skulde vi have været af­sted, men det franske Dampskib Eurotas234, som jeg gik med, ventede De­pescher og vi kom ei bort før næste Morgen Kl 4; da vi om Eftermiddagen naaede Syra, var det Dampskib jeg skulde med ikke indtruffet for Storm, jeg maatte da alene arangere mig i et uhyggeligt Logi; herfra blev jeg hentet paa Poletiet, der vilde have Fingre i en mistænkt Tydsker, jeg slap da og kom næste Morgen afsted med Dampskibet Rhamses, her var næsten kun Græker ombord; Fruentimerne gjorte en frygtelig Støi; vi fik stærk Søegang, denne tiltog i en Grad, at jeg virkelig troede at det var min sidste Time, jeg tænkte ret paa dem Alle hjemme og ønskede at jeg ei havde skjændt paa Eduard i dette Brev; Qvinderne hylede saa fælt; jeg gik da ned i min Køie, men laae saa lang jeg var hen ad Gulvet og det knagede og bragede i det hele Skib. Jeg var slemt søesyg. Næste Middag landede vi i Asien; jeg gik alene om i Smyrnas Gader og kjøbte nogle smaa Ting for mine Veninder hjemme i Danmark. Gaderne vare halv som Peer madsens Gang og hvert Øieblik kom der Kameler og engang to Strudlser, jeg maatte gaae op paa Skjødet af en Tyrk der laae i sit lave Vindue. Er man bange for Pest maa man ei berøre Folk, siger man; ja det er godt nok sagt, men hvor jeg gik maatte jeg knuge mig mellem Jøder, Græker og Tyrker! hvor det var en Maskerade! Fra Smyrna var Søen heller ikke god. Dardanellerne, som vi passerede igaar fandt jeg mere in­teresante en[d] smukke. Asien har maleriske Bjerge, Europa var saa aldeles dansk, og det ikke af det bedste danske og saa hundekold oven paa Smyrnas Hede, at jeg har seet ligesaa smukt og bedre hjemme; dog det er sandt, det snakke vi nok ikke om. Her fik vi en tyrkisk Officeer med sine tre Koner og to sorte Slavinder om bord, desuden et halvhundred Tyrker, som maatte skyde deres Pistoler af før de kom om bord. Konerne havde sort­farvede Negle og Fingerspidser; kun Øinene kunde man see, men de vare s'gu deilige! uh, hvor de lynede og galede! imidlertid var Sløret saa tyndt at den røde Mund skinnede igjennem og man saae alle Former; jeg fik snart en Ven mellem Tyrkerne, han improviserede et Vers til mig, som jeg har gjemt. I Marmorhavet gik Søen igjen slemt, men jeg slap for Søesyge da jeg laae som en Pind i min Køye; imorges i en kold, graae Morgen saae vi Constantinopel. Den ligner af alle de Byer jeg kjender, meest Stock­holm, men der er mere Phantasie i det Hele! det er en By, stor, som Paris; vi kom forbi Slottet hvor alle Henrettelser skee og forbi Seraillet der saae ligesaa venligt, som østerlandsk ud. Alene, med en Tyrk, seilede jeg i Land og boer nu i Pera hos Monsieur Blondél; jeg er som kommet til Paris, naar jeg tænker paa det fattige Grækenland; Verten bød mig et særdeles smukt Værelse og Kost for 2 1/2 Species daglig, jeg var oeconomisk, tog det mind­ste han havde og vinder derved i 10 Dage omtrent 5 Species, for disse kjøber jeg Smaating til mine Venner hjemme, dersom kun ikke Østerige tager det fra mig. I Eftermiddag har jeg seet Byen i Solskin! nei hvor den235 er malerisk! vor Minister boer 5 Miil herfra, den østeriske Menister har allerede indbudt mig til Thee iaften, jeg har mældt mig træt af Reisen og er indbudt til imorgen Middag. Den græske Minister, Christides har alt sendt mig sit Vesitkort, saa det begynder jo ganske net! nu slutter jeg dette Brev om nogle Dage. Jeg er saa træt! God Nat! sov vel! Kys Wulle!

Constantinopel den 29 April 1841.

I Dag skal mit Brev bort, jeg maa slutte det, men hvad skal jeg fortælle af det meget jeg har seet! Bazaren alene er en heel Labyrinth! jeg blev ør i Hovedet af at gaae her! det er en By under Tag; Armenianerne have deres Qvarteer, Ægypterne deres, Jøderne et etc. etc. Jeg kjøbte noget meget tyrkisk her til min søde Wulle; Dem derimod har jeg noget til fra Smyrna, faaer jeg det bare hjem! jeg har seet Dervischernes Dands i deres Kloster; jeg har været ved Sultanernes Grav og ovre i Skutari. Nei hvilken Pragt! en tyrkisk Kirkegaard er noget af det smukkeste man kan see; det er en heel Cypres-Skov, saa tæt og stor; stille som mellem Grækenlands Bjerge. Jeg har spiist to Gange hos den østeriske Menister[,] engang hos den græske og er indbudet til The hos den russiske; en russisk Dame decla­merede236 det døende Barn paa fransk efter Marmier. Jeg maa næsten be­gynde at troe at jeg har et Slags Navn; det er alvorligt sagt. I Dag blev jeg beæret med to Menister Vesitter; Stürmer bragte mig imidlertid den ubehagelige Efterretning at der var Oprør i Sophia i Rumelien; Posten er udeblevet, mueligt kan jeg ei reise Donau-Veien, da vi 7 Mile skulde kjøre gjennem Landet; jeg faaer det imidlertid at vide; saa godt, som man kan faae sligt at vide, og er det raadeligt at reise, da tager jeg denne Vei og ikke tilbage over Grækenland. Det er slemt nok! - Stürmer er i en Grad elskværdig og opmærksom mod mig, at De ikke kan gjøre Dem Idee derom; hans Frue er høist elskværdig. Vil De bede Eduard at sende indlagte Sæddel til Fru Colbjørnsen, jeg veed den gode gamle Dame vil blive glad ved engang at høre et Par Ord fra mig. Giv Vulle tre Stykke Sukker, dersom hun længes efter sin Digter, men et Kinderpulver dersom hun har glemt ham; hils min Medbeiler Gerson. Hjemme i Amaliegaden maa De ret hilse dem! den kjære Moder, den velsignede Ingeborg! - Gid jeg nu var vel over det stormende, sorte Hav og gjennem det oprørske Rumelien, og saa de 14 Qvarantaine Dage var stridt; ja saa skal vi raabe: »Eviva!« - Hils Deres Forældre og Broder, Bylovs og min gode Frøken Reimer, som ikke omfavnede mig i Italien. Det er sandt, jeg har til Faderen Collin, en ærbødig Hilsen fra den kjære Professor Ross i Athen. Den 9 April, drak jeg den lille Jonas's Skaal oppe paa Acropolis og skrev paa Jupiter Templet »Jonas Collin 9 April « 1840/1841«, der staaer det. - Lovelase har da glemt mig, det lille Dyr! Hils Onkel Hornemann og Døttrene.

Deres trofaste gamle Ven

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost