Dato: 25. september 1825
Fra: Hans Didrik Brinck-Seidelin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Hvor Gratier slynge
Om Livet de himmelske Krandse,
Og evig forynge
Den Aand, som det Skiønne kan sandse;
Hvor Epheu-omvunden
Den Rose er funden,
Som foldte sig ud fra den Eviges Haand
For Følelse, Hierte og Aand.

Hvor selv giennem Taarer
Det reene, det skyldfrie Hierte
En Himmel sig kaarer,
Hvor Mængden kun tænker sig Smerte;
Hvor nedbrudt er Muuren,
Der fængsled Naturen,
Hvor, løst af den jordiske Lænke, vort Bryst
Udviides af himmelsendt Trøst. -

Der straaler et Tempel
(O, Ynglinger! Hold det i Ære!)
Hvo gav det sit Stempel?
Den Gud, som Jer Leeder skal være,
Den Gud, som omsvæver
Hver Tanke, der hæver,
Saa reen, som da Barnet sin Morgenbøn sang,
Fra Eder, som Mænd sig eengang.

O! - Digtekunsts hedder
Det Tempel for Uskyld og Lykke.
- Vanhellige Glæder
Bortflygte, hvor Muserne bygge. -
Men Skioldet han bærer,
Og Flammen han nærer -
Den Templet indviede Søn - O! ved Gud!
Fra dem gaaer Lyksalighed ud.

Thi Jord-Mulmed svinder,
Naar Lyset i Siælen sig gyder;
Freds Palmen Han vinder,
Der synger om himmelske Dyder;
Hans Skioldmærke viser
Den Himmel han priser,
Og Flammen, der boer i Hans Hierte, den er
Den Evige hellig og kiær -

Med tillidsvarm Glæde,
Med Hierte for Uskyld og Lykke,
O Yngling! Du træde
Til Templet - Du eengang det smykke!
Guldharpen i Hænde,
Dit Blik sig da vende
I Sommerens Kraft - til den Egn, hvor eengang
Du fryded' os først ved din Sang

H. D. Brink Seidelin

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost