The Hans Christian Andersen Center

Dato: Juni 1839
Fra: Wilhelm Holst   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Til Digteren Andersen.

Jeg hrte og endnu for ret toner

En slsom Raslen, som da hist jeg sad,

Hvor lette Luftstrm gjennem Palmens Kroner,

Kun Flippen lfte kan af brede Blad.

Jeg saae den yppige Natur i Skovens Skygge,

Paa Marken det af Solen brndte Straa,

Jeg Papegien hisset saae at bygge,

Og her Kaninen, som bag Sukkerrret laae.

Jeg Hytten saae, som sorte Brdre huser,

I Pjalter laae de dog, for Hytten Dren luk!

Jeg hrte Mllens Klappren, naar den Rret knuser,

Bombaiens Pidskeslag og Slavens Suk.

Jeg flte hvad jeg ikke kan forklare,

Mit Hjerte bldte ved de Armes Nd,

Mens et usynligt Vingepar mig bare,

Og Harpetoner for mit re ld;

Hvad var det da? Kan man med Vellyst dvale

Paa Steder, som kun Rdsler kalde frem?

Hvor Solens Hede maa hver Livslyst qvle,

Hvor Skovens Skygge er kun Slangens Hjem!

Jo thi hvor Poesiens Almagt troner,

Der vige maa det Grelle i Natur,

Der hves Sjlen op til Palmens Zoner,

Og skjnne Taager er selv Fngslets Muur!

Du, gode Digter! her et Vrk fremtrylte,

Ved Kraften Gud har nedlagt i din Barm,

Med gamle Minder det min Sjl her fyldte

Og atter tropisk Sol mig gjorde varm.

Men Solen var din Digter-Ild, som flammed,

Var din Begeistrings-Funke, som slog ned,

Og hvad af Hverdags-Livets Tant var lammet,

Nyt Liv, nyt Lys og Nring fik derved.

Hvad Livets Vexlen mig har viist, Du tnkte,

Og stolt og djrv og sand var Tankens Flugt,

Og skjn og saftfuld er den modne Frugt,

Som Du dit Fdeland til Smykke skjnkte.

W. Holst.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost