"Hav Tak for Maanedernes smukke Digt,
Jeg seer at under hjemlig Himmels Bue
Kjærminder fandt den kjære Maanedsdue,
Et nordisk Amaltheahorn saa rigt –
Den flyve nu mod Roma's Zone hen,
I Alba's, Nemi's Spejle sig at skue,
At hæve sig ved Ætnakæmpens Lue,
Og naar vi hilse den med Fryd igjen,
Naar den i Mnemosyne's Lund har blundet,
Naar den har Sydens Ild og Klarhed fundet,
Den bringer Laurens Krands til Dem, min Ven.
Paris, Skærsommer 1833.
Brøndsted." [HCA gengiver digtet i , derfor placeret i maj.]