The Hans Christian Andersen Center

Dato: 20. april 1845
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjreste Andersen!

De har ret beskmmet mig ved at sende mig Deres sidste Bog [almanak 11.4.: "sendt Eventyr til Hauch"], endnu fr jeg har svaret Dem og takket Dem for den frste. Det maa da her skee under Et. Jeg har som sdvanlig med Interesse og Fornielse lst Deres nye Eventyr. Den naive og barnlige Tone har De fuldkommen i Deres Magt, og Phantasie og Hjerte har endnu aldrig manglet hos Dem. Jeg veed vanskelig at gjre noget Udvalg blandt Deres Fortllinger, og hvorfor skulde jeg gjre det! De have alle deres Fortrin, hver paa sin Maade. Skulde jeg gaae efter min Flelse, saa vilde jeg maaskee sige, Holger Danske og De rde Sko behage mig bedst; men de to andre have ogsaa gldet mig, og jeg miskjender ikke det Digtertalent, der findes deri. Hvad Deres Comoedie [Lykkens Blomst] angaaer, saa finder jeg megen Poesie i det Lyriske og i mange Dele deraf, kun veed jeg ikke, om De dog ei har overskredet Eventyrets Grndser, idet De lader en Ting skee, som ikke blot strider imod den udvortes Naturens Orden, men ogsaa imod den indvortes; thi det Liv, En har levet, kan vanskelig atter leves af en Anden; denne Kreds er sluttet og gjennemlbet, og Vorherre kan ike selv gjre den Ene til den Anden. Stter man sig imidlertid ud herudover, saa maa man tilstaae, at Stykket virkelig indeholder mange, poetiske Skjnheder.

Jeg selv kommer vel neppe afsted i Aar; den lange og srgelige Sygdom, vi havde i Fjor, og det som De vel veed, bervede os et af vore allerkjreste og yndigste Brn, en lille Engel, der rigtignok syntes skabt for Paradiset, har ogsaa tilintetgjort mit Reisehaab. Jeg havde dengang lagt en Sum til Side, som jeg havde indsvbt i et Papir, paa hvilket jeg havde skrevet, at den skulde vre til Reisepenge; men de gik alle bort i den svre Sygdom. Det kan nu ogsaa vre det samme; Reisen kan jeg undvre, hvis blot hun ikke havde forladt os. Alt, hvad der lever, og hvad der glimrer for Verden, kan ikke erstatte mig dette lille, for Verden ubekjendte Barn, og jeg mener, at jeg i hende eiede en strre Skat, end om jeg havde besiddet Rigdomme som Rothschilds og en Bermthed som Napoeleons. Det forekommer mig ordentlig, som jeg er forelsket, ikke i en deilig Prindsesse, men i dette lille, ubekjendte Barn, og som jeg aldrig kunde blive lykkelig, fr jeg samledes med hende igjen. Hvis De havde kjendt hende, da vilde De heller ikke undre Dem derover; thi jeg har aldrig seet et sligt bevinget, henrivende Vsen; som en Raa i Skoven, med et Par ine, som viste, hun havde Ret, da hun engang sagde: Alle kan de, men inene, de kan aldrig de. Alle som have seet hende, vare nsten ligsaa indtagne i hende, som jeg. Tilgiv dette Udbrud! Det kom, uden at jeg havde foresat mig det, og fyldet det hele Brev. Men De har et virkeligt Hjerte, og derfor vil De ikke miskjende mig.

Mange Hilsener fra min Kone. Vi have nu en lille Dreng, der vilde erstatte vort Savn, hvis det kunde erstattes.

Deres bestandig hengivne

J. C. Hauch

[Datering: Den lille pige, der dde, hed Albertine Louise Hauch var fdt i 1839 og dde i 1844.

Den 3. marts 1845 fik Hauchs en lille dreng, Ludvig Alfred Hauch (1845-1938).]

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost