The Hans Christian Andersen Center

Dato: September 1855
Fra: H.C. Andersen   Til: Clara Heinke
Sprog: dansk.

Kjre Frken Heinke!

Dagen fr min Fdselsdag fik jeg Deres kjre hjertelige Brev og jeg maa tilstaae, at i det jeg modtog det og kjendte Udskriften blev jeg i hieste Grad forlegen over saalnge ikke at have skrevet Dem til; jeg bebreidede mig det selv saa bittert, og ved hver Linie ventede jeg paa den fortjente Skjnd; men brevet aandede som altid saa megen Godhed, Inderlighed og Deeltagelse og da jeg kom til Meddelsen om at De den 11 August med t som ved en Guds Forkyndelse var gjengivet Sundheden, pludselig efter Aaringer kunde gaae ja var traadt ud i Haven og flt Dem let som en Fugl, bevge Dem heri, da traadte Taarer i mine ine; [overstr: og] havde De seet mig det ieblik De vilde forstaae at jeg i mit Hjerte ret skatter [overstr: og] det Sindelag De viser mig, som Digter, Mennesket har De endnu ikke seet. [Overstr: Men hvor] Gud vre lovet for den Livs lykke der i Sundhed er gaaet op for dem; Han vil bevare og styrke Dem. Hvad skal jeg sige til at De saa lang Tid ikke har faaet Brev fra mig jeg maa sige hvad Sandheden er; da jeg forrige Aar reiste til Udlandet var det min faste Bestemmelse at gaae til Breslau; jeg kom frst til Dresden, var /i nogle Dage hos Major Serres i Maxen da hrte jeg om Cholera i Prag og snart ogsaa at den var i Breslau, jeg skyndte mig syd paa, hvor jeg kom hrte jeg at denne frygtelige Sygdom, hvis forfrdelige Optrden for to Aar siden i Kjbenhavn har fyldt mig med Skrk, brd frem alle vegne; jeg skulde og bude have skrevet Dem til hvorfor der ikke blev noget af mit Besg, men jeg opsatte denne Skrivning, [overstr: og] tnkte paa at gjre det fra Italien, men heller ikke her kom jeg, i Lombardiet og det Toskanske rasede Sygdom, jeg blev i Schweitz og da den ogsaa viiste sig her vendte jeg pludselig hjem til Danmark, hvor Vinteren er gaaet, uden at jeg ret har flt mig vel, saa forunderlig trykket i Sindet, slet ikke havdt Lyst til at skrive Breve og idet jeg ikke gjorde det, bestandigt gaaet og bebreidet mig selv at jeg ikke viiste Vennerne hvor fast de dog altid vare i min Tanke. Nu kom Deres Brev, [overstr: og mellem alle kj] saa mildt og godt! saa forvissende om at De ikke opgiver Deres gode Tanker om mig, men tilgiver mig [overstr: mine] een af mine slemme Skjdesynder ikke strax at skrive til Dem man kan gde dermed og som i Deres Breve just giver Solskin i de kolde Hverdags Dage.

Deres trofaste &

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 908-09)