Dato: September 1855
Fra: H.C. Andersen   Til: Clara Heinke
Sprog: dansk.

Kjære Frøken Heinke!

Dagen før min Fødselsdag fik jeg Deres kjære hjertelige Brev og jeg maa tilstaae, at i det jeg modtog det og kjendte Udskriften blev jeg i høieste Grad forlegen over saalænge ikke at have skrevet Dem til; jeg bebreidede mig det selv saa bittert, og ved hver Linie ventede jeg paa den fortjente Skjænd; men brevet aandede som altid saa megen Godhed, Inderlighed og Deeltagelse og da jeg kom til Meddelsen om at De den 11 August med ét som ved en Guds Forkyndelse var gjengivet Sundheden, pludselig efter Aaringer kunde gaae – ja var traadt ud i Haven og følt Dem let som en Fugl, bevæge Dem heri, da traadte Taarer i mine Øine; [overstr: og] havde De seet mig det Øieblik – De vilde forstaae at jeg i mit Hjerte ret skatter [overstr: og] det Sindelag De viser mig, som Digter, Mennesket har De endnu ikke seet. – [Overstr: Men hvor] Gud være lovet for den Livs lykke der i Sundhed er gaaet op for dem; Han vil bevare og styrke Dem. – Hvad skal jeg sige til at De saa lang Tid ikke har faaet Brev fra mig – jeg maa sige hvad Sandheden er; da jeg forrige Aar reiste til Udlandet var det min faste Bestemmelse at gaae til Breslau; jeg kom først til Dresden, var /i nogle Dage hos Major Serres i Maxen da hørte jeg om Cholera i Prag og snart ogsaa at den var i Breslau, jeg skyndte mig syd paa, hvor jeg kom hørte jeg at denne frygtelige Sygdom, hvis forfærdelige Optræden for to Aar siden i Kjøbenhavn har fyldt mig med Skræk, brød frem alle vegne; jeg skulde og bude have skrevet Dem til hvorfor der ikke blev noget af mit Besøg, men jeg opsatte denne Skrivning, [overstr: og] tænkte paa at gjøre det fra Italien, men heller ikke her kom jeg, i Lombardiet og det Toskanske rasede Sygdom, jeg blev i Schweitz og da den ogsaa viiste sig her vendte jeg pludselig hjem til Danmark, hvor Vinteren er gaaet, uden at jeg ret har følt mig vel, saa forunderlig trykket i Sindet, slet ikke havdt Lyst til at skrive Breve og idet jeg ikke gjorde det, bestandigt gaaet og bebreidet mig selv at jeg ikke viiste Vennerne hvor fast de dog altid vare i min Tanke. – Nu kom Deres Brev, [overstr: og mellem alle kjæ] saa mildt og godt! saa forvissende om at De ikke opgiver Deres gode Tanker om mig, men tilgiver mig [overstr: mine] een af mine slemme Skjødesynder ikke strax at skrive til Dem man kan gæde dermed og som i Deres Breve just giver Solskin i de kolde Hverdags Dage.

Deres trofaste &

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 908-09)