The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Registrant +Frederiksberg

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 12. november 1855
Fra: H.C. Andersen   Til: Amalie (Malle) Drewsen
Sprog: dansk.

Kjbenhavn 12 Novembr 1855

Kjre Fru Drevsen!

Tak for Deres Brev, det var saa inderligt, saa rigt, De veed det maaskee ikke selv! Det var skrevet ud af Deres Sjl og den man skriver til ret ud af Hjertet er man god derfor Tak, hjertelig Tak! - men De lider, der er en Sorg i Deres Hjerte og jeg har hrt der om, jeg veed de bittre, smertelige Forhold der kan opstaae mellem selv de Nrmeste, mellem dem der maatte vre os de kjreste.

Jeg selv, der staaer uden Slgt, og som man kalder det ganske ene, har kjendt det, forstaaet det og De kan troe, just jeg har tidt lidt - maaskee ved egen Skyld, thi i det jeg levende opfatter, er som et klart Vand hvori Alt afspeiler sig, saa fornemmer jeg ogsaa det Smertelige strkere, end de fleste Andre. Men af Alt Bittert og Tungt, kommer noget Godt, det har mit Livs Eventyr lrt mig, det har jeg i de der nedskrevne Blade villet vise. Saalnge de tunge Ser rulle og vi ere paa dem, lide vi, men Serne bringe dog til Maalet, i Angestens Time lftes vort Sind til Gud, og naar man ret ser ham, saa kommer nok Hjelpen. - Der aander en Forstemthed i Deres Brev som jeg forstaaer, men den maa lftes, Eensomheden i rkenOasen, thi det er Silkeborg, virker aldrig oplivende, men Deres Mand og Brns Kjrlighed, Deres Venner, og til dem regner jeg mig i Sandhed, maa have nogen velgjrende Magt.

Jeg maatte smile, da De i Deres Brev gjenkalder vort Brne-Vrvleri, Cholera-Sommeren jeg tilbragte hos Dem, jeg var lidende, aandelig nervs, De kjendte mig ikke, saae altfor let min Verdens Keitetheed, De var naturlig, jeg pirrelig, saa rullede vi forskjelligt, det har jeg lngst [for]/staaet og vi have jo talt med hinanden derom i Kjbenhavn, klaret det Hele;- det maa ikke nvnes igjen, Mit Livs Eventyr har, haaber jeg belyst denne min hele Personlighed, med mine Feil og - min gode Villie. Gid De ved Lsningen heraf maatte komme til Forestillingen om at jeg vistnok har et ganske sundt Blik for Naturen og for Menneskene selv, og da vil jeg benytte denne Forestilling til at sige Dem, at det er ganske urigtigt, syndigt mod Vor Herre og Dem selv, thi jeg antager Deres Udtalelse for Sandhed, for Noget De i det mindste i Stemning troer, De nvner den selv, De skriver om "ubegavede Stakler" - hvor kan De det! vr sand! - De er ikke, og kan ikke nvne Dem mellem disse! men De er i et tungt Humeur, De lever lidt for ensomt, De er en Natur, som hrer hjemme i den vexlende Verden, om De selv var Dronningen paa Jyllands Hede, et Dronningeliv der, er for en aandfuld Sjl ikke Hjemstedet, men De maa nu vre der og herfra udspringer ogsaa meget godt.

Snart er det Slvbryllupsfest - jeg kunde have Lyst at vre med der, men jeg kommer ikke, Egoisten er det, skal jeg vre rlig - Veien er lang, Vinden kold, som Walter Seott synger i the last Minstrel, og dog tog jeg hellere den lange kolde Vei, mellem os sagt - end til Nys, hvorhen Baronessen i disse Dage med alle Beqvemmeligheder kalder mig, jeg troer virkelig hun er mig god, og Baronen holder jeg meget af, men jeg kommer der dog ikke, [afrevet hjrne] Reisetider, - til Silkeborg flyver Tanken paa / Festdagen, og mange Dage og Aftener. Deres Svigerdatter Olivia kjender jeg egentligt slet ikke, men er Ansigtet et Titelblad, saa lover hendes en god Bog.

De skriver at hun havde Lyst at skrive mig til da hun havde seet mit Levnet, gid hun havde, det vilde have gldet mig srligt. Hils hende fra mig og - faae Deres Mand til at lse mit Levnet, jeg har ham kjr, meer end han vist troer - og saa vil jeg ogsaa at han skal kjende mig og maaske synes om mig.

De veed at jeg var vred paa Hedt, jeg troer endnu, at jeg havde Ret der til, men han er en virkelig begavet Natur, har han gjort mig lidt Uret, lad saa vre, det er glemt, jeg har forstaaet ham, og han forstaaer maaskee mig, jeg har vret og er meget glad ved den Dygtighed der udfolder sig hos ham. Det er en sand Nydelse at se hans Genialitet i Hoftheatret. Dette Theater er det egentligt fremadskridende. Forleden gav de der "Berthas Klaveer". Hedt fik Taarer i mine ine, hans kristne Gemyt, det jeg aldrig havde tiltroet ham, jeg fik som sagt Vandet i inene, og jeg er nu eengang saa, jeg maa udtale mig, bevidne min Glde og jeg styrtede op paa Theatret ind til ham og, ja jeg veed ikke hvorledes jeg sagde det, men jeg har dog sagt det, som det skulde thi man har fortalt mig at det havde ret inderligt forniet ham. - Han er en virkelig Kunstnersjl.

Skriv mig snart til, dersom De i dette Brev har forstaaet og flt hvor sandt og - tr jeg sige broderligt - jeg opfatter og skatter Dem. Hils Deres Mand som jeg saa inderligt holder af ! Hils den kjre velsignede Fru Kri[e]ger og hendes Mand; og saa maa De ogsaa bringe min Hilsen til Valdemar og Familie ligesom til Bindesblls og alle Venner, Christian og hans Brud - ja det klinger saa stort - Olivia Frst, mine Hilsener. Gud glde og bevare Dem selv kjre, gode Fru Drevsen. Excellencen Collin, Hustrue og Gottlib sendes mange Hilsner ve[nligst]

Deres hjerteligt hengivne H.C.A.

Tekst fra: Solveig Brunholm