The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: *opmuntr*

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 14. februar 1860
Fra: Andreas Munch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christiania den 14. Februar 1860.

Til Digteren H. C. Andersen.

Forleden Dag modtog jeg Deres venlige Julegave, det sidst udkomne Hefte af Deres "Eventyr og Historier". Jeg kan ikke andet end bringe Dem min hjertelige Tak baade for Gaven selv med dens friske og trsterige Indhold, og for det venlige Sindelag, hvormed De ved dens Tilsendelse erindrede en gammel Ven og Aandsbroder der sandelig i den sidste Tid trnger til enhver Opmuntring for ikke at nedsynke aldeles i Sorgens Lethargi. Fra "Nordiske Dikter och Skildringer" kjendte jeg allerede en af dette Heftes Historier, "Barnet i Graven" - og det havde gjort mig saa godt; jeg har jo ogsaa nylig lagt et Barn i Graven - men desvrre mit sidste - jeg har Intet mere at leve for. "Pennen og Blkhuset" er kosteligt - humoristisk og dog saa dybt. Ja, maatte vi kun Alle vre rette Instrumenter i den store Mesters Haand! Og nu Historien fra Klitterne! I faa, dristige Trk et helt Livsmaleri - og det et Liv for Evigheden. Hvad De har villet dermed, har De opnaaet - man fler efter Gjennemlsningen saa klart og trstefuldt: Jordelivet er ikke vor sidste Bestemmelse - der maa vre en Fortsttelse, en Udvikling, en Gjengjldelse, en Forklaring og Udfyldning hiinsides" O, didhen staaer nu mit eneste Haab.

Desvrre kan jeg ikke sende Dem noget litterrt Arbeide til Gjengld, og jeg veed ikke, om jeg efter denne Dag vil kunne frembringe noget strre, betydeligt Vrk. Mit Liv har selv vret en saadan Tragoedie, at jeg ikke behver at digte nogen. Siden jeg sidst saae Dem i Kjbenhavn Vaaren 1857, har jeg foretaget en stor Reise til Udlandet, dels, som jeg troede, for min egen Skyld, dels for efter Lgernes Raad at lade min eneste lile sn, der led af kronisk Brystonde, tilbringe en Vinter i Sydens milde Luft; man spaaede mig deraf den strste og eneste Forbedring for ham. Jeg satte Alt i Vrk forat kunne opdrive Midler til denne ulykkelige Reise. Min Sster var med og pleiede Barnet. Efter uhyre Besvrligheder og Lidelser paa Veien, hvor han flere Gange blev saa ddssyg midt paa Jernbanen, saa vi maatte kaste os ind i det frste det bedste Hotel paa de usleste Steder, kom vi endelig i October 1858 til Nizza. Her, i denne deilige Luft og mellem Oranger og Roser midt om vinteren, kom min lille Dreng sig tilsynelandende forbausende - efet et Par Maaneders Forlb kunde han lbe omkring i det Fri den hele Dag, og jeg fattede bedste Haab. Opholdet i Nizza var derimod mig til ingen Nytte. Jeg havde et Stipendium, hvorefter jeg skulde foretage Kunststudier i Rom; did drev min Pligt og Lngsel mig - at gjensee Rom! Men at forlade mit lille Liv! - Tage ham med turde jeg ikke - det tilsagde srgelig Erfaring mig. Med min Sster havde jeg ham godt anbragt i Nizza - flere skandinaviske Venner vare der, som lovede at bistaae hende, - jeg troede at kunne vove det for en Maaneds Tid - jeg rev mig ls fra den Lille - jeg fler endnu hans sidste Favntag om min Hals - jeg seer hans bnlige Blik, der bad mig at blive - jeg reiste med et tungt Hjerte i Begyndelsen af Februar 1859 over Florentz til Rom. Neppe havde jeg vret der i nogle Dage - fr jeg fik Telegram fra Nizza, at mit barn var sygt, farligt sygt, at jeg strax maatte komme, vilde jeg see ham endnu. - Jeg forlod samme Aften Rom - der var ingen Dampskibe - jeg maatte reise over Siena - jeg reiste Dag og Nat i 4 Dgn - min higende Sjl var foran den tunge Diligence - jeg saae Intet af de herlige Egne, jeg reiste igjennem - jeg foer som en Ddsdmt, som en Blind gjennem Naturens og Kunstens Paradiis. - Da jeg endelig den 4de Morgen naaede Nizza - fandt jeg mit Barns Liig! Hvorledes jeg overlevede dette, veed jeg ikke, hvorledes jeg fik Liget med mig hjem veed jeg ikke - men det skete - jeg forlod al Italiens Herlighed for at bringe et Liig - mit eneste Barns Liig tilbage til Norden. I April kom jeg hjem - lagde ham ved hans Moders Side, og har siden siddet her nsten i Uvirksomhed og Eensomhed - prvet paa at komme til mig selv igjen og gjenfinde Noget af min Livskraft - det gaaer smaat, men det gaaer dog, med Tillid til Den, som giver al Kraft og har Forsoning for alle Vunder. Jeg havde begyndt i Nizza paa et dramatisk Arbeide af mit Fdrelands Historie - dette har jeg nu atter fremtaget - men det ligger ikke mere for min nuvrende Sjlstilstand, saa Gud maa vide, om der bliver Noget af det. Jeg maa see at finde Noget, der mere gaaer mig fra Hjertet, hvis jeg endnu skal kunne virke Noget i min Kunst. - De undskylder vist, at jeg har disket op for Dem med denne srgelige Historie - men De har Medflelse, De forstaaer en Faders Sorg, skjndt De ikke selv er Fader, det siger "Barnet i Graven" mig.

Vil De aldrig overvinde Deres Modbydelighed for at komme til Norge? De skulde see, det lnnede Umagen. De er meget lst og kjendt her - mere end de fleste andre danske Digtere. I denne Tid opfres Deres "Ole Lukie" her paa det norske Theater. Meld mig itide, hvis De kommer herop i Sommer, forat jeg kan vre tilstede. Har De modtaget et Brev, jeg sendte Dem fra Nizza om Lord Russell i Weimar? Jeg sprger ikke forat De skal gjre Noget ved det deri Omhandlede - den Sag er nu glemt og opgivet, ligesom L. W. R.s Skjbne i Kjbenhavn. Saadanne smaa rgrelser forsvinde for en stor Sorg.

Glem ei Deres Ven.

A. Munch.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost