Sorø, den 4. Marts 1836.
Tilgiv, at jeg saa længe er bleven Dem Svar skyldig paa deres venlige og deltagende Brev. At Noget i min Guldmager har tiltalt Dem, er mig særdeles kjært. Skulde jeg nu give den ud paany, da vilde jeg gaa noget mere i Detail i Slutningen, hvor jeg maaske har faattet mig for kort. Jeg har alt skrevet et par Kapitler til, der skulde indskydes, hvorved jeg Ttroer, at Bogen vilde vinde. Disse Kapitler maa nu henligge, maaske til efter min Død, thi da er i det Mindste en ny Udagve tænkelig; efter en Forfatters Død interesserer man sig jo ofte for, hvad man ikke brød sig om, saa længe han levede; derfor er en Appelation til Efterslægten de fleste Forfatteres kjæreste Drøm, der tro at have Ret til at beklage sig over Nutiden, uagtet den, som alle andre Drømme, som oftest skuffer Forventningen.
Jeg er enig med Dem om, at Duften af et Digterværk, som De saa smukt siger, er af stor Vigtighed. Dette gjælder især om de Blomster, der voxe i Romantikens Have. Det gaaer imidlertid med Poesiens Blomster som med andre, det er iæsri Ungdommens Vaar, at de dufte skjønnest, de derimod, der komme om Høsten, kunne endnu være store og glimrende, men de dufte ikke mere, og den pragtfuldeste georgine staaer her tilbage for den beskedne Viol. mangfoldige Digterværker, der for Resten ere gode, ville dog ikke ret tiltale os, og naar vi skulle se til hvad der mangler, saa er det intet Andet end denne forunderlige Duft. Imidlertid, hvad forstaa vi Digtere os derpaa! De rette Bumister og Kritici paastaa i vore Tider, at Duften har intet at betyde, det kommer an paa Bladenes Regelmæssighed og især paa Farvernes Sjeldenhed, og ofte løber den Blumist mange Mile for at se en hæslig men sjelden Tulipan, der ikke vilde gaa et Skridt for at betragte en duftende Rose. Tulipaner betales ogsaa langt dyrere end Roser, og Poesiens Hollændere drive netop deres bedste Handel dermed.
Jeg har nu andre Syssler for, der til min store Sorg hindre mig fra i lang Tid at give mig af med Poesien, ja kommer der en Realskole i Stand, som jeg af andre Grunde maa ønske, maa jeg maaske sige den Farvel for stedse. uden at være nogen Corregio, vil det næsten falde mig lige saa bittert som ham at male Potter min hele øvrige Levetid.
Jeg ønsker ret af Hertet, at De som er yngre end jeg, maa som Digter have en bedre Skjæbne, og at De maa give os mange Værker endnu, der ikke blot maa glæde Publikum, men ogsaa bidrage til at skaffe Dem Fru Fortunas Kunst; thi som bekjendt ere hun og Apollo ikke de bedste Venner, og dog behøver man hende; vender hun os Ryggen, da kan vel eendnu Apollos Smil skjænke os høje Glæder, men da skal dette betales dyrt med bitre jordiske Sorger.
Jeg glæderm ig meget til Deres Roman, som nu ventelig er under Trykken, vi haabe ogsaa snart at se Dem hos os i Sorø. Jeg vil ønske Dem, at Deres Bog maa iudkomme paa en lykkeligere Tid, end den var, i hvilken min kom ud; thi i dette Øieblik virker et Digterværk omtrent som et Fyrværkeri ved højlys Dag. Det er ikke nok, at et Digt har udvortes Værd, det maa ogsaa komme paa rette Tid, i et lykkeligt Øjeblik, for at tage sig ud, og her har igjen Fru Fortuna sit Spil, Digteren kan kun give sit Digt, men hun giver Stemningen i Læsernes og Tilhørernes Hjerter, og deres Tal er ikke stort, der kunne sætte sig ud af det Nuværende, hvad der i Øjeblikket interesserer dem, og ind i en fremmed Verden, den være saa skjøn, den vil; de Fleste ville tvertimod, at Digteren kun skal synge om hvad der interesserer dem i det daglige Liv. I en politisk Tid maa altsaa Digteren ogsaa være politisk, og jeg troer, at Apollo sselv nu ikke vilde blive hørt, hvis han ikke kom som en Politikus. Min Kone hilser venligst.
Med sandt Venskab Deres hengivne
J. C. Hauch
P.S. Skulde De ej kunne skaffe mig at vide, hvor Bødtcher boer?
