The Hans Christian Andersen Center

Dato: 25. august 1835
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sor, den 25. Aug. 1835.

Med srdeles Fornjelse har jeg modtaget og lst Deres Brev [Brev]. Det er mig inderlig kjrt, hvis en Tilstaaelse [Brev], som jeg i alle Tilflde var Dem skyldig, har bidraget Noget til Deres Tilfredshed. Foruden Deres Digternatur, som jeg i Sandhed stter megen Pris paa, har jeg og ved denne Lejlighed lrt at skatte Deres personlige Godmodighed. Jeg takker Dem meget for det tilsendte digt, Agnete og Havmanden, der vidner om en sand Digtersjl, Deres Brneventyr har jeg endnu ikke faaet Tid og Leilighed til at lse, men forbeholder mig at lse dem og da at skrive Dem min Mening derom, saa snart som muligt. Med Hensyn paa min tidligere Miskjendelse af Deres Digterkald, maa jeg anfre som Undskyldning, at jeg den Gang ikke kjendte Deres smukke, flelsesfulde Digt: Det dende Barn, som, hvis jeg havde kjendt det, vilde have vret tilstrkkeligt til at give mig ganske andre Tanker om Dem. Men det Srgeligste for os Digtere er ikke at miskjendes, forflges og snderslides af aldeles upoetiske Mennesker og af den slags Recensenter, der gjerne vilde tilskjre den fri Digterskov efter Passer og Lineal, og der ikke kan begribe, at en hjere Regel, en organisk Natur bringer Tret til at skyde sig dristigere frem, end deres Sax vil tillade. Men vi miskjendes ogsaa undertiden af dem, af hvilke vi havde Ret til at vente bedre Forstand. Poeternes Historie er fuld af Exempler paa, at mange meget dygtiere Mnd end jeg have fldet skjve Domme ovm udmrkede Talenter. Vi skulde undertiden til vor trst gaa Digternes meninger om hverandre igjennem, og vi ville da finde Ting, der maa forbavse os; vi ville finde, at ikke en Gang de strste Geniers Domme altid ere at stole paa, hvorledes kunne vi da stole paa de almindelige Kritikere? Saaledes har, for at give et par Exempler, Corneille, saa lnge han levede, miskjendt og foragtet Racine, Lessing og til dels Herder have miskjendt Goethe, Goethe har miskjendt Tieck, Oehlenschlger, Walter Scott, og med undtagelse af Lord Byron, nsten alle de store poetiske Genier, der kom efter ham. Schiler har miskjendt og foragtet Holberg og er selv bleven forkastet og foragtet af den hele nyere Skole..Menzel og Brne, (der dog ere Mnd af store Talenter) nedstte jo Goehte, hvor dek unne, ja den vittige lucian kalder Homers Digte for iskolde Eventyr. Bulwer, den bedste engelske Romanskriver efter Walter Scott, er i de bedste engelske Journaler i flere Aar bleven udskregen for en nar og en indbildsk Laps uden Talent. ja, hvis det er tilladt at omtale min ringe person, efter at have omtalt saa store Mnd, saa vil jeg betro Dem (men det bliver en Hemmelighed mellem os, som jeg kun siger Dem, for at vise, hvor megen Tillid jeg har til Dem) at Oehlenschlgers strengt forkastende, skjndt neoppe uretfrdige Dom over Rosaura (et maadeligt Digt fra min tidligste Ungdom,) nsten var Aarsag til, at jeg aldrig havde skrevet en poetiske Linie mere i mit Liv. I syv Aar lod jeg Poesien rent fare, og kun i en langvarig og nsten ddelig Sygdom (hvor jeg, som De veed, kun slap med et smertefuldt Tab af mit Ben) besgte Musen mig igjen og reddede i egenlig Forstand mit Liv, saa vel i aandelig som i legemlig Betydning. Saaledes vendt jeg vel tilbage til Poesien, men hvormeget vilde jeg ikke give tilat jeg havde alle de poetiske Tanker og Drmme tilbage, der i denne min bedste Ungdom tidt opsteg i mit Indre, og som jeg da med al Mag og ofte med den smertefulde Resignation kmpede imod. Der havde en retfrdig Dom skadeligere Indflydelse paa mig end den ubilligste Kritik, thil selv den retfrdigste Dommer kan dog kun dmme om hvad der er, men ikke om hvad der vil udvikle sig, og om hvad et haardt Ord kan trykke tilbage. Til Lykke er for det meste Roes mere at forlade sig paa end Dadel, naar kun hin kommer af inderlig Overbevisning, thi for at rose et Digtervrk af fuld Overbevisning, maa man have flt og vret bevget ved hvad man skriver om, dadel er mere en blot Forstandsfag. Dog vil jeg naturligvis ikke her give en almindelig Regel, men kun sige, hvad der oftest finder Sted. Overhovedet recensere de fleste kritikere mere dem selv og deres eget Forhold til Digtet, end dette selv. Dog jeg maa ende disse Betragtninger, for at ikke mit Brev skal blive en Afhandling. Lev da vel! og vr vis paa, at Ingen kan vre mere overbevist om Deres Kald til, og skal gde sig mere ved Deres fremtidige Held paa den poetiske Bane, end jeg. At Digteren for Resten maa betale Begejstringens Glder med mange bitre Timer, er desvrre sandt, men ogssaa Smerten hrer til Poesien:

"Das sie die Perle trgt, das macht die Muschel krank,

Dem Himmel sag fr Schmerz, der dich veredelet, Dank!"

Med sand Hiagtelse og Hengivenhed

Deres

J. C. Hauch

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter