Dato: 25. august 1835
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø, den 25. Aug. 1835.

Med særdeles Fornøjelse har jeg modtaget og læst Deres Brev [Brev]. Det er mig inderlig kjært, hvis en Tilstaaelse [Brev], som jeg i alle Tilfælde var Dem skyldig, har bidraget Noget til Deres Tilfredshed. Foruden Deres Digternatur, som jeg i Sandhed sætter megen Pris paa, har jeg og ved denne Lejlighed lært at skatte Deres personlige Godmodighed. Jeg takker Dem meget for det tilsendte digt, Agnete og Havmanden, der vidner om en sand Digtersjæl, Deres Børneventyr har jeg endnu ikke faaet Tid og Leilighed til at læse, men forbeholder mig at læse dem og da at skrive Dem min Mening derom, saa snart som muligt. Med Hensyn paa min tidligere Miskjendelse af Deres Digterkald, maa jeg anføre som Undskyldning, at jeg den Gang ikke kjendte Deres smukke, følelsesfulde Digt: Det døende Barn, som, hvis jeg havde kjendt det, vilde have været tilstrækkeligt til at give mig ganske andre Tanker om Dem. Men det Sørgeligste for os Digtere er ikke at miskjendes, forfølges og sønderslides af aldeles upoetiske Mennesker og af den slags Recensenter, der gjerne vilde tilskjære den fri Digterskov efter Passer og Lineal, og der ikke kan begribe, at en højere Regel, en organisk Natur bringer Træet til at skyde sig dristigere frem, end deres Sax vil tillade. Men vi miskjendes ogsaa undertiden af dem, af hvilke vi havde Ret til at vente bedre Forstand. Poeternes Historie er fuld af Exempler paa, at mange meget dygtiere Mænd end jeg have fældet skjæve Domme ovm udmærkede Talenter. Vi skulde undertiden til vor trøst gaa Digternes meninger om hverandre igjennem, og vi ville da finde Ting, der maa forbavse os; vi ville finde, at ikke en Gang de største Geniers Domme altid ere at stole paa, hvorledes kunne vi da stole paa de almindelige Kritikere? Saaledes har, for at give et par Exempler, Corneille, saa længe han levede, miskjendt og foragtet Racine, Lessing og til dels Herder have miskjendt Goethe, Goethe har miskjendt Tieck, Oehlenschläger, Walter Scott, og med undtagelse af Lord Byron, næsten alle de store poetiske Genier, der kom efter ham. Schiler har miskjendt og foragtet Holberg og er selv bleven forkastet og foragtet af den hele nyere Skole..Menzel og Börne, (der dog ere Mænd af store Talenter) nedsætte jo Goehte, hvor dek unne, ja den vittige lucian kalder Homers Digte for iskolde Eventyr. Bulwer, den bedste engelske Romanskriver efter Walter Scott, er i de bedste engelske Journaler i flere Aar bleven udskregen for en nar og en indbildsk Laps uden Talent. ja, hvis det er tilladt at omtale min ringe person, efter at have omtalt saa store Mænd, saa vil jeg betro Dem (men det bliver en Hemmelighed mellem os, som jeg kun siger Dem, for at vise, hvor megen Tillid jeg har til Dem) at Oehlenschlägers strengt forkastende, skjøndt neoppe uretfærdige Dom over Rosaura (et maadeligt Digt fra min tidligste Ungdom,) næsten var Aarsag til, at jeg aldrig havde skrevet en poetiske Linie mere i mit Liv. I syv Aar lod jeg Poesien rent fare, og kun i en langvarig og næsten dødelig Sygdom (hvor jeg, som De veed, kun slap med et smertefuldt Tab af mit Ben) besøgte Musen mig igjen og reddede i egenlig Forstand mit Liv, saa vel i aandelig som i legemlig Betydning. Saaledes vendt jeg vel tilbage til Poesien, men hvormeget vilde jeg ikke give tilat jeg havde alle de poetiske Tanker og Drømme tilbage, der i denne min bedste Ungdom tidt opsteg i mit Indre, og som jeg da med al Mag og ofte med den smertefulde Resignation kæmpede imod. Der havde en retfærdig Dom skadeligere Indflydelse paa mig end den ubilligste Kritik, thil selv den retfærdigste Dommer kan dog kun dømme om hvad der er, men ikke om hvad der vil udvikle sig, og om hvad et haardt Ord kan trykke tilbage. Til Lykke er for det meste Roes mere at forlade sig paa end Dadel, naar kun hin kommer af inderlig Overbevisning, thi for at rose et Digterværk af fuld Overbevisning, maa man have følt og været bevæget ved hvad man skriver om, dadel er mere en blot Forstandsfag. Dog vil jeg naturligvis ikke her give en almindelig Regel, men kun sige, hvad der oftest finder Sted. Overhovedet recensere de fleste kritikere mere dem selv og deres eget Forhold til Digtet, end dette selv. Dog jeg maa ende disse Betragtninger, for at ikke mit Brev skal blive en Afhandling. Lev da vel! og vær vis paa, at Ingen kan være mere overbevist om Deres Kald til, og skal gæde sig mere ved Deres fremtidige Held paa den poetiske Bane, end jeg. At Digteren for Resten maa betale Begejstringens Glæder med mange bitre Timer, er desværre sandt, men ogssaa Smerten hører til Poesien:

"Das sie die Perle trägt, das macht die Muschel krank,

Dem Himmel sag für Schmerz, der dich veredelet, Dank!"

Med sand Høiagtelse og Hengivenhed

Deres

J. C. Hauch

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost