The Hans Christian Andersen Center

Dato: 1837
Fra: H.C. Andersen   Til: Johan Gunder Adler
Sprog: dansk.

Mene mene tekel upharsin

Sceptret, ikke det paa Thronen,

Det der viser os Nationen,

Brnder tidt, som Faklen ned.

Aandens Rigdom ene gavner,

Alt det andet gaaer, som Avner,

Vejres bort fr Du det veed.

#

Trende Flammer nyligt brndte;

Mon Betydningen Du kendte?

Saa Du vel, hvad Haanden skrev?

Hvad der var Nationens Frste,

Det, den ansaae for det Strste,

I et Nu et Intet blev.

#

See mod stens store Rige,

Der hvor Folkefrd fremstige

Villiels paa Hersker-Bud.

Under Fyr og Palmeskygge

Seer Du Magt og Trldom bygge,

Zaren er en jordisk Gud! *

* Da een af mine Venner gjorte mig opmrksom paa at der i Ordet "Villiels" kunde lgges en haard Betydning, forandrede jeg hele Strophen strax og sendte den til Instrukter Nielsen. Direktionen har ikke seet denne:

See mod stens store Rige,

Der hvor Folkefrd fremstige,

Paa den hie Herskers Bud

Adel der med Vorned bygge

Under Fyr og Palmeskygge;

Zaren er en jordisk Gud.

#

Hvor den rige Sumpstad kneiser,

Stolt Paladsets Pragt sig reiser:

Billedet p jordisk Magt.

Men, se Flammen slaaer fra Taget,

Alt er Ild, du hrer Braget,

Vldens Glans i Gruus er lagt.

#

Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,

Livet sig i Farver bryder,

jeblikket Mngden nyder,

Til Theatret vil vi gaae;

Skuespillet her er Sjlen,

Ordet dristigt, Sangen kjlen;

Zarens Slot er ei det strste,

Nei Theatret er det Frste,

Der Nationen selv sig saae.

#

Ildens Knitren ret kjender:

See, det rige Flitter brnder,

Ja, det andet Blus er tndt.

Under Himlens Tabernakkel

Gldens Scepter som en Fakkel

Snart til sidste Gnist er brndt.

#

- Kom, vi seile over Sen!

Vort Karthago er paa en,

Tidens Vverstol vi see;

Og en Jomfru holder Spolen,

Smiler bagved Vverstolen,

Rd som Rosen, hvid som Snee.

#

Rundtom Mylren og Beregnen!

Som en billedlig Betegnen

Kneiser i den rige Havn

Stolt en Guldkalv, som man krandser;

Alt Europa om den dandser,

Brsen kaldes den ved Navn.

#

Vil for Stv Du Knet bje,

See, det styrter for dit ie,

Ilden lgger det i Gruus.

Trende Flammer har Du skued,

I en Treklang, saae Du Lued

Hver Nations det frste Huus.

#

Fler Du ei, stor og liden,

Poesi der er i Tiden,

Dyb Betydning Tanken faaer.

Her er intet Spil af Krfter,

Nei, naar Du kun tnker efter,

Flammeskriften Du forstaar:

#

Hvad charakteristisk throner,

Prget paa de tre Nationer,

Hvad de kalde vil det Strste,

hvad de nvne, som det Frste,

Blev en gldende Ruin.

En usynlig Haand alene

Skrev sit understrke: "Mene,

mene, tekel, upharsin!"

Tekst fra: Statens Privatarkiver (H.C. Andersen Breve), Rigsarkivet