The Hans Christian Andersen Center

Dato: 19. juni 1873
Fra: H.C. Andersen, Nicolaj Bgh   Til: Moritz Gerson Melchior
Sprog: dansk.

Brunnen den 19 Juni 1873.

Kjre, trofaste Ven! Dette Brev maa, efter min Beregning indtrffe paa "Rolighed", Sndag den 22de; det vre et synligt Tegn paa at jeg er tilstede, som jeg er det med alle mine Tanker. Der er Fest, der er Glde i det lykkelige Hjem! Flaget vaier udenfor, Springvandet blinker i Solen, thi Solskin maa der vre, og skinner det ikke udenfor saa skinner det indefor, lyser ud af alle ine! Bordet staaer festligt med prgtige Blomster, selv de smaa Borde ere pyntede, der sidder vist Thea, Emil og Poul! saa mange Venner og Slgtninger Stuen kan rumme have Plads om Bordet og Skaaltalerne, runge som Bord-Musik; gid min Stemme kunde klinge med! - Her i Brunnen ville Bgh og jeg tmme Skaalen; Husets Middag er her halv Eet, da drikke vi den, medens De paa "Rolighed" sidde ved Frokostbordet; Anna og Louise ere med, de to lngesavnede, nu Hjemkomne. Breve flyve vist til Dem i Dag, fra Pyrmont, Vevay, ja rundt om fra; mit Brev komme i Brevflokken! Igaar skrev jeg til Deres Kone, Brevet her, kunde jeg have lagt deri, men da var det kommet en Dag for tidligt, jeg nsker at det flyver friskt i Deres Hnder. Give nu Gud Dem et lykkeligt nyt Leveaar, bevare i Sundhed og Glde Dem, Deres fortrffelige Hustru og den kre Brnekreds! Hils alle Kjre fra mig. Mit Humeur er tungt, jeg har skrevet derom til Bille og til Deres Kone, jeg vil ikke gjentage det her i et Solskinsbrev, uagtet sorte Pletter hre jo til Solen. Humeuret ligger vistnok en stor Deel i Befindendet; jeg kan ikke ret komme til Krfter, bliver strax smertelig berrt ved enhver lille Ubehagelighed. I et halvt Aar er Legemet blevet gammelt og naar Foderalet ikke duer skulde det jo egentligt kastes bort; den Ordre kommer vel om ikke lnge, men i Afskeden maa jeg dog sige: Livet har vret uendeligt smukt! det er deiligt at leve, at vre baaret frem af Vorherre og at have Venner som jeg havde og har! De kjre Ven og Deres dle Hustru hrer til de nrmeste Gud gav mig i mine sidste Levedage! Han bevare og velsigne Dem.

Deres trofaste, taknemlige

H. C. Andersen

Til Hr Grosserer Moritz Melchior

Kjre Hr Grosserer Melchior! Bagefter kommer tyndt l, men De vil dog tage venligt imod et velmeent nske om et velsignet Nytaar, rigt paa Lykke i Deres Hjem og Held til alt udenfor. Deres Huus staaer for mig som meget velsignet af Gud og De som en sjeldent begunstiget Mand; maatte dette stadigt grundfstes mere og mere! Jeg haaber derpaa, thi jeg troer, Deres Lykke og Dygtighed har Rod i en Jord, som bestandigt vil kunne nre og fstne mere og mere.

Her er deiligt nede i Brunnen; jeg har i denne Morgenstund siddet herude paa Altanen og seet over de blaagrnne Bjerge og det slvgrnne Vand, Dampskib paa Dampskib seiler her forbi og svinder igjen, hvor Klipperne lukke sig i varmt Taageslr. Idag skulle vi kjre ad en ny Vei hugget ud i Klippen over Sen med Buer og Gallerier, som seer meget maleriske ud, navn[lig] i Solskin. Veien frer over Flelen til Altdorf, Wilhelm Tells Fdested; man kan nu gaae fra denne Vei lige ned til Tells Kapel. En anden Dag skal vi hit op til Vierwaldstdtersens Glion, Axenstein, et meget stadseligt, kneisende Hotel paa Toppen af Bjerget her ovenover; et stort Parkanlg omgiver det, og her sge Folk op og berve Brunnen dets tidligere mange Gjster. Nu slipper Papiret op, og jeg har hverken skrevet heelt eller halvt. Vil De tage mod dette med Nisomhed blot som en venlig Hilsen fra mig med Tak for meget Godt i det gamle Aar. Jeg beder Dem om at hilse Deres Frue og Brn meget.

Deres rbdigt hengivne

Nicolai Bgh.

Tekst fra: Niels Oxenvad