The Hans Christian Andersen Center

Dato: 5. maj 1873
Fra: H.C. Andersen, Nicolaj Bgh   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Vernex-Montreux d. 5te Mai 1873.

Kjre Fru Melchior! I dette ieblik sagde jeg. "Nu skriver jeg til Fru Melchior!" og Andersen udbrd da: "Gaaer Fru Melchior derude?" - "Nei, jeg skriver til hende!" - "Var hun nu kommet ind ad Dren, troer jeg, at jeg var besvimet", sluttede A., "men det var naturligvis af Glde". -Nu veed De altsaa, hvorledes De bliver modtaget, hvis De kommer.

Vi naaede igaar her til Vernex, hvor vi have en smuk, stor Havestue med Solskin og Lvvrk for Ruderne, Veranda udenfor og den deiligste Have ned til Sen. Lyset blinker i alle de mrkegrnne Blade, Mandeltrerne staae i Blomsterflor, Figentrerne med nye Frugter, og de mange Rosenknopper begynde at vise det Rde frem. Hngepilene dukke sig ned i den fiintfarvede, blaagrnne S, og hit over de helligt hvide Sneebjerge hvlver sig den skjreste blaa Himmel, saa De vil forstaae, at her er vel vrdt at boe. Andersen har det virkelig bedre og fler det meer og mere selv; han har allerede 2 Gange idag spadseret ikke saa kort i Haven og fryder sig med sit Digtersind over al Herligheden hernede. Hans Sliimhoste er stadigt mindre, han taaler bedre at gaae op ad Trapper og er heller ikke saa nerveus som i Begyndelsen af Reisen. Han sover godt om Natten, om han end nogle Gange vaagner, og Appetitten er ordentlig. Vi har endnu i Kaminen, men idag troer jeg, det bliver undvendigt, og det er tydeligt, at det nrmest er den varme, friske Luft, der skal helbrede ham, saa naar den nu rimeligviis kommer snart, haaber jeg det Bedste. Dr Dor sagde, at han saa meget som muligt skulde vre ude, og det bliver ham lettere, fordi han her boer lige ud til Haven. Det gldede os meget at trffe Deres Sn i Vevey, han var rask og saae meget sund og godt ud, dertil var han imod os Elskvrdigheden selv. Han har lovet at besge os her, hvilket jo allerbedst maa vise Dem, at hans Been kan betragtes som helbredet.- Sammen med ham udspeculerede vi, at da 2 Borgermestre i Kongens Kjbenhavn have vret saa opmrksomme at de, maa Bille faae en af deres Pladser, - han kunde saa vist godt beklde dem begge to - og saa har vi bestemt, at han skal vie Edmund Salomonsen og Frken Jensen; jeg veed ikke, om De bifalder denne Plan, thi i saa Fald maa De kunde virke Lidt med til dens Udfrelse.

De glder Andersen meget med Deres Breve, og jeg bliver ogsaa forniet, naar de kommer, deels fordi De er saa venlig at sende mig gode Hilsener, deels fordi jeg da hrer hjemlige Meddelelser; de kommer som Solskin i fremmed Land. De kjender jo Kirken her i Montreux? Jeg skal hilse Dem fra Udsigten deroppe, jeg var der imorges; det er deiligt, og har vi her naaet Reisens Maal, saa har vi ogsaa fundet det Skjnneste paa hele Veien; vel var Heidelberg forbausende og "Jomfruen" fra Terassen i Bern saa straalende skjn og reen som om det var hendes hvide Brudedragt, hun var ifrt; Andersen har jo kaldt Mont du Midi for "et Alter med det evigt hvide Klde" Brev; "Jomfruen" straaler for mig i Mindet, og naar jeg saa frer hende frem for Alteret her, bliver det et Bryllup, som i Reenhed og Hellighed ikke finder sin Mage paa Jorden; men disse Bjerge staae ogsaa som om de vre langt borte ovre i en anden Verden, hvor der er mere luftigt og aandeagtigt end her. Da Andersen idag gik hernede ved Sen udbrd han: "Her er vidunderligt, bare man havde alle Mennesker her." Det samme siger jeg, men er da saa egoistisk nrmest at tnke paa mine Kjre, paa dem, jeg glder mig ved at kjende og vre sammen med, og maa jeg da sige Dem, at De og Deres Familie faaer en god Plads paa Bnkene hernede ved Sen, hvor Baadene gynge sig med Flag oppe, Schweitzerflaget, der minder saa meget om Danebrog. - Andersen vil skrive lidt forneden, derfor siger jeg Dem nu Farvel. Vil De hilse Deres Mand og Brn venligt fra mig, ogsaa Andre som De veed jeg holder af og som vil modtage min Hilsen.

Deres rbdigt hengivne

Nicolai Bgh

Kjre Fru Melchior! Ja her kommer jeg med fattige Ord oven paa Bghs duftende melodise Skildring, den han i dette ieblik lste for mig! - Vi sidde i en Stue, nsten saa stor som Spisestuen paa "Rolighed", derhen, om ikke just til Spisestuen men til hele det velsignede Hjem flyver min Tanke; jeg lgger Hilsener og ikke Blomster i Brevet, deels tr vi ingen plukke ud i vor Have, deels troer jeg at Hilsenerne holde sig end mere friske, vil De stre disse ud, en heel Haandfuld over Deres Mand, dernst til Hire og Venstre, til Brn og Venner, lg da Roserne som en Krands om Torsdagsbordet til hver isr.

Deres taknemlige

H. C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad