The Hans Christian Andersen Center

Dato: 10. januar 1873
Fra: Sophie Rasmussen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sor den 10. Januar 1873

Hr. Etatsraad!

Jeg nsker Dem et gldeligt Nytaar og takker mange Gange for det gamle; jeg skammer mig rigtignok tilvisse, at min skyldige Tsk til Dem er udebleven saa lnge; men jeg haaber nok, Etatsraaden tilgiver mig det. Samme Dag, jeg modtog Legatet fra Ministeriet, gik jeg op til Adjunct Blichers, da jeg vidste, de saa inderlig deelte min Glde med mig. Da fortalte Hertren mig, at han havde modtaget Brev fra Etatsraaden, angaaende sin Sn; saa lovede han, med det Samme han skrev, at bringe min glade Tak; for jeg er og blev rigtignok glad. Det er en betydelig Hjlp for mig til Husleie, da jeg kun boer paa et Kvistkamemr og har ingen Khkken, ei heller egen Indgang, saa jeg glder mig meget til at faae en lille leilighed som min Egen. Den 14. December modtog jeg allerede 25 Rd. af det grevelige Hjelmstjerne-Rosencroneske Legat, saa jeg har stor Grund til at takke Gud og gode Mennesker, sxom hjlper mig og har Medlidenhed med mig, da jeg fler mig saa ene og tillige svagelig. Nu paa Onsdag Eftermiddag, den 15. Januar, imellem 2 og 3, er det 5 Aar siden, at jeg mistede in kjre Freu. Den Tid har rigtignok vret lang og svr for mig; det er svrt at tjene, naar man ingen Helbred har. Savnet af de to kjre, velsignede Mennesker fler jeg mere og mere, de vare saa kjrlige og gode mod Alle; det er tilvisse et stort Savn for Mange, dog meest for mig. Jeg husker ikke, om jeg har fortalt Etatsraaden, hvor forunderligt et Tilflde det var for mig det Foraar i April, da min Fure var dd. Stine og jeg gik ud i Haven for at plukke Violer; min Syn var allerede svagt dengagn, men jeg fandt flere Tvillingblomster i Voler, Hyazinther og PIntselilier; ogsaa Stine sgte og ledte allevegne, men hun fandt aldrig nogen. Det var for mig, som Gud vilde vise mig i Blomsten, at de To nu vare samlede. Jeg er forvisset om, at Ingen vilde takke mere kjrligt for hvad De her har gjort for mig, end Konferentsraaden og Fru Ingemann. Maa jeg til Slutning bede Etatsaraade at takke de gode Mennesker, som ogsaa har bidraget il, at jeg har modtaget Legatet.

Med sand Hiagtelse

Deres altid taknemmelige

Sophie Rasmussen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost